Weekendens strabadser

Planerne for weekenden blev ændret lidt. Vi tog ikke i byen med damerne i nabolandet, men valgte i stedet at tage på en tur fra lørdag-søndag sammen med nogle af de andre frivillige vi er blevet venner med. De rejser med organisationen projekts abroad. Der er virkelig mange i området fra den organisation fordi, at de kun kan vælge mellem, at komme til enten Dar es salam eller her i Arusha området.
Jeg vågnede med ondt i halsen lørdag morgen, men efter et par strepsils tænkte jeg at det var fint, og vi tog afsted mod Moshi. Vi var omkring 10 piger med på turen, så det var en rigtig tøsedag. Først var vi ude ved, hvad vi havde fået at vide, var en kaffeplantage, men det var nu mere bare et par kaffeplanter og så en utrolig sød gammel afrikansk mand der på meget autentisk vis, viste os rundt, og viste os, hvordan man lavede kaffe. Han var en oplevelse i sig selv! Bagefter skulle vi ud til nogle grotter som var blevet bygget af et stammefolk for mange år siden. Vi var nede i dem og et par flagermus kom ud og hilste på os mens vi var dernede. Derefter tog vi ud til et vandfald, hvor vi skulle gå ned af utrolig mange trapper, for at kunne se det ordentligt, men det var selvfølgelig virkelig smukt. Til sidste skulle vi til et "museum" som de kaldet det. Det var ikke så spændende. Måske var det fordi vi var virkelig trætte. Kl. var 18.30 og det havde været en lang dag med mange oplevelser. Vi tog til hotellet og lagde vores ting, og tog derefter ud at spise et lækkert sted. Da vi lagde os til at sove, glædede vi os til næste dag, hvor vi skulle have lækker morgenmad og bade i hotsprings.
Jeg vågnede omkring kl. 5.15 næste morgen og tænkte bare: Åh nej! Jeg havde fået det virkelig dårligt og var helt sikker på, at jeg desværre ikke ville kunne klare dagens oplevelser. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, men da Amanda vågnede, sagde jeg, at hun jo selvfølgelig bare kunne tage med de andre. Hun ville gerne med mig hjem, og det var nu meget dejligt. Den 1,5 time det tog hjem var hård, og det var virkelig en lettelse endelig at ligge i sengen! Moody var hjemme da vi kom hjem, men vores mor lå og sov. Vi var inde på værelset og da Amanda gik ud fra værelset kl 14.30, blev vores mor meget overrasket over, at vi var hjemme. Hun blev sur på Moody, der var taget på arbejde, fordi han ikke havde sagt til hende, at hum skulle lave frokost til os. Hun anede ikke at vi var kommet hjem, og det var lidt synd for hende, for hun blev virkelig pinlig over, at vi ikke havde fået noget frokost. Amanda sagde selvfølgelig, at det var helt okay, og at vi også bare ville lave vores egen frokost hjemme i Danmark. Hun prøvede at forklare på sit ikke så gode engelsk, at Moody nogle gange bliver bims når han har drukket. De havde åbenbart været til fest dagen før. Heldigvis er hun virkelig sød og Amanda grinede bare lidt, og så var det fint.
Om aftenen fik jeg lidt høj feber og vores mor synes,a t det var en glimrende at give mig en "lækker" grød næste morgen, for man bliver rask hvis man spiser den, siger hun.
Heldigvis havde jeg det bedre da jeg vågnede i morges, så jeg kunne godt klemme lidt af grøden ned.
Amanda tog på arbejde, og jeg kan fortælle, at det er rimelig kedeligt at være syg, når man hverken kan se tv, høre radio eller ligge i en lækker blød seng. Heldigvis har jeg jo mange bøger på min iPad, så jeg kan få tiden til at gå med at læse. Doktor AO (doktor Amanda Olsen) havde købt yoghurt, kitkat, lækker bolle og samosa med hjem til mig - dejligt med en sød doktor, når man ikke har sin mor til at stryge én kærligt på panden!
Jeg regner med, at jeg snart er helt på toppen igen!

