Tiden flyver afsted

Tiden den går. Og den går virkelig hurtigt! Vi har boet ved vores skønne familie i over en måned nu, og det er næsten ikke til at forstå, at vi er halvvejs gennem rejsen. Det føles som ca. 100 år siden, jeg stod ude i lufthavnen og sagde farvel til min familie, men samtidig er det som om tiden bare flyver afsted. Nogen gange stopper jeg lige op, og tænker over, at jeg virkelig skal nyde det - lige pludselig er det overstået. Jeg elsker at være her, men det hele er blevet meget hverdag, så nogen gange glemmer jeg lidt, at jeg er i Tanzania.

Vi er vildt glade for vores nye job. Det virker til, at børnene har det godt der, selvom det er nogle forfærdelige historier om deres fortid, vi hører. Der mange volontører der arbejder der, så vi har fået nogle nye venner. Det er dejligt, at kunne snakke med nogle andre volontører, om deres oplevelse og få gode råd fra hinanden. På børnehjemmet er der børn der er stærkt underernerede, for tidligt fødte, HIV-smittede og så er der en handicappet. Det kan godt være en udfordring, for de fleste af børnene har særlige behov, og vi har jo ikke nogen teoretisk baggrund vi kan benytte. Men vi har viljen og lysten, og det tror jeg er altafgørende i vores job.
Selvom stedet er rigtig godt, er det stadig tydeligt at se at børnene mangle kærlighed og omsorg. Der er ofte folk, der bliver vist rundt på børnehjemmet, og de største børn, er virkelig hurtige til, at kaste sig i armene på den første og den bedste de ser. Det er lidt bekymrende synes jeg, men sådan tror jeg det er, næsten ligegyldig hvilket børnehjem man er på.
Børnene er virkelig søde! De er delt op i fire grupper: nursery, som er de helt små babyer - de for tidligt fødte og underernerede, crawlers, som er de midterste børn, de er nok omkring et år og så er der to store grupper med dem der er op til 2,5 år. Der nogle af de børn inde i nursery gruppen, som er meget små. Der er en pige, som kun vejer 1,6 kg. Jeg frygter, at jeg skal opleve et af børnene dø, mens jeg er der. Det ville virkelig være forfærdeligt, men jeg ved, at der er en risiko for det. Det er nogen gange forfærdeligt, at se, hvordan de lokale medarbejdere håndterer de helt små babyer! Igår var der en af dem, der nærmest kastede rundt, med hende der kun vejer 1,6 kg, og vi kunne næsten ikke holde ud at se det. Man skal jo virkelig være forsigtig med sådan nogle små babyer. Vi har også besluttet os for, at sige noget, hvis vi ser det sker igen. Man bliver virkelig forelsket i børnene. Jeg tror at det er meget heldigt, at man skal være gift, en af parterne skal have boet i landet i minimum tre år, og man skal være minimum 25 år for at kunne adoptere. Der er en af børnene der hedder Frida. Det er ret sjovt. Hun har en tvilling og deres mor døde ved fødslen. De er også begge meget små.
Vi bliver udfordret på vores nye arbejde, men vi elsker at være der og glæder os hver dag, til at komme derhen.

I torsdags var vi i byen på noget der hedder Via via. Det var vildt sjovt og det er kendt for, at der er en masse frivillige om torsdagen. Vi gav den virkelig gas - drinks, karaoke og svingende hofter. Vi var først hjemme omkring kl 4, og jeg kan godt afsløre, at vi ikke var helt på toppen om fredagen

Lørdag var vi med Vaileth og vores værtsmor i Moshi, for at besøge vores værtsmors mor og far. Moshi er en smuk by - det er der Kilimanjaro er, og vi var da også heldige at se det. Det er sjældent, man kan se toppen, fordi der næsten altid er skyer der dækker. På vej derud kørte vi på motorcykel, så vind i håret og fuld fart frem. Det var sjovt! De boede et vildt smukt sted - lige midt i en bananplantage. Det var en rigtig god dag

Søndag ordnede vi vores værelse. Wow det var blevet klamt, og der var kommet virkelig mange af de der klamme dyr i bores seng og myggenet. Så vi skiftede sengetøj, vaskede vores tæpper vi sover med, vaskede myggenettet, ryddede op og fejede. Ellers stod den bare på afslapning og læsning. Og så flettede vores mor og hendes veninde mit hår. Det var noget af en opgave synes de, og det kan jeg nu godt forstå. Men de er jo hurtige og nu føler jeg mig (næsten) som en ægte afrikaner. Også en dejlig stille og rolig dag.
Om aftenen ville vores mors veninder gerne lære os at danse the african way. Så vi måtte jo gøre vore bedste og Shake vores booty så godt vi kunne. Men vi er jo slet slet ikke så gode som dem - desværre! De grinede meget af os og vi gav dem respekt for deres moves. Efter kort tid, var der gået rygter i nabolandet om, at mzunguerne prøvede at danse, og pludselig stod der en mindre flok og kiggede på os. Vi synes bare det er hyggeligt at de griner af os. Det er virkelig en oplevelse ar se dem danse! Vi har aftalt, at gå i byen med dem på lørdag, så kan det være, at vi kan lære lidt flere tricks.

Vi elsker vores liv for tiden og husker ofte hinanden på, at vi skal nyde at være her.

Kram