onsdag den 26. marts 2014

En mærkelig oplevelse

Selvom vi efterhånden snart har boet i familien i to måneder, er der stadig ting, der overrasker os. I morges havde vi en virkelig mærkelig oplevelse!
Vi vågnede begge i nat, fordi det regnede virkelig meget. Når det regner meget her, er det ikke ligesom når det regner meget i Danmark. Der kommer så meget regn, at man slet ikke kan forstå, det kan lade sig gøre! På et tidspunkt i nat tænkte jeg om huset mon kunne brase sammen pga. regnen - så meget regn er der!
I morges sad vi så og drak the og spiste morgenmad og vores mor kommer ind og fortæller os (med lidt hjælp fra Vaileth som oversætter) at der er en mand der er død i nat, lige nede for enden af vores vej. Der var lige en, der i morgensludderen havde fortalt hende det. Hun så ikke ud som om, at det rørte hende specielt, tvært imod havde både Vaileth og vores mor det største smil på læben. Amanda og jeg blev selvfølgelig helt paf, og spurgte om det var en de kendte, og hvordan han var død. De fortalte os, at de ikke vidste hvem det var, fordi man kun kunne se hans hånd og ansigtet var dækket. De vidste heller ikke, hvordan han var død, men vores mor sagde: "måske var han fuld og faldt ned i den lille flod". Så spurgte hun os: "vil i ned og se ham?". Amanda og jeg var virkeligt chokerede og sagde begge hurtig nej. Så grinede de lidt. Politiet var ikke kommet endnu, men da man kunne høre sirener i det fjerne, begyndte folk at løbe ned til den døde mand, så det kunne se ham. Det var virkelig absurd, folk strømmede bare ned for at se en død mand. I Danmark ville man blive virkelig foragede og tænke, at folk ikke havde respekt for den afdøde og de pårørende, hvis man gjorde sådan, men det virkede til, at det var helt normalt her.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse, og endnu engang blev vi mindet om, at der er virkelig stor forskel på, at bo i Tanzania og bo i Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar