Vi er så glade! Vi har fået et nyt job og det ser rigtig lovende ud. Vi fandt en blog som en pige havde skrevet. Hun har boet ved samme familie, som vi bor ved, og var heller ikke særlig glad, for det job hun havde fået. De var flere der boede i det her område, så hun var ude at besøge en hel masse steder, så hun kunne finde ud af, hvor hun ville arbejde. Hun besøgte også Aston vision orphanage, og om det sagde hun, at de var noget af det værste hun havde set - meget rart, at blive bekræftet i, at det ikke bare er Amanda og jeg der er fjollede! Det endte med, at hun arbejde på et sted, som hedder cradle of love og Amanda og jeg besluttede os for, at tage ud at besøge det igår (mandag). Stedet var virkelig fint, en helt anden standard, end det vi har været vant til på det andet børnehjem. De har ret mange penge i forhold til andre steder, sådan et er meget fine omgivelser.
Cradle of love er et børnehjem for børn i alderen 0-3 år. Der er mange der kommer der, lige når de er blevet født og de fleste af dem er forældreløse, eller har en anden grund til, at forældrene ikke kan tage sig af dem. Børnene bliver adopteret væk, og nogen bliver hentet tilbage når de er blevet 2-3 år, hvis de har bedsteforældre eller en far. Det var en australier der viste os rundt, og der er rigtig mange volontører på stedet. Der er også lokale der arbejder der - der er i hvert fald ret mange ansatte. På rundvisningen fik vi fortalt historier om et barn, der var blevet fundet i et toilet, fordi hans forældre havde prøvet at skylle ham ud. Han havde stadig skader på benene efter det. Et andet barn var albino, og hans forældre var blevet nødt til, at aflevere ham, fordi han ellers ville være blevet slået ihjel i deres landsby. Der var en gruppe med børn der var underernerede og for tidligt fødte, så de skal have mad hver anden time.
Vi har aftalt, at vi starter på mandag, og vi glæder os vildt meget! Der er ikke nogle faste arbejdstider for os, men vi vil gerne være der ca 20 timer om ugen mandag-torsdag. Fredag har vi tænkt, at vi vil bruge på, at forsøge at lave den bog om alle børnene fra Aston vision orphanage, som jeg skrev om tidligere - det synes vi stadig kunne være fedt at prøve.
Igår meldte vi os ind i et fitnesscenter, som ligger i vores kvarter. Rimelig sjovt der ligger sådan et, for der er ikke rigtig noget fancy ellers. Vi var helt oppe at køre over at have fundet det, fordi man virkelig får lyst til at træne, med det mad vi får at spise hernede. Fitnesscenteret er helt fint i forhold til afrikanske standarder. Man skal bare ikke sammenligne det med fitnessworld eller et af de andre vi har i Danmark. De har alle standard maskinerne, så det er virkelig fedt. Manuel, som ejer centeret, fortalte os, at det åbnede kl 6 om morgenen og lukker omkring kl 19.30 om aftenen. Så imorgen havde vi gjort os helt klar, og var oppe ved centeret kl. 9. Men men men..... Der var lukket! Wow hvor blev vi skuffede! Vi havde lige set frem til det, og synes egentlig også det er lidt dårligt, da det ikke ligefrem er billigt at bruge. Så vi har en høne at plukke med Manuel næste gang han holder åben. Vi prøver at gå derop igen senere - så er der forhåbentlig åbent.
Imorgen tager vi en tur til Tanga, for at besøge de andre fire der er her i Tanzania. De fire piger fra Kenya komme også, så vi glæder os bare vildt meget til at se dem igen. Busturen tager 7-9 timer ca., så vi har en lidt lang dag foran os imorgen. Vi har købt nogle æbler, juice og det bruneste brød vi kunne finde, og så køber vi bananer og avocadoer hjemme i landsbyen senere, så vi ikke sulter på vejen.
Vi skal sove på et hotel der hedder ikke mindre end "motel seaview", så det lyder jo lovende. Vi skal betale 17500 pr. nat - det er ca 60 danske kroner - og vi bliver der til søndag. Vi glæder os til at komme ud til kysten og solskin. Der er ret overskuelig her i Arusha, og det regner rimelig ofte. Vi har planlagt, at vi skal købe noget snorkleudstyr, der skulle nemlig være nogle vild år flotte steder at snorkle der. 50 km fra Tanga, ligger der en by, hvor der er en masse delfiner, så der skal vi også snorkle. I den by er der også en flod, der er fyldt med krokodiller og der er en masse flotte fugle. Det vil vi også gerne se - jeg må se at få overvinder min frygt for det ubehagelige, klamme dyr!
Ellers står den bare på cocktails, sol, hygge og afslapning. Vi glæder os helt vildt! Også til at høre, hvordan de andre har det, og hvordan det går med deres job og familie.
Vi har det virkelig dejligt, og ser frem til vores tur til Tanga. Det er også dejligt at vide, at der er noget nyt og spændende at se frem til, når vi kommer tilbage på søndag - det nye job.
Kram
tirsdag den 25. februar 2014
fredag den 21. februar 2014
Livet i en ny kultur
Nu har vi snart været her i to uger, og vi er begyndt at falde rigtig godt til her. Det hele er ved at blive en "normal" hverdag, og vi nyder når vi er hjemme. Der er ikke så meget at lave her, men det gør ikke noget. Vi får læst en masse bøger og føler at vi er ved at være "en del af familien" og har fået små rutiner.
Kvarteret vi bor i er mega hyggeligt. Der er høns og gæs på alle stier og en masse søde børn. Jeg er begyndt at kunne genkende dem der bor nær os, hvilket er meget dejligt. Der er stadig nogle - især børn - der råber: "mzungu" efter os, hvilket er en smule irriterende. Jeg må nok bare huske på, at de ikke gør det i ond mening, men egentlig bare gerne vil i kontakt med os. Det er meget normalt, at man har en lille biks ved sit hus, ligesom vores familie har. Derudover er der et utal af damer, der sidder og griller majs, som man kan købe for 300-500 shillings (1-2 kr). Andre sælger friturestegte boller og samosaer.