Vores mor er blevet ret god til engelsk. Da vi kom kunne hun nærmest ikke sige noget, og nu kan vi snakke med hende om de mest basale hverdagsting - hav en god dag, kan jeg tage et bad, maden var god, har du haft en god dag, vi spiser frokost på arbejdet osv.. Det er lige før, at vi bliver helt stolte af hende ind imellem. Hun tager english classes to timer hver dag, så det går stille og roligt fremad.

Vi er ikke så meget inde i Arusha by, som vi var i starten. Vi har fundet ud af, at der ligger det meste af det vi skal bruge, i vores hverdag, i området. Der er et lille supermarked og så er der en virkelig hyggelig café med wifi, på vej til vores arbejde, som ligger ca. 40 minutters gang fra vores hjem. Caféen hedder "Tanz hands" og er et projekt der støtter tanzanianske handicappede. Alt overskuddet går til de handicappede i området. De har en café, hvor man kan købe lækre sandwich i, og hold nu fast, ciabattabrød(!), tomatsalat, omelet og andre lækre ting. Så har de en lille butik, som ligger samme sted som caféen, hvor man kan købe forskellige ting, som de handicappede har lavet. Sidst men ikke mindst, har de en lille bager, der ligger ud til vejen, hvor man kan købe lækkert brød og de bedste sambusaer (samosaer), vi endnu har smagt. Dejligt sted!

Imorgen (tirsdag) kommer Jonathan fra Tanga og besøger os. De andre kommer på torsdag, fordi vi alle skal på safari sammen fredag-søndag. Vi glæder os helt vildt meget. Det bliver også sjovt, at vise de andre rundt i vores landsby og vise dem alle "vores steder". Nu har vi jo også set deres, da vi var på besøg i Tanga, så det bliver sjovt den anden vej rundt.

Lige nu ligger jeg i sengen. Udenfor kan jeg høre lyden af et par høns der gokker, "personaly" med p square - det absolutte afrikaner hit, vores fjernsyn i stuen på høj volumen, kong S der piber over et eller andet, som han altid gør, Alima (vores house girl) og Vaileth snakke og grine og hvis jeg lytter rigtig godt efter, kan jeg høre græshopperne udenfor. Det er lyder jeg har vænnet mig til, og jeg bemærker dem ikke rigtig mere. Alligevel, når jeg lige ligger og bemærker hvor mange lyde her egentlig er, kan jeg ikke lade vær med at tænke, at det bliver mærkeligt, at komme hjem og skulle falde i søvn i et mørkt og stille rum. På den anden side, kan man måske også godt forstå, at vi tager os selv i, at nyde når der er strømafbrydelser, fordi vi lige får en kort pause fra musikken og tv'et, der konstant brager ud med lyd. Forleden aften da vi skulle sove, undrede vi os over, hvorfor der var så stille. Så fandt vi ud af, at det var fordi, der var strømafbrydels. Lydene her er en lille ting, som man ikke lige ligger mærke til hverdagen hernede, men jeg er sikker på, at det er noget jeg vil bemærke når jeg kommer hjem - at der ikke er nogen lyde. Der kommer sikkert mange ting, som jeg først rigtig opdager, når jeg kommer hjem, men jeg prøver stadig at suge så meget til mig, som jeg kan!

Det gik op for os for et par dage siden, at vi kun har en måned tibage ved familien. Det er ikke til at forstå! Det føles som om vi liger er kommet. Vi har valgt, at rejse fra familien 6 dage før planlagt, så vi har tre uger til at rejse rundt på egen hånd, inden turen går hjem til Danmark D. 12 maj. Ikke nok med, at vi kun har en måned tilbage med familien, så har vi mindre end to måneder tilbage til vi skal helt hjem til DK. Heldigvis glæder vi os bare sindssygt meget til de næste to måneder, og jeg synes vi er gode til at leve i nuet og tage dagene som de kommer.

Denne uge byder på rigtig mange gode ting, så jeg håber, at jeg er frisk imorgen.

Kram