Afrika er ikke altid lige sjovt. Selvom vi elsker at være her, og oplever vildt mange spændende ting, er der dage hvor man længes en lille smule hjem. I dag har været en af de dage, og så kan man have en tendens til, at vende nogle af de ting der ellers kan være charmerende ved Tanzania til nogle irriterende ting. Jeg vil prøve at fortælle lidt om disse ting i dette indlæg - det er ikke altid lutter lagkage. Sådan ville det jo også være, hvis jeg var derhjemme i Danmark, så ville jeg også ind imellem have en dårlig dag.
Kong S har fået en værre hoste og hyler mere end normalt (det vil sige RIGTIG MEGET). Amanda og jeg har været i Arusha i dag, fordi vi skulle købe en gave til Vaileth, som har fødselsdag i overmorgen. Da vi kommer hjem til Usa leganga er der så mudret og mørkt, at jeg er ved at glide hele tiden og samler mig flere centimeter mudder under mine sko. Da vi kommer hjem, er kl. ca. 19.15 og er vi vildt sultne. Vi plejer at spise aftensmad ca. kl. 20, men i dag får vi først mad kl. 20.30. Vi er virkelig sultne og ind kommer et fad med.... Kartofler! Det er ikke bare kartofler, men søde kartofler hvilket absolut ikke gør måltidet bedre. Vi får ikke andet til, og kartoflerne har brune pletter over det hele. Man kan ikke spise meget af dem, før man får kvalme, fordi de simpelthen er så søde - ligesom en dessert nærmest. Jeg spiser en halv kartoffel, selvom jeg er virkelig sulten, kan jeg ikke få mere ned. Det virker som om, at vores mor har lidt dårlig samvittighed over måltidet, for hun har serveret the til, hvilket vi aldrig normalt får til aftensmad. Jeg drikker to kopper the i stedet for aftensmaden, alt imens Kong S piber og græder mens han bliver madet med grød. Jeg trænger virkelig meget til, at få noget smag ind i min mund! Det mad vi får, smager stort set af intet. Vi putter salt på, og så smager det af salt - læks...
Da vi er færdige, har jeg virkelig lyst til noget vand og skal også sluge min malariapille, så jeg går ud til køleskabet, for at fylde min flaske op, med det vand, familien skal koge til os. Da jeg åbner køleskabet, der altid lugter er virkelig rådden banan og de ca. 20 kakerlak lignede dyr der bor derinde, er flygtet om bag nogle flasker, ser jeg, at der ikke er noget vand. Vi har kun lidt bundsjatter på værelset, så jeg spørger Vaileth, om der ikke er noget, og hun svarer bare: "No, maybe tomorrow". Så jeg både sluger min malariapille og børster tænder i de bundsjatter jeg kan finde i gamle flasker på værelset.
Så skal jeg lige tisse af og her skal man altid passe på, at der ikke er 30 myg, der når at stikke en mellem balderne, inden man er færdig - ja, det lyder sjovt, og vi griner da også af det, men nogle gange ville det virkelig være rart, at kunne tisse på sit eget toilet.
Da jeg skal sige godnat til Vaileth, ser jeg, at hun sidder og gennemslikker den ske, som altid er nede i sukkeret, som vi alle bruger og bagefter bare stikker den ned i sukkeret igen. Også rigtig læks.
Vi ligger endelig i sengen og så opdager vi, at de klamme dyr, vi før har haft problemer med, sidder i en hel hær og har lavet baser i to af hjørnerne på vores myggenet. Dyrene ligner en blanding mellem en kæmpelus og en flåt. Jeg prøver at dræbe dem, men tanken om at de bor i både madressen (som i øvrigt er en virkelig tynd skummadras, hvor man kan mærke brædderne i sengen igennem) og i vores hovedpuder gør mig virkelig utilpas. Jeg synes det er sindssygt ulækkert og vil gerne have dem fjernet hurtigt!
Vi har lige slukket lyset på vores værelse, fordi lampen blinker for meget til, at man kan holde ud, at den er tændt. Jeg tror, at selv folk uden epilepsi, ville kunne få et sådant anfald, ved at være for længe i vores værelse, med lyset tændt. Jeg tror heldigvis, at de vil ordne det imorgen. Selvom vi ikke har sagt noget, har de godt kunne se, at det var galt med lyset, for det blinker helt ud i gangen, når det er tændt.
Nu vil jeg lægge mig til at sove, og glæde mig til, at blive vækket kl 4.30 imorgen tidlig, af de to haner der bor lige ude foran vores dør.
Til gengæld så vi Kilimanjaro i dag, da vi tog hjem fra Arusha, hvilket er virkelig sjældent - yes!
Vi glæder os over, at dage som disse er sjældne og vi næsten altid er helt tossede med Tanzania!
Kram
torsdag den 27. marts 2014
onsdag den 26. marts 2014
En mærkelig oplevelse
Selvom vi efterhånden snart har boet i familien i to måneder, er der stadig ting, der overrasker os. I morges havde vi en virkelig mærkelig oplevelse!
Vi vågnede begge i nat, fordi det regnede virkelig meget. Når det regner meget her, er det ikke ligesom når det regner meget i Danmark. Der kommer så meget regn, at man slet ikke kan forstå, det kan lade sig gøre! På et tidspunkt i nat tænkte jeg om huset mon kunne brase sammen pga. regnen - så meget regn er der!
I morges sad vi så og drak the og spiste morgenmad og vores mor kommer ind og fortæller os (med lidt hjælp fra Vaileth som oversætter) at der er en mand der er død i nat, lige nede for enden af vores vej. Der var lige en, der i morgensludderen havde fortalt hende det. Hun så ikke ud som om, at det rørte hende specielt, tvært imod havde både Vaileth og vores mor det største smil på læben. Amanda og jeg blev selvfølgelig helt paf, og spurgte om det var en de kendte, og hvordan han var død. De fortalte os, at de ikke vidste hvem det var, fordi man kun kunne se hans hånd og ansigtet var dækket. De vidste heller ikke, hvordan han var død, men vores mor sagde: "måske var han fuld og faldt ned i den lille flod". Så spurgte hun os: "vil i ned og se ham?". Amanda og jeg var virkeligt chokerede og sagde begge hurtig nej. Så grinede de lidt. Politiet var ikke kommet endnu, men da man kunne høre sirener i det fjerne, begyndte folk at løbe ned til den døde mand, så det kunne se ham. Det var virkelig absurd, folk strømmede bare ned for at se en død mand. I Danmark ville man blive virkelig foragede og tænke, at folk ikke havde respekt for den afdøde og de pårørende, hvis man gjorde sådan, men det virkede til, at det var helt normalt her.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse, og endnu engang blev vi mindet om, at der er virkelig stor forskel på, at bo i Tanzania og bo i Danmark.
Vi vågnede begge i nat, fordi det regnede virkelig meget. Når det regner meget her, er det ikke ligesom når det regner meget i Danmark. Der kommer så meget regn, at man slet ikke kan forstå, det kan lade sig gøre! På et tidspunkt i nat tænkte jeg om huset mon kunne brase sammen pga. regnen - så meget regn er der!
I morges sad vi så og drak the og spiste morgenmad og vores mor kommer ind og fortæller os (med lidt hjælp fra Vaileth som oversætter) at der er en mand der er død i nat, lige nede for enden af vores vej. Der var lige en, der i morgensludderen havde fortalt hende det. Hun så ikke ud som om, at det rørte hende specielt, tvært imod havde både Vaileth og vores mor det største smil på læben. Amanda og jeg blev selvfølgelig helt paf, og spurgte om det var en de kendte, og hvordan han var død. De fortalte os, at de ikke vidste hvem det var, fordi man kun kunne se hans hånd og ansigtet var dækket. De vidste heller ikke, hvordan han var død, men vores mor sagde: "måske var han fuld og faldt ned i den lille flod". Så spurgte hun os: "vil i ned og se ham?". Amanda og jeg var virkeligt chokerede og sagde begge hurtig nej. Så grinede de lidt. Politiet var ikke kommet endnu, men da man kunne høre sirener i det fjerne, begyndte folk at løbe ned til den døde mand, så det kunne se ham. Det var virkelig absurd, folk strømmede bare ned for at se en død mand. I Danmark ville man blive virkelig foragede og tænke, at folk ikke havde respekt for den afdøde og de pårørende, hvis man gjorde sådan, men det virkede til, at det var helt normalt her.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse, og endnu engang blev vi mindet om, at der er virkelig stor forskel på, at bo i Tanzania og bo i Danmark.
mandag den 24. marts 2014
Safari - Serengeti og Ngorongoro
Nå, jeg var syg helt indtil torsdag, og det endte med at jeg blev tjekket for malaria, fordi jeg blev ved med, at have feber. Det var en oplevelse. Vi tog på et hospital inde i Arusha og sad i kø i 40 minutter for overhovedet, at få lov at gå ind i receptionen. Da vi endelig fik lov til, at snakke med receptionisten, sagde hun, at der altså var rigtig mange mennesker, så hvis jeg skulle have en malariatest, skulle vi vente måske to timer (hvilket snildt kan betyde 4-5 timer, når man er i Tanzania). Vi besluttede os derfor for, at vi ville vente til senere, og prøve at finde et sted i landsbyen, hvor man kunne få det gjort. Det lykkedes så senere at finde et sted, nær vores bosted, og der bar en sød afrikansk sygeplejerske, der tog testen på mig - heldigvis ingen malaria! Næste dag havde jeg det heldigvis bedre, hvilket var meget dejligt, for hele slænget fra Tanga + Theresas mor, Hannah, kom så vi kunne tage på safari fredag morgen.
Kl. 7 næste morgen blev vi hentet i en bil i bedste safarstil - leopardbetræk på sæderne og ægte kamuflagefarve. Vi glædede os alle rigtig meget, men nu var det Amandas tur til, at være syg. ØV! Hun brækkede sig fire gange på første dag, så rollerne var nu byttet om, og jeg var doktor og ikke patient mere. Heldigvis havde hun det glimrende igen dagen efter - det er jo det gode ved såden noget bræksyge, det varer oftest kun én dag.
Første dag, skulle vi køre, i det der er kendt som Afrikas bedste reservat, Serengeti. Det tog ca. 4 timer at komme dertil, og da vi endelig var nået til porten ved indgangen, skulle vores chauffør og kokken lige checke os ind, hvilket ville tage ca. 20 minutter. I mellemtiden, syntes Sigurd, at det var en fremragende idé, at gå ud og prøve sin nyindkøbte slangebøsse af på et træ, fordi der lå nogle sten som var perfekte at skyde med. Desværre stod chefen for reservatet lige ved siden af, da han affyrede skyder, og det var ikke godt! Han gik hurtigt hen til Sigurd, og tog slangebøssen og krævede 50.000 tanzanianske shillings (ca. 175 kr) i bøde, fordi at det var meget ulovligt og at han nu troede, at Sigurd bare ville ind i reservatet, for at skyde dyr. Det blev ikke bedre, da Sigurd, efter han havde prøvet at forklare sig uden held, sagde at det jo bare var korruptionspenge han skulle betale. De 50.000 var højst sandsynligt penge, som chefen ville putte lige ned i lommen, men det er absolut ikke noget man snakker om, og nu var han altså først vred!
Vores kok og chauffør stod og snakkede med chefen i lang tid, og hentede så Sigurd igen, fordi han gerne ville snakke med ham igen. En dame der også arbejdede på stedet, syntes også, at ham chefen var lidt fjollet og kom til at sige ham imod, hvilket hun fik en kæmpe skideballe for senere, da vi alle skulle kigge på.
Sigurd kom tilbage til bilen igen, og nu sagde ham chefen, at han havde set, at Sigurd prøvede at skyde efter en fugl, hvilket han slet ikke gjorde. Nu skulle vi alle sammen ind på hans kontor så han kunne "se os an". Det var ikke så fedt, for vi havde betalt mange penge for safarituren, og vi var bange for, at vi slet ikke ville få lov til, at komme ind pga. den latterlige lille ting.
Vi kom ind på hans kontor og han gav os en opsang bl.a. om, at når man er i et andet land, så skal man også tilpasse sig de regler, der er. Det er jo rigtig nok, men problemer var bare, at det viste sig, at han egentlig bare var mest sur over, ikke at få den respekt han skulle, fordi hende medarbejderen var "gået imod" ham, og Sigurd var kommet til at sige det med korruptionspengene. Vi sagde alle mange gange undskyld og at han selvfølgelig havde ret og vi fik nu ENDELIG lov til, at komme ind i reservatet.
Det var ikke så sjovt lige i situationen, men det er et sjovt minde og en god historie.
Den dag så vi ikke så mange dyr, fordi vi kørte direkte til den Camp vi skulle overnatte i. Vi så dog giraffer, løver, gnuer, antiloper og zebraer.
Vi sov i almindelige telte midt ude i serengeti - det var fedt!
Næste morgen kørte vi kl. 7 og det var en fantastisk tur. Vi så virkelig mange dyr! På et tidspunkt havnede vi midt i en elefantflok - jeg vil tro der var 40-50 elefanter, både unger og virkelig store. De gik kun ca. 20 meter fra os og vores chauffør sagde, at vi ikke skulle gøre noget dumt, fordi de ville være meget aggressive når der var så mange unger, og man kan ikke rigtig stille noget op imod en sur elefant, selvom man sidder i en bil. Det var en vild oplevelse og det gik heldigvis fredeligt for sig.
Hele vores safari var tre dage med to overnatninger. Man snakker meget om "the big five", når man er på safari og de dyr er: elefant, løve, bøffel, næsehorn og leopard. Vi var så heldige, at nå at se alle fem på vores tre dage. Det var vildt at se en leopard. Vi så faktisk to, med den første var klart nemmest at se. Den lå og hyggede sig i et træ. Vi så fire af dem på denne morgentur - næsehornet så vi først sidste dag.
Der er zebraer, gnuer, antiloper og gazeller overalt. Da vi senere kørte mod Ngorongoro Carter, kunne vi se langt ude id et fjerne, at der var flere tusinde gnuer i en flok. Der var nærmest sort af dem, det var ret sejt.
Næste nat var i en ny Camp, som nå på kanten til Ngorongoro. Amanda og jeg sov i telt sammen med Sara, så der var rigtig hygge.
Midt om natten vågnede jeg pludselig, fordi jeg skulle tisse, men jeg kunne høre noget udenfor. Det var noget der prustede lige uden foran vores telt, og så kunne jeg høre, at det gik og græssede. Efter lidt tid, kom det så tæt på, at den side af teltet jeg lå i, blev skubbet lidt til siden. Jeg blev nødt til at vække Amanda, og vi vækkede også Sara. Vi var alle tre lidt bange, for vi vidste ikke hvad det var for et dyr, man kunne bare høre, at det var stort. Jeg skulle virkelig tisse, men vi turde ikke gå ud. Efter noget tid, hørte vi, at dyret kom til, at hive nogle af de der man sætter ned i jorden, så teltet kan holde op (okay, jeg kan ikke huske, hvad de hedder - jeg har ikke været meget på camping i mit liv). Lidt efter kunne vi ikke høre dyret mere og Sara og jeg satte os LIGE uden for teltet og tissede. Jeg tror aldrig jeg har tisset så hurtigt i mit liv og jeg kastede mig ind i telte med Sara bagefter lige da vi var færdige.
Vi blev enige om, at det nok bare var en zebra, fordi der var så mange i området. Vi kunne heller ikke rigtig lide at tænke på, at det kunne være en gnu eller bøffel.
Næste morgen fortalte vores chauffør, at det var en bøffel der havde gået i campen. Det var virkelig sindssygt. De er vildt farlige og aggressive, så hvis jeg havde vist, at det var en bøffel, var jeg nok ikke gået ud og tisset.
Sidste dag, skulle vi ned i Ngorongoro Carter. Det var den smukkeste tur derned. Mine øjne får lov at se så mange smukke ting, på denne rejse! Der er 600 meter fra bunden af krateret og og Ngorongoro er det eneste sted, hvor masaierne stadig lever sammen med vilde dyr. Der bor altså masaierer nede i krateret. Det var en smuk tur dernede og også her så vi en masse dyr. De fleste af dem, havde vi også set dagen før, men det var stadig vildt sjovt, at se dem igen.
Da vi skulle spise frokost, parkeredes bilen 30 meter fra en sø fyldt med flodheste. Man kunne gå helt ned til floden, så vi stod måske 10 meter fra det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika, bortset fra malariamyggen. Det var også en meget vild oplevelse. Der var rigtig mange ude i søen, men ligeså snart, de dykker under vandet, kan man slet ikke se, at de er der. Så dukker der lige pludselig et hoved op.
Det var en dejlig safari, og skønt at være sammen med dem fra Tanga igen!
Her er en liste over, de fleste af de dyr vi så på vores safari:
Gazelle
Antilope (forskellige slags)
Bøffel
Gnu
Løve
Leopard
Flodhest
Elefant
Krokodille (uha....)
Struds
Grib
Timon (desmerdyr)
Pumba (vortesvin)
Zebra
Giraf
Rovfugle
En masse fugle
Gylden sjakal
Bavian
Næsehorn
Flamingo
Hyæne
Det er vildt ærgerligt, at jeg ikke kan lægge billeder op!
Kram
Kl. 7 næste morgen blev vi hentet i en bil i bedste safarstil - leopardbetræk på sæderne og ægte kamuflagefarve. Vi glædede os alle rigtig meget, men nu var det Amandas tur til, at være syg. ØV! Hun brækkede sig fire gange på første dag, så rollerne var nu byttet om, og jeg var doktor og ikke patient mere. Heldigvis havde hun det glimrende igen dagen efter - det er jo det gode ved såden noget bræksyge, det varer oftest kun én dag.
Første dag, skulle vi køre, i det der er kendt som Afrikas bedste reservat, Serengeti. Det tog ca. 4 timer at komme dertil, og da vi endelig var nået til porten ved indgangen, skulle vores chauffør og kokken lige checke os ind, hvilket ville tage ca. 20 minutter. I mellemtiden, syntes Sigurd, at det var en fremragende idé, at gå ud og prøve sin nyindkøbte slangebøsse af på et træ, fordi der lå nogle sten som var perfekte at skyde med. Desværre stod chefen for reservatet lige ved siden af, da han affyrede skyder, og det var ikke godt! Han gik hurtigt hen til Sigurd, og tog slangebøssen og krævede 50.000 tanzanianske shillings (ca. 175 kr) i bøde, fordi at det var meget ulovligt og at han nu troede, at Sigurd bare ville ind i reservatet, for at skyde dyr. Det blev ikke bedre, da Sigurd, efter han havde prøvet at forklare sig uden held, sagde at det jo bare var korruptionspenge han skulle betale. De 50.000 var højst sandsynligt penge, som chefen ville putte lige ned i lommen, men det er absolut ikke noget man snakker om, og nu var han altså først vred!
Vores kok og chauffør stod og snakkede med chefen i lang tid, og hentede så Sigurd igen, fordi han gerne ville snakke med ham igen. En dame der også arbejdede på stedet, syntes også, at ham chefen var lidt fjollet og kom til at sige ham imod, hvilket hun fik en kæmpe skideballe for senere, da vi alle skulle kigge på.
Sigurd kom tilbage til bilen igen, og nu sagde ham chefen, at han havde set, at Sigurd prøvede at skyde efter en fugl, hvilket han slet ikke gjorde. Nu skulle vi alle sammen ind på hans kontor så han kunne "se os an". Det var ikke så fedt, for vi havde betalt mange penge for safarituren, og vi var bange for, at vi slet ikke ville få lov til, at komme ind pga. den latterlige lille ting.
Vi kom ind på hans kontor og han gav os en opsang bl.a. om, at når man er i et andet land, så skal man også tilpasse sig de regler, der er. Det er jo rigtig nok, men problemer var bare, at det viste sig, at han egentlig bare var mest sur over, ikke at få den respekt han skulle, fordi hende medarbejderen var "gået imod" ham, og Sigurd var kommet til at sige det med korruptionspengene. Vi sagde alle mange gange undskyld og at han selvfølgelig havde ret og vi fik nu ENDELIG lov til, at komme ind i reservatet.
Det var ikke så sjovt lige i situationen, men det er et sjovt minde og en god historie.
Den dag så vi ikke så mange dyr, fordi vi kørte direkte til den Camp vi skulle overnatte i. Vi så dog giraffer, løver, gnuer, antiloper og zebraer.
Vi sov i almindelige telte midt ude i serengeti - det var fedt!
Næste morgen kørte vi kl. 7 og det var en fantastisk tur. Vi så virkelig mange dyr! På et tidspunkt havnede vi midt i en elefantflok - jeg vil tro der var 40-50 elefanter, både unger og virkelig store. De gik kun ca. 20 meter fra os og vores chauffør sagde, at vi ikke skulle gøre noget dumt, fordi de ville være meget aggressive når der var så mange unger, og man kan ikke rigtig stille noget op imod en sur elefant, selvom man sidder i en bil. Det var en vild oplevelse og det gik heldigvis fredeligt for sig.
Hele vores safari var tre dage med to overnatninger. Man snakker meget om "the big five", når man er på safari og de dyr er: elefant, løve, bøffel, næsehorn og leopard. Vi var så heldige, at nå at se alle fem på vores tre dage. Det var vildt at se en leopard. Vi så faktisk to, med den første var klart nemmest at se. Den lå og hyggede sig i et træ. Vi så fire af dem på denne morgentur - næsehornet så vi først sidste dag.
Der er zebraer, gnuer, antiloper og gazeller overalt. Da vi senere kørte mod Ngorongoro Carter, kunne vi se langt ude id et fjerne, at der var flere tusinde gnuer i en flok. Der var nærmest sort af dem, det var ret sejt.
Næste nat var i en ny Camp, som nå på kanten til Ngorongoro. Amanda og jeg sov i telt sammen med Sara, så der var rigtig hygge.
Midt om natten vågnede jeg pludselig, fordi jeg skulle tisse, men jeg kunne høre noget udenfor. Det var noget der prustede lige uden foran vores telt, og så kunne jeg høre, at det gik og græssede. Efter lidt tid, kom det så tæt på, at den side af teltet jeg lå i, blev skubbet lidt til siden. Jeg blev nødt til at vække Amanda, og vi vækkede også Sara. Vi var alle tre lidt bange, for vi vidste ikke hvad det var for et dyr, man kunne bare høre, at det var stort. Jeg skulle virkelig tisse, men vi turde ikke gå ud. Efter noget tid, hørte vi, at dyret kom til, at hive nogle af de der man sætter ned i jorden, så teltet kan holde op (okay, jeg kan ikke huske, hvad de hedder - jeg har ikke været meget på camping i mit liv). Lidt efter kunne vi ikke høre dyret mere og Sara og jeg satte os LIGE uden for teltet og tissede. Jeg tror aldrig jeg har tisset så hurtigt i mit liv og jeg kastede mig ind i telte med Sara bagefter lige da vi var færdige.
Vi blev enige om, at det nok bare var en zebra, fordi der var så mange i området. Vi kunne heller ikke rigtig lide at tænke på, at det kunne være en gnu eller bøffel.
Næste morgen fortalte vores chauffør, at det var en bøffel der havde gået i campen. Det var virkelig sindssygt. De er vildt farlige og aggressive, så hvis jeg havde vist, at det var en bøffel, var jeg nok ikke gået ud og tisset.
Sidste dag, skulle vi ned i Ngorongoro Carter. Det var den smukkeste tur derned. Mine øjne får lov at se så mange smukke ting, på denne rejse! Der er 600 meter fra bunden af krateret og og Ngorongoro er det eneste sted, hvor masaierne stadig lever sammen med vilde dyr. Der bor altså masaierer nede i krateret. Det var en smuk tur dernede og også her så vi en masse dyr. De fleste af dem, havde vi også set dagen før, men det var stadig vildt sjovt, at se dem igen.
Da vi skulle spise frokost, parkeredes bilen 30 meter fra en sø fyldt med flodheste. Man kunne gå helt ned til floden, så vi stod måske 10 meter fra det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika, bortset fra malariamyggen. Det var også en meget vild oplevelse. Der var rigtig mange ude i søen, men ligeså snart, de dykker under vandet, kan man slet ikke se, at de er der. Så dukker der lige pludselig et hoved op.
Det var en dejlig safari, og skønt at være sammen med dem fra Tanga igen!
Her er en liste over, de fleste af de dyr vi så på vores safari:
Gazelle
Antilope (forskellige slags)
Bøffel
Gnu
Løve
Leopard
Flodhest
Elefant
Krokodille (uha....)
Struds
Grib
Timon (desmerdyr)
Pumba (vortesvin)
Zebra
Giraf
Rovfugle
En masse fugle
Gylden sjakal
Bavian
Næsehorn
Flamingo
Hyæne
Det er vildt ærgerligt, at jeg ikke kan lægge billeder op!
Kram
onsdag den 19. marts 2014
Weekendens strabadser
Planerne for weekenden blev ændret lidt. Vi tog ikke i byen med damerne i nabolandet, men valgte i stedet at tage på en tur fra lørdag-søndag sammen med nogle af de andre frivillige vi er blevet venner med. De rejser med organisationen projekts abroad. Der er virkelig mange i området fra den organisation fordi, at de kun kan vælge mellem, at komme til enten Dar es salam eller her i Arusha området.
Jeg vågnede med ondt i halsen lørdag morgen, men efter et par strepsils tænkte jeg at det var fint, og vi tog afsted mod Moshi. Vi var omkring 10 piger med på turen, så det var en rigtig tøsedag. Først var vi ude ved, hvad vi havde fået at vide, var en kaffeplantage, men det var nu mere bare et par kaffeplanter og så en utrolig sød gammel afrikansk mand der på meget autentisk vis, viste os rundt, og viste os, hvordan man lavede kaffe. Han var en oplevelse i sig selv! Bagefter skulle vi ud til nogle grotter som var blevet bygget af et stammefolk for mange år siden. Vi var nede i dem og et par flagermus kom ud og hilste på os mens vi var dernede. Derefter tog vi ud til et vandfald, hvor vi skulle gå ned af utrolig mange trapper, for at kunne se det ordentligt, men det var selvfølgelig virkelig smukt. Til sidste skulle vi til et "museum" som de kaldet det. Det var ikke så spændende. Måske var det fordi vi var virkelig trætte. Kl. var 18.30 og det havde været en lang dag med mange oplevelser. Vi tog til hotellet og lagde vores ting, og tog derefter ud at spise et lækkert sted. Da vi lagde os til at sove, glædede vi os til næste dag, hvor vi skulle have lækker morgenmad og bade i hotsprings.
Jeg vågnede omkring kl. 5.15 næste morgen og tænkte bare: Åh nej! Jeg havde fået det virkelig dårligt og var helt sikker på, at jeg desværre ikke ville kunne klare dagens oplevelser. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, men da Amanda vågnede, sagde jeg, at hun jo selvfølgelig bare kunne tage med de andre. Hun ville gerne med mig hjem, og det var nu meget dejligt. Den 1,5 time det tog hjem var hård, og det var virkelig en lettelse endelig at ligge i sengen! Moody var hjemme da vi kom hjem, men vores mor lå og sov. Vi var inde på værelset og da Amanda gik ud fra værelset kl 14.30, blev vores mor meget overrasket over, at vi var hjemme. Hun blev sur på Moody, der var taget på arbejde, fordi han ikke havde sagt til hende, at hum skulle lave frokost til os. Hun anede ikke at vi var kommet hjem, og det var lidt synd for hende, for hun blev virkelig pinlig over, at vi ikke havde fået noget frokost. Amanda sagde selvfølgelig, at det var helt okay, og at vi også bare ville lave vores egen frokost hjemme i Danmark. Hun prøvede at forklare på sit ikke så gode engelsk, at Moody nogle gange bliver bims når han har drukket. De havde åbenbart været til fest dagen før. Heldigvis er hun virkelig sød og Amanda grinede bare lidt, og så var det fint.
Om aftenen