I fredags, på Valentins Day, var vi ude at drikke et par øl sammen med to venner vi har fået, på et diskotek der ligger tæt ved os - Ice Age hedder det. Vi mødte Lukas Jonas da vi var på vej til daladala stationen for at komme på arbejde. Vi faldt i snak med ham (det gør man med rigtig mange hernede) og han spurgte om vi ville med om aftenen. Det ville vi gerne, så vi blev hentet af en taxa kl. 21 ved os, man kan nemlig ikke gå ude når det er mørkt, ikke engang i vores eget kvarter (okay det er også ret stort). Moody (vores værtsfar) sagde, at vi kunne komme hjem, lige når vi havde lyst, hvilket var virkelig dejligt. Vi satte os udenfor, da vi kom derhen og snakkede med Lukas. Efter noget tid kom hans ven, Timmy, og drak en øl med os. Amanda og jeg var lidt trætte, så vi nåede ikke ind og danse, det må vente til næste gang. Vi tog en taxa tilbage, og da vi prøvede at komme ind i huset gik der en alarm igen. Åh nej! Alle i huset sov, så det var virkelig pinligt. For at det ikke skal være løgn, startede den igen, fordi jeg kom til at strejfe deres låge, hvilket også startede den..... Moody kom ud og sagde heldigvis, at det ikke gjorde noget, han vidste jo godt at vi kom, og alarmen starter åbenbart bare, når man rører ved deres indgang. Vi morede os lidt over, at de har alarm på huset, da det ikke umiddelbart er et hus, man ville tænke, der er alarm på. Men der er jo anderledes standarder her må man tænke på.
Familien, og naboerne omkring os, har en vagt der gå rundt her om natten. Vagterne her i Tanzania er stort set altid masaiere. Dette skyldes, at det er ulovligt at bære våben, men masaierne har en medfødt våbentilladelse, da det er en del af deres stammes traditioner, at de skal gå med en stor kniv. Det siger lidt om, hvor meget stammerne betyder for befolkningen her.
Nu et lille afsnit om familiens konge (Simon) - Kong S har vi døbt ham. Han er familiens yngste medlem (1,5 år), men samtidig familiens overhoved. Kong S ser umiddelbart sød og charmerende ud, men efter et nærmere bekendtskab, har vi fundet ud af, at skindet bedrager. Hvad Kong S peger på, skal Kong S få - om det så er den banan jeg sidder og spiser, den gaffel hans søster spiser med eller stolen Amanda sidder på. Intet eller ingen skal stå i vejen for Kong S' ønsker, og hvis dette sker udløser det en monoton tone af ubehag (læs: piverri/hysteri/krokodilletårer) - og dette bliver ofte udløst, skulle jeg hilse at sige. Dog er der en meget enkelt løsning/trøst: giv Kong S hvad han vil have. Dette har pøblen (de øvrige medlemmer af familien) fundet ud af, så Kong S styrer slottet med står fornøjelse. Udover dette ubehag, er det ikke det store ordforråd Kong S kan prale af. Dog er ét ord meget populært hos den lille mand: "MAMA" (trykket ligges ALTID på sidste stavelse!). Heller ikke her, er der meget variation i tonelejet, lydniveauet er ikke lavt og han bliver ved, indtil MAMA kommer - om der så skal gå en halv time! Disse råb, kommer når der er noget Kong S vil have eller er utilfreds med. Også meget tidligt om morgenen og sent om aftenen(!!!!!!)
Somme tider sker det, at Kong S tisser i bukserne (bleer blive kun brugt om natten her). Det er absolut ikke den store fornøjelse for Kong S, at få skiftet de våde bukser - han ser ikke det store problem eller ubehag i det. Også her må pøblen bukke under for Kong S' ønske, og han får det som han vil have det. Den erfaring fik vi hurtigt, da en glad Kong S kom løbene i armene på os, da vi en dag kom hjem fra arbejde.....
Men Kong S er også rigtig sød, og vi synes det er hyggeligt, når han står ude foran vores dør til værelset og råber på at komme ind. Inde hos os kan han altid lige snuppe en ballon, lege lidt med ipaden eller bare stå og iagttage vores rod - rigtig hyggelig og god stemning, lige indtil.....
(P.s. Amanda og jeg har skrevet afsnittet om Kong S i fællesskab, og morede os virkelig med det - vi ville for intet undvære kongen himself, i den lille familie)
Der har været nogle problemer med arbejdspladsen. Vi har simpelthen svært ved, at holde ud at være der, og vi synes det virker så håbløst det hele, når stedet udelukkende er drevet af volontører. Vi har snakket med vores landekoordinator i Danmark og blev enige med hende om, at vi vil give det en uge mere og ellers kan vi skifte job. Evt. være to dage på det børnehjem vi er på nu, og tre dage et andet sted. Det bliver ikke svært at finde et andet børnehjem - vores værtsfar er administrator for en masse steder, og der ligger rigtig mange i området. Vi har snakket om, at vi evt. kan bruge vores arbejdsdage på det børnehjem vi er på nu, til at lave noget administrativt arbejde. Vi vil gerne lave en bog, hvor alle børnene bliver skrevet ind i - et billede af barnet, hvad de hedder, hvornår de er født, hvorfor de er på børnehjemmet/deres historie, om de har nogle sygdomme og om de skal have medicin. Hvis vi laver denne bog, bliver det meget mere overskueligt og behageligt at ankomme til børnehjemmet for de nye volontører, der kommer efter os. Det ville være vildt fedt at få lavet! Vi er dog nødt til, at kalde det "kontor dage" eller noget i den stil, og så lave det inde i Arusha by, for det er ikke en mulighed, at være på børnehjemmet og lave det, da der ikke er noget sted vi kan være, uden at blive overfaldet af 50 unger, der mangler omsorg og kærlighed. Det bliver også en udfordring, at få den nødvendige information om hvert barn for at lave bogen, da de jo ikke snakker engelsk. Men vi tænker at det nok skal lykkedes, hvis Aston vil/kan hjælpe os lidt. Vi er i hvert fald forhåbningsfulde! Så det er gode nyheder, selvom det har været en lidt hård start på det frivillige arbejde.
Jeg elsker at være her og nyder livet, selvom jeg ind imellem savner en bruser og et toilet, hvor man kan sidde og slappe lidt af og hvor ens ben ikke begynder at sove, efter man har siddet der mere end 30 sekunder.
Kram til Danmark
Kvarteret vi bor i er mega hyggeligt. Der er høns og gæs på alle stier og en masse søde børn. Jeg er begyndt at kunne genkende dem der bor nær os, hvilket er meget dejligt. Der er stadig nogle - især børn - der råber: "mzungu" efter os, hvilket er en smule irriterende. Jeg må nok bare huske på, at de ikke gør det i ond mening, men egentlig bare gerne vil i kontakt med os. Det er meget normalt, at man har en lille biks ved sit hus, ligesom vores familie har. Derudover er der et utal af damer, der sidder og griller majs, som man kan købe for 300-500 shillings (1-2 kr). Andre sælger friturestegte boller og samosaer.
I fredags, på Valentins Day, var vi ude at drikke et par øl sammen med to venner vi har fået, på et diskotek der ligger tæt ved os - Ice Age hedder det. Vi mødte Lukas Jonas da vi var på vej til daladala stationen for at komme på arbejde. Vi faldt i snak med ham (det gør man med rigtig mange hernede) og han spurgte om vi ville med om aftenen. Det ville vi gerne, så vi blev hentet af en taxa kl. 21 ved os, man kan nemlig ikke gå ude når det er mørkt, ikke engang i vores eget kvarter (okay det er også ret stort). Moody (vores værtsfar) sagde, at vi kunne komme hjem, lige når vi havde lyst, hvilket var virkelig dejligt. Vi satte os udenfor, da vi kom derhen og snakkede med Lukas. Efter noget tid kom hans ven, Timmy, og drak en øl med os. Amanda og jeg var lidt trætte, så vi nåede ikke ind og danse, det må vente til næste gang. Vi tog en taxa tilbage, og da vi prøvede at komme ind i huset gik der en alarm igen. Åh nej! Alle i huset sov, så det var virkelig pinligt. For at det ikke skal være løgn, startede den igen, fordi jeg kom til at strejfe deres låge, hvilket også startede den..... Moody kom ud og sagde heldigvis, at det ikke gjorde noget, han vidste jo godt at vi kom, og alarmen starter åbenbart bare, når man rører ved deres indgang. Vi morede os lidt over, at de har alarm på huset, da det ikke umiddelbart er et hus, man ville tænke, der er alarm på. Men der er jo anderledes standarder her må man tænke på.
Familien, og naboerne omkring os, har en vagt der gå rundt her om natten. Vagterne her i Tanzania er stort set altid masaiere. Dette skyldes, at det er ulovligt at bære våben, men masaierne har en medfødt våbentilladelse, da det er en del af deres stammes traditioner, at de skal gå med en stor kniv. Det siger lidt om, hvor meget stammerne betyder for befolkningen her.
Nu et lille afsnit om familiens konge (Simon) - Kong S har vi døbt ham. Han er familiens yngste medlem (1,5 år), men samtidig familiens overhoved. Kong S ser umiddelbart sød og charmerende ud, men efter et nærmere bekendtskab, har vi fundet ud af, at skindet bedrager. Hvad Kong S peger på, skal Kong S få - om det så er den banan jeg sidder og spiser, den gaffel hans søster spiser med eller stolen Amanda sidder på. Intet eller ingen skal stå i vejen for Kong S' ønsker, og hvis dette sker udløser det en monoton tone af ubehag (læs: piverri/hysteri/krokodilletårer) - og dette bliver ofte udløst, skulle jeg hilse at sige. Dog er der en meget enkelt løsning/trøst: giv Kong S hvad han vil have. Dette har pøblen (de øvrige medlemmer af familien) fundet ud af, så Kong S styrer slottet med står fornøjelse. Udover dette ubehag, er det ikke det store ordforråd Kong S kan prale af. Dog er ét ord meget populært hos den lille mand: "MAMA" (trykket ligges ALTID på sidste stavelse!). Heller ikke her, er der meget variation i tonelejet, lydniveauet er ikke lavt og han bliver ved, indtil MAMA kommer - om der så skal gå en halv time! Disse råb, kommer når der er noget Kong S vil have eller er utilfreds med. Også meget tidligt om morgenen og sent om aftenen(!!!!!!)
Somme tider sker det, at Kong S tisser i bukserne (bleer blive kun brugt om natten her). Det er absolut ikke den store fornøjelse for Kong S, at få skiftet de våde bukser - han ser ikke det store problem eller ubehag i det. Også her må pøblen bukke under for Kong S' ønske, og han får det som han vil have det. Den erfaring fik vi hurtigt, da en glad Kong S kom løbene i armene på os, da vi en dag kom hjem fra arbejde.....
Men Kong S er også rigtig sød, og vi synes det er hyggeligt, når han står ude foran vores dør til værelset og råber på at komme ind. Inde hos os kan han altid lige snuppe en ballon, lege lidt med ipaden eller bare stå og iagttage vores rod - rigtig hyggelig og god stemning, lige indtil.....
(P.s. Amanda og jeg har skrevet afsnittet om Kong S i fællesskab, og morede os virkelig med det - vi ville for intet undvære kongen himself, i den lille familie)
Der har været nogle problemer med arbejdspladsen. Vi har simpelthen svært ved, at holde ud at være der, og vi synes det virker så håbløst det hele, når stedet udelukkende er drevet af volontører. Vi har snakket med vores landekoordinator i Danmark og blev enige med hende om, at vi vil give det en uge mere og ellers kan vi skifte job. Evt. være to dage på det børnehjem vi er på nu, og tre dage et andet sted. Det bliver ikke svært at finde et andet børnehjem - vores værtsfar er administrator for en masse steder, og der ligger rigtig mange i området. Vi har snakket om, at vi evt. kan bruge vores arbejdsdage på det børnehjem vi er på nu, til at lave noget administrativt arbejde. Vi vil gerne lave en bog, hvor alle børnene bliver skrevet ind i - et billede af barnet, hvad de hedder, hvornår de er født, hvorfor de er på børnehjemmet/deres historie, om de har nogle sygdomme og om de skal have medicin. Hvis vi laver denne bog, bliver det meget mere overskueligt og behageligt at ankomme til børnehjemmet for de nye volontører, der kommer efter os. Det ville være vildt fedt at få lavet! Vi er dog nødt til, at kalde det "kontor dage" eller noget i den stil, og så lave det inde i Arusha by, for det er ikke en mulighed, at være på børnehjemmet og lave det, da der ikke er noget sted vi kan være, uden at blive overfaldet af 50 unger, der mangler omsorg og kærlighed. Det bliver også en udfordring, at få den nødvendige information om hvert barn for at lave bogen, da de jo ikke snakker engelsk. Men vi tænker at det nok skal lykkedes, hvis Aston vil/kan hjælpe os lidt. Vi er i hvert fald forhåbningsfulde! Så det er gode nyheder, selvom det har været en lidt hård start på det frivillige arbejde.
Jeg elsker at være her og nyder livet, selvom jeg ind imellem savner en bruser og et toilet, hvor man kan sidde og slappe lidt af og hvor ens ben ikke begynder at sove, efter man har siddet der mere end 30 sekunder.
Kram til Danmark
torsdag den 13. februar 2014
Mit første møde med familien og den nye arbejdsplads
Turen til Arusha var lang. 10 timer, men vi klarede den. Egentlig er det ikke rigtig Arusha vi bor i, det er et lille område udenfor Arusha som hedder Usa river og så bor vi i det område der hedder Usa leganga. Det er et virkelig hyggeligt lille kvarter, hvor stort set alle hilser på isner vi kommer forbi: "mambo" og så svarer vi "poa". Det er hyggeligt.
Da vi ankom lørdag eftermiddag var vi sindssygt spændte på at møde familien! Vi blev taget imod i huset af Janeth - vores værtsmor og Vaileth, som er barn i huset. Hun er otte år og kan snakke engelsk, så vi hygger os ret meget med hende. Moren snakker ikke engelsk, men hun prøver og kan forstå få gloser. Ellers bruger vi vores kropsprog. Familiens 1,5 årige søn, Simon, lå og sov da vi ankom, men han vågnede lidt efter, og han har lige skulle se os an, men nu kan han godt lide at lege med os. Moody, vores værtsfar, mødte vi først dagen efter vi ankom, fordi han først kom hjem fra arbejde efter vi var gået i seng. Han er virkelig sød og snakker ret godt engelsk, så hvis vi har spørgsmål til noget, kan vi altid spørger ham. Han sagde som det første, at vi bare skulle "feel free, this is your home", så det er virkelig rart. Det eneste der er lidt ærgerligt er, at han arbejder virkelig meget. Han tager afsted inden vi står op og kommer først hjem 20-20.30. I huset er der også en housegirl, som hjælper med det praktiske arbejde, men hun forstår ikke et eneste ord engelsk. Familien er vildt sød, og vi har svært ved at forestille os en der kunne være bedre. De er ikke muslimer, men kristne og vi var med Vaileth i kirke i søndags - det var hyggeligt.
Huset består af en lille stue med to stole og er sofa og et lille bord, som vi spiser mad ved. Udover det er der et lille køleskab og et fjernsyn, som kører uafbrudt hver aften med rigtig dårlige serier på meget høj volumen - det vænner man sig hurtig til. Er der et lille værelse, hvor moren, Simon og faren sover, et lille værelse til violet og et lille værelse til os. Når man går ud af bagvejen, er der et lille hønsehus bl.a. med en hane, der begynder at gale kl. 4.30-5 om morgenen - godt jeg har de gode ørepropper med! Ved siden af hønsehuset ligger toilettet som er et squat-toilet uden træk og slip. Vi skyller ud (eller "skyller væk" som vi kalder det) ved at hælde lidt vand ned i det. Ved siden af toilettet er badeværelset. Som er et lille skur hvor man kan tage et bad. Badene foregår ved, at man hælder vand ud over sig med en lille spand. Det er lidt et helvede når jeg skal vaske mit lange tykke hår, men det er en god lejlighed til masser grin. Jeg vil prøve at forklare hvordan det forgår: først ligger jeg mig på alle fire og prøver at gøre mit hår vådt, ved at stikke hovedet ned i den store spand med vand. Derefter skrubber jeg shampo ind i håret og til sidst hjælper Amanda mig med, at hælde vand med den lille spand udover mit hår, mens jeg prøver at vaske det ud med begge hænder. Det er altid lidt spændende, mod er er vand nok til, at skylle shampoen helt ud, men indtil videre går det fint.
Overfor toilettet og badeværelset ligger køkkenet. Der bliver lavet mad iver bål og vasket op i en balje. Udover det, har familien en lille biks, hvor de sælger lidt forskellige ting. Vi har strøm hele dagen, det er dejligt! Der er ikke noget internet, men der er caféer med wifi i Arusha, som ligger ca. 30-45 minutters kørsel i en daladala (tanzanias svar på busser). Vi er allerede begyndt at føle os lidt hjemme her, og nyder når vi er hjemme. Vi får læst en masse, slapper af og leger med Vaileth og Simon.
Vi griner over, at vi har været her så længe nu, at vi tager os selv i, at være i tvivl om, om de sange vi hører er nogle vi også kender fra Danmark, eller om det bare er nogle vi har hørt så mange gange hernede. Måske er det fordi de samme fem sange sagtens kan blive spillet på repeat en hel aften. Jeg ligger i min seng lige nu, og skriver dette indlæg, så jeg kan ligge det op imorgen når vi kommer til Arusha. Amanda og jeg har lige ligget og snakket om, at det lyder som om der er karneval eller noget i den stil, fordi der er høj musik fra 3-4 forskellige steder, og fjernsynet kører på fulde drøn - igen, godt at jeg har de gode ørepropper med! Men det er nu også meget hyggeligt.
Vi er allerede begyndt at kunne finde lidt rundt id et kvarter vi bor i, det er dejligt at man kan gå en lille tur på egen hånd.
Klimaet her er langt mere behageligt, end da vi var i Dar. Temperaturene er meget som da vi var i Nanyuki - omkring 25 grader tror jeg. Vi er allerede begyndt at se de første tegn på regntiden. Det har både regnet og tordnet, og så kommer der den dejlige duft af sommerregn. Der bliver virkelig mudret i det kvarter vi bor i, når det har regnet - vi har erfaret, at klipklappere ikke er en god idé, når det er så mudret! Man sidder simpelthen fast, og samler sig flere kilo mudder under skoene.
Vi er en smule frustrerede over børnehjemmet. På højskolen i Kenya snakkede vi meget om, at det vigtigt vores projekter/arbejde er bæredygtige, og at vi ikke skal gå ind og erstatte en andens job, men i stedet komme med indputs og være med til at udvikle. På det børnehjem vi arbejder på, er den eneste ansatte udover os og en anden volontør fra U.S.A, ham der ejer børnehjemmet, Aston, og så kommer der en mand, Benson, som skulle forestille at være en lære, én til to gange om ugen, når det lige passer ham. Benson skal undervise dem i engelsk, men han er sindssygt dårlig til sproget. Han forstår ikke engang når vi siger "we are leaving now", så det er lidt op ad bakke. Jeg har heller ikke set ham lave noget, der har noget gøre med at undervise endnu. Enten hjælper han med byggeprojekterne, eller også kigger han lidt på børnene. Når vi går, er børnene 100% overladt til dem selv, fordi Aston har gang i alle mulige byggeprojekter. Det hele er sindssygt ustruktureret, men det gør ikke så meget. Det der frustrerer os er, at der ikke er nogle ansatte. Det vi sætter igang, kan ikke vedligeholdes. Lige så snart de tre måneder er gået og vi er væk, skal de nye volontører starte forfra - det er hjerteskærende, at børnene ikke har nogle faste voksne de kam binde sig til. Vi glæder os til, at vi begynder at blive gladere for at arbejde der! Det skal nok komme - enhver start er svær.
Alt i alt har vi det godt, selvom vi lige skal vænne os til at være her.
Jeg kan ikke ligge billeder ud, da jeg skriver fra min iPad
Kram
Da vi ankom lørdag eftermiddag var vi sindssygt spændte på at møde familien! Vi blev taget imod i huset af Janeth - vores værtsmor og Vaileth, som er barn i huset. Hun er otte år og kan snakke engelsk, så vi hygger os ret meget med hende. Moren snakker ikke engelsk, men hun prøver og kan forstå få gloser. Ellers bruger vi vores kropsprog. Familiens 1,5 årige søn, Simon, lå og sov da vi ankom, men han vågnede lidt efter, og han har lige skulle se os an, men nu kan han godt lide at lege med os. Moody, vores værtsfar, mødte vi først dagen efter vi ankom, fordi han først kom hjem fra arbejde efter vi var gået i seng. Han er virkelig sød og snakker ret godt engelsk, så hvis vi har spørgsmål til noget, kan vi altid spørger ham. Han sagde som det første, at vi bare skulle "feel free, this is your home", så det er virkelig rart. Det eneste der er lidt ærgerligt er, at han arbejder virkelig meget. Han tager afsted inden vi står op og kommer først hjem 20-20.30. I huset er der også en housegirl, som hjælper med det praktiske arbejde, men hun forstår ikke et eneste ord engelsk. Familien er vildt sød, og vi har svært ved at forestille os en der kunne være bedre. De er ikke muslimer, men kristne og vi var med Vaileth i kirke i søndags - det var hyggeligt.
Huset består af en lille stue med to stole og er sofa og et lille bord, som vi spiser mad ved. Udover det er der et lille køleskab og et fjernsyn, som kører uafbrudt hver aften med rigtig dårlige serier på meget høj volumen - det vænner man sig hurtig til. Er der et lille værelse, hvor moren, Simon og faren sover, et lille værelse til violet og et lille værelse til os. Når man går ud af bagvejen, er der et lille hønsehus bl.a. med en hane, der begynder at gale kl. 4.30-5 om morgenen - godt jeg har de gode ørepropper med! Ved siden af hønsehuset ligger toilettet som er et squat-toilet uden træk og slip. Vi skyller ud (eller "skyller væk" som vi kalder det) ved at hælde lidt vand ned i det. Ved siden af toilettet er badeværelset. Som er et lille skur hvor man kan tage et bad. Badene foregår ved, at man hælder vand ud over sig med en lille spand. Det er lidt et helvede når jeg skal vaske mit lange tykke hår, men det er en god lejlighed til masser grin. Jeg vil prøve at forklare hvordan det forgår: først ligger jeg mig på alle fire og prøver at gøre mit hår vådt, ved at stikke hovedet ned i den store spand med vand. Derefter skrubber jeg shampo ind i håret og til sidst hjælper Amanda mig med, at hælde vand med den lille spand udover mit hår, mens jeg prøver at vaske det ud med begge hænder. Det er altid lidt spændende, mod er er vand nok til, at skylle shampoen helt ud, men indtil videre går det fint.
Overfor toilettet og badeværelset ligger køkkenet. Der bliver lavet mad iver bål og vasket op i en balje. Udover det, har familien en lille biks, hvor de sælger lidt forskellige ting. Vi har strøm hele dagen, det er dejligt! Der er ikke noget internet, men der er caféer med wifi i Arusha, som ligger ca. 30-45 minutters kørsel i en daladala (tanzanias svar på busser). Vi er allerede begyndt at føle os lidt hjemme her, og nyder når vi er hjemme. Vi får læst en masse, slapper af og leger med Vaileth og Simon.
Vi griner over, at vi har været her så længe nu, at vi tager os selv i, at være i tvivl om, om de sange vi hører er nogle vi også kender fra Danmark, eller om det bare er nogle vi har hørt så mange gange hernede. Måske er det fordi de samme fem sange sagtens kan blive spillet på repeat en hel aften. Jeg ligger i min seng lige nu, og skriver dette indlæg, så jeg kan ligge det op imorgen når vi kommer til Arusha. Amanda og jeg har lige ligget og snakket om, at det lyder som om der er karneval eller noget i den stil, fordi der er høj musik fra 3-4 forskellige steder, og fjernsynet kører på fulde drøn - igen, godt at jeg har de gode ørepropper med! Men det er nu også meget hyggeligt.
Vi er allerede begyndt at kunne finde lidt rundt id et kvarter vi bor i, det er dejligt at man kan gå en lille tur på egen hånd.
Klimaet her er langt mere behageligt, end da vi var i Dar. Temperaturene er meget som da vi var i Nanyuki - omkring 25 grader tror jeg. Vi er allerede begyndt at se de første tegn på regntiden. Det har både regnet og tordnet, og så kommer der den dejlige duft af sommerregn. Der bliver virkelig mudret i det kvarter vi bor i, når det har regnet - vi har erfaret, at klipklappere ikke er en god idé, når det er så mudret! Man sidder simpelthen fast, og samler sig flere kilo mudder under skoene.
Vi er en smule frustrerede over børnehjemmet. På højskolen i Kenya snakkede vi meget om, at det vigtigt vores projekter/arbejde er bæredygtige, og at vi ikke skal gå ind og erstatte en andens job, men i stedet komme med indputs og være med til at udvikle. På det børnehjem vi arbejder på, er den eneste ansatte udover os og en anden volontør fra U.S.A, ham der ejer børnehjemmet, Aston, og så kommer der en mand, Benson, som skulle forestille at være en lære, én til to gange om ugen, når det lige passer ham. Benson skal undervise dem i engelsk, men han er sindssygt dårlig til sproget. Han forstår ikke engang når vi siger "we are leaving now", så det er lidt op ad bakke. Jeg har heller ikke set ham lave noget, der har noget gøre med at undervise endnu. Enten hjælper han med byggeprojekterne, eller også kigger han lidt på børnene. Når vi går, er børnene 100% overladt til dem selv, fordi Aston har gang i alle mulige byggeprojekter. Det hele er sindssygt ustruktureret, men det gør ikke så meget. Det der frustrerer os er, at der ikke er nogle ansatte. Det vi sætter igang, kan ikke vedligeholdes. Lige så snart de tre måneder er gået og vi er væk, skal de nye volontører starte forfra - det er hjerteskærende, at børnene ikke har nogle faste voksne de kam binde sig til. Vi glæder os til, at vi begynder at blive gladere for at arbejde der! Det skal nok komme - enhver start er svær.
Alt i alt har vi det godt, selvom vi lige skal vænne os til at være her.
Jeg kan ikke ligge billeder ud, da jeg skriver fra min iPad
Kram
fredag den 7. februar 2014
Mine første oplevelser i Tanzania
Så er vi ankommet til Tanzania og har været her et par dage. Vi ankom tirsdag formiddag efter vi havde været med to forskellige fly - først fra Nairobi til Zanzibar og derefter fra Zanzibar til Dar es salaam. Derefter blev vi kørt ud på en mindre platform som ligger i Dar es salaam, hvor vi blev taget imod af vores landekoordinator, Cleopatra. Hun er virkelig sød - heldigvis. Vi har haft program med hende de sidste par dage, men det har været meget afslappende, hvilket er rart lige inden vi skal ud i familierne. Vi er kun os seks, der skal bo og arbejde i Tanzania - Sara, Jonathan, Sigurd, Theresa, Amanda og mig. De andre fire er rigtig søde. De skal alle bo i byen Tanga, som ligger ud til kysten ligesom Dar es salaam. Det var hårdt at sige farvel til de andre 11 fantastiske mennesker jeg har mødt. Vi har været sammen konstant den sidste måned, så det bliver mærkeligt, at det snart kun er Amanda og mig. Men vi glæder os også vildt meget. Vi tager afsted fra denne platform imorgen, lørdag morgen. Der venter os en omkring 12 timers lang bustur til Arusha, hvor vi skal møde vores familie.
Varmen ramte os virkelig da vi gik ud af flyet i tirsdags. Det var som at gå ind i en sauna, især fordi her er sindssygt fugtigt. Der gik ikke mere en 30 sekunder, før vores hud var helt fugtig og klistret. Det skal man virkelig vænne sig til! Her er ca. 35-40 grader om dagen og 25-30 grader om natten, men det er helt klart fugtigheden der er værst. Vi går i koldt bad, hvilket er virkelig dejligt når her er så varmt. Selvom vandet er koldt når det kommer ud af bruseren, er det varmt inden det når mine fødder, fordi min krop når at varme det op.
Igår var vi på stranden og wow det var dejligt! Det var dejligt at være i vandet, selvom det var så varmt, at det føltes som om der var nogen der havde tisset virkelig meget i vandet.
Efter vi havde været på stranden tog vi et hurtigt bad på platformen og ville derefter spise aftensmad på en restaurant i byen. Vi havde hørt om et lækkert indisk sted, der hedder "Alis", og taxachaufføren sagde at han godt vidste vor det var. Vi havde fået at vide, at man kun skulle køre ca. 5-10 minutter derhen fra platformen, så efter vi havde fået forhandlet os frem til en pris der ikke var alt for mzungu (hvid mand), satte vi os ind i taxaen. Efter lidt tid fandt vi ud af, at taxamanden tydeligvis slet ikke viste hvor vi skulle hen, for vi kørte i ca. 20 minutter, og endte et sted der hed noget med "fish market". Vi kunne ikke lade vær med at grine for det var lidt fjollet - navnet på stedet mindede jo slet ikke om navnet på det sted vi gerne ville hen. Det så ret enderne ud, så vi fik ham til, at køre os til City center, hvor han satte os at på en bar/cafe. Der var ret hyggeligt og vi fik alle burger og øl. Man kunne ryge vandpibe på baren, så det gjorde vi efter vi havde spist. Vi bestilte alle en strawberry daquri og den så mega lækker ud da den kom. Godt nok var den helt flydende, men den var lavet med friske jordbær og der var sukker og jordbær på kanten af glasset. Da vi tog den første slurk var der noget helt galt - den smagte virkelig mærkeligt! Vi var færdige af grin, da vi fandt ud af, at det var salt og ikke sukker de havde puttet rundt på glassets kant. Drinken smagte virkelig af salt, og vi troede selvfølgelig det varen fejl, men det var det ikke. Det er åbenbart normalt her i Tanzania. Vi bestilte derefter en sex on the beach uden salt og den var godt nok læks! Den var også lavet med frisk ananas - mmmmh!
Det er dejligt på den her platform - der er mega godt internet i forhold til det vi har været vant til, vi kan bade når vi vil og maden er god. Så vi nyder livet, inden vi skal ud på en stor prøvelse: at falde til i en ny og fremmed familie med andre vaner end vi er vant til.
Cleopatra har fortalt, at vores familie har prøvet at have volontører før, og at de er muslimer. De er vist ikke vanvittig troende, men de er religiøse. Vi er glade for, at de har prøvet at have volontører før. Så kan det være, at de ikke synes vi er helt så tossede, som de nok ellers ville synes, hvis de ikke havde prøvet det før. Vi synes også det er spændende at de er muslimer, så kommer vi til at få et indblik i en anden religion, end den vi kender bedst.
Selvom vi er begyndt at vænne os til at leve i den her kultur, er der stadig rigtig mange ting vi skal huske, så de lokale ikke bliver fornærmet, eller synes vi er alt for mærkelige. F.eks. Er det virkelig uhøfligt at dufte til maden. De ser det som om at man tester dem, og at man ikke tror det smager godt, men det er svært at vænne sig af med for mange, fordi det er så normalt at gøre i Danmark. Hvis der er en person der spørger, om man vil række dem noget, skal man huske at give det med højre hånd, fordi man bruger venstre hånd til at skylle sig med, når man har været på toilettet. Hvis man snakker med en ældre personr eller en autoritet, er det meget uhøfligt at kigge personen i øjnene, hvilket også er virkelig svært at huske, fordi det er uhøfligt ikke at holde øjenkontakt i Danmark. Hvis en kvinde er gravid, må man ikke spørge ind til det - det er meget uhøfligt. Ikke engang den gravide kvindes familie kan spørge ind.
Dette er bare nogle af de kulturforskelle vi oplever, men det er jo også det, der er vildt spændende ved, at bo i en fremmed kultur og opleve den.
Jeg har det virkelig godt, og glæder mig helt vildt til at møde familien imorgen!
Kram til alle jer i DK
Varmen ramte os virkelig da vi gik ud af flyet i tirsdags. Det var som at gå ind i en sauna, især fordi her er sindssygt fugtigt. Der gik ikke mere en 30 sekunder, før vores hud var helt fugtig og klistret. Det skal man virkelig vænne sig til! Her er ca. 35-40 grader om dagen og 25-30 grader om natten, men det er helt klart fugtigheden der er værst. Vi går i koldt bad, hvilket er virkelig dejligt når her er så varmt. Selvom vandet er koldt når det kommer ud af bruseren, er det varmt inden det når mine fødder, fordi min krop når at varme det op.
Igår var vi på stranden og wow det var dejligt! Det var dejligt at være i vandet, selvom det var så varmt, at det føltes som om der var nogen der havde tisset virkelig meget i vandet.
Efter vi havde været på stranden tog vi et hurtigt bad på platformen og ville derefter spise aftensmad på en restaurant i byen. Vi havde hørt om et lækkert indisk sted, der hedder "Alis", og taxachaufføren sagde at han godt vidste vor det var. Vi havde fået at vide, at man kun skulle køre ca. 5-10 minutter derhen fra platformen, så efter vi havde fået forhandlet os frem til en pris der ikke var alt for mzungu (hvid mand), satte vi os ind i taxaen. Efter lidt tid fandt vi ud af, at taxamanden tydeligvis slet ikke viste hvor vi skulle hen, for vi kørte i ca. 20 minutter, og endte et sted der hed noget med "fish market". Vi kunne ikke lade vær med at grine for det var lidt fjollet - navnet på stedet mindede jo slet ikke om navnet på det sted vi gerne ville hen. Det så ret enderne ud, så vi fik ham til, at køre os til City center, hvor han satte os at på en bar/cafe. Der var ret hyggeligt og vi fik alle burger og øl. Man kunne ryge vandpibe på baren, så det gjorde vi efter vi havde spist. Vi bestilte alle en strawberry daquri og den så mega lækker ud da den kom. Godt nok var den helt flydende, men den var lavet med friske jordbær og der var sukker og jordbær på kanten af glasset. Da vi tog den første slurk var der noget helt galt - den smagte virkelig mærkeligt! Vi var færdige af grin, da vi fandt ud af, at det var salt og ikke sukker de havde puttet rundt på glassets kant. Drinken smagte virkelig af salt, og vi troede selvfølgelig det varen fejl, men det var det ikke. Det er åbenbart normalt her i Tanzania. Vi bestilte derefter en sex on the beach uden salt og den var godt nok læks! Den var også lavet med frisk ananas - mmmmh!
Det er dejligt på den her platform - der er mega godt internet i forhold til det vi har været vant til, vi kan bade når vi vil og maden er god. Så vi nyder livet, inden vi skal ud på en stor prøvelse: at falde til i en ny og fremmed familie med andre vaner end vi er vant til.
Cleopatra har fortalt, at vores familie har prøvet at have volontører før, og at de er muslimer. De er vist ikke vanvittig troende, men de er religiøse. Vi er glade for, at de har prøvet at have volontører før. Så kan det være, at de ikke synes vi er helt så tossede, som de nok ellers ville synes, hvis de ikke havde prøvet det før. Vi synes også det er spændende at de er muslimer, så kommer vi til at få et indblik i en anden religion, end den vi kender bedst.
Selvom vi er begyndt at vænne os til at leve i den her kultur, er der stadig rigtig mange ting vi skal huske, så de lokale ikke bliver fornærmet, eller synes vi er alt for mærkelige. F.eks. Er det virkelig uhøfligt at dufte til maden. De ser det som om at man tester dem, og at man ikke tror det smager godt, men det er svært at vænne sig af med for mange, fordi det er så normalt at gøre i Danmark. Hvis der er en person der spørger, om man vil række dem noget, skal man huske at give det med højre hånd, fordi man bruger venstre hånd til at skylle sig med, når man har været på toilettet. Hvis man snakker med en ældre personr eller en autoritet, er det meget uhøfligt at kigge personen i øjnene, hvilket også er virkelig svært at huske, fordi det er uhøfligt ikke at holde øjenkontakt i Danmark. Hvis en kvinde er gravid, må man ikke spørge ind til det - det er meget uhøfligt. Ikke engang den gravide kvindes familie kan spørge ind.
Dette er bare nogle af de kulturforskelle vi oplever, men det er jo også det, der er vildt spændende ved, at bo i en fremmed kultur og opleve den.
Jeg har det virkelig godt, og glæder mig helt vildt til at møde familien imorgen!
Kram til alle jer i DK
søndag den 2. februar 2014
Documentation project og masai aften
Saa blev vi faerdige med vores Documentation project om de lokale prostituerede, og hold da op det var en oplevelse!
Ideen med projektet er, at man skal finde et emne man vil arbejde med i smaa grupper, vaelge et medie man vil fortaelle historien ud fra og fortaelle en positiv/baeredygtig historie om det emneman har valgt. Jeg var i gruppe med Emma og vi valgte mediet billeder. Vi syntes det kunne vaere spaendende at arbejde med de lokale prostituerede, for vi har moedt dem flere gange, da vi var i byen i Nanyuki og de er mega soede. Udover det, er det langt fra ligesaa meget et tabu at vaere prostitueret hernede, som det er i Danmark. Vi ville proeve at fortaelle via billederne, at man kan vaere en glad prostitueret her - den blev dog vinklet lidt anderledes efter vores foerste moede med dem.
Charles, som er tilknyttet platformen, havde faaet et moede i hus med dem. Charles er ret cool, han er 22 aar og kender virkelig mange inde i byen, og saa er han mega god til, at laere danske ord.
Naa, vi skulle moedes med Charles foran Nakumat (supermarkedet) inde i byen kl 19.45, og derefter ville han tage med os ud til en bar, hvor de prostituerede, vi havde en aftele med, var. Vi havde vaeret inde i byen i meget lang tid, da vi endelig skulle moedes med ham, og han var selvfoelgelig forsiket - african time! Han kom foers 20.15 og saa kunne vi tage ud til baren, som aabenbart laa i slummen. Bare det at komme ind paa baren var en oplevelse. Man kan ikke rigtig beskrive det, men det ver en form for stort traeskur med en masse fulde gamle afrikanske maend - vi var virkelig glade for, at vi havde Charles med os!
Vi skulle ind i et lille baglokale hvor vi skulle moede de fire prostituerede. De kom ind, og var ikke dresset op til arbejde. Denn ene var gravid. Vi skulle betaale for deres drikkevarer. Tre af dem bestilte en Tusker (det afrikanske svar paa Tuborg) og en bestilte en Redbull med en lille flaske vodka. Emma og jeg bestilte en Tusker til deling. Det var meget hjerteskaerende at se en hoejgravid kvinde drikke oel med vodka i store maengder.
De var heldigvis meget aabne overfor alle vores spoergsmaal og vi maatte tage alle de billeder vi ville. Vi fandt dog hurtig ud af, at det var svaert at faa et billede med et positivt udtryk, naar vi sad i et moerkt baglokale og der var oel og kat (smaa blade de tygger) paa alle billederne. Vi indsaa ogsaa hurtigt, at de prostituerede ikke var glade for deres arbejde men mest goer det for overlevelse. Det var alligevel en virkelig sjov oplevelse, for de var virkelig soede og fortalte glaedeligt om alle deres oplevelser.
Det er svaert at beskrive oplevelsen, men de fortalte om deres liv og arbejde. Ingen af dem havde maend, men de havde alle kaerester. Kaeresterne var alle gamle kunder.
Dog var der heldigvis ogsaa noget positivt ved deres historie. De havde et virkelig godt faellesskab og stoettede rigtig godt op om hinanden. Derudover var de alle blevet oplyst i HIV og brugte derfor ALTID kondom og miksede aldrig alkohol og deres arbejde. De var med til, at informere nye prostituerede omkring sygdomme og i det hele taget "klaede dem paa til arbejdet". De havde troejer ed logoer paa og plakater med forskellige citater. Prostitution er ulovligt i Kenya og de fortalte, at hvis de blev opdaget af politiet, ville politet anholde kunden og derefter voldtage den prostituerede. Det er saa sindsygt!
Vi aftalte med dem, at vi skulle komme hjem til dem i slummen morgenen efter, saa Charles hjalp os med, at bestille en taxa til kl. 8 og en guide som kunne komme med os rundt, fordi det ikke er helt sikkert, at gaa rundt paa egen haand i slummen.
Naeste morgen blev vi hentet kl. 8, og vi var meget spaendt paa, om det hele ville lykkeds. Det gjorde det heldigvis. Vi snakkede med de prostituerede vi havde snakket med dagen foer og saa deres hjem og nabolag. Det var meget nemmere at faa det billede vi gerne ville have her. Faellelskabet skindede meget mere igennem. Paa et tidspunkt kom en lille dreng ind i deres hus, og de fortalte han var 2,5 aar og hans mor var doed for et halvt aar siden. Nu tog de sig af ham. Han mar vildt soed!
Bagefter tog vi over til en af de andre prostituerede - Queen - som ogsaa bor i slummen, og hun var igang med en lektion for de unge prostituerede i, hvordan man saetter et kondom paa. Det var meget interessant at overvaere. Det foregik udenfor, saa der var boern rundt omkring ogsaa. Vi fik nogle gode billeder og projektet blev godt!
Torsdag aften var Masai-aften. Det var mega sjovt. De kom i deres dragter og sang sange og dansede for os. Paa et tidspunkt begyndte de at hive os op, saa vi skulle danse med dem. Det var virkelig sjovt. Vi kunne spoerge ind til deres kultur og de kunne spoerge ind til vores. Vi snag og "Buster" sangen for dem. Det var en god oplevelse at moede dem!
Nu er tiden ved at vaere slut her paa platformen. Vi tager til Nairobi paa tirsdag og skal overnatte der en gang inden turen gaar til Tanzania. Det er med blanede foelelser vi skal afted. Paa den ene side glaeder jeg mig helt vildt meget til at komme videre og opleve nye ting. Paa den anden side har jeg faaet saa menge nye gode venner her og jeg tror jeg kommer til at savne livet her paa platformen. Men det er jo ikke en daarlig ting, det viser jo ogsaa bare, hvor fed denne foerste maaned har vaeret!
Varme kram til kolde Danmark
De var heldigvis meget aabne overfor alle vores spoergsmaal og vi maatte tage alle de billeder vi ville. Vi fandt dog hurtig ud af, at det var svaert at faa et billede med et positivt udtryk, naar vi sad i et moerkt baglokale og der var oel og kat (smaa blade de tygger) paa alle billederne. Vi indsaa ogsaa hurtigt, at de prostituerede ikke var glade for deres arbejde men mest goer det for overlevelse. Det var alligevel en virkelig sjov oplevelse, for de var virkelig soede og fortalte glaedeligt om alle deres oplevelser.
Det er svaert at beskrive oplevelsen, men de fortalte om deres liv og arbejde. Ingen af dem havde maend, men de havde alle kaerester. Kaeresterne var alle gamle kunder.
Dog var der heldigvis ogsaa noget positivt ved deres historie. De havde et virkelig godt faellesskab og stoettede rigtig godt op om hinanden. Derudover var de alle blevet oplyst i HIV og brugte derfor ALTID kondom og miksede aldrig alkohol og deres arbejde. De var med til, at informere nye prostituerede omkring sygdomme og i det hele taget "klaede dem paa til arbejdet". De havde troejer ed logoer paa og plakater med forskellige citater. Prostitution er ulovligt i Kenya og de fortalte, at hvis de blev opdaget af politiet, ville politet anholde kunden og derefter voldtage den prostituerede. Det er saa sindsygt!
Vi aftalte med dem, at vi skulle komme hjem til dem i slummen morgenen efter, saa Charles hjalp os med, at bestille en taxa til kl. 8 og en guide som kunne komme med os rundt, fordi det ikke er helt sikkert, at gaa rundt paa egen haand i slummen.
Naeste morgen blev vi hentet kl. 8, og vi var meget spaendt paa, om det hele ville lykkeds. Det gjorde det heldigvis. Vi snakkede med de prostituerede vi havde snakket med dagen foer og saa deres hjem og nabolag. Det var meget nemmere at faa det billede vi gerne ville have her. Faellelskabet skindede meget mere igennem. Paa et tidspunkt kom en lille dreng ind i deres hus, og de fortalte han var 2,5 aar og hans mor var doed for et halvt aar siden. Nu tog de sig af ham. Han mar vildt soed!
Bagefter tog vi over til en af de andre prostituerede - Queen - som ogsaa bor i slummen, og hun var igang med en lektion for de unge prostituerede i, hvordan man saetter et kondom paa. Det var meget interessant at overvaere. Det foregik udenfor, saa der var boern rundt omkring ogsaa. Vi fik nogle gode billeder og projektet blev godt!
Torsdag aften var Masai-aften. Det var mega sjovt. De kom i deres dragter og sang sange og dansede for os. Paa et tidspunkt begyndte de at hive os op, saa vi skulle danse med dem. Det var virkelig sjovt. Vi kunne spoerge ind til deres kultur og de kunne spoerge ind til vores. Vi snag og "Buster" sangen for dem. Det var en god oplevelse at moede dem!
Nu er tiden ved at vaere slut her paa platformen. Vi tager til Nairobi paa tirsdag og skal overnatte der en gang inden turen gaar til Tanzania. Det er med blanede foelelser vi skal afted. Paa den ene side glaeder jeg mig helt vildt meget til at komme videre og opleve nye ting. Paa den anden side har jeg faaet saa menge nye gode venner her og jeg tror jeg kommer til at savne livet her paa platformen. Men det er jo ikke en daarlig ting, det viser jo ogsaa bare, hvor fed denne foerste maaned har vaeret!
Varme kram til kolde Danmark
Vores Documentation prject
Vores Documentation project
Vores Documentation prject
Masai-aften
Masai-aften
Abonner på:
Opslag (Atom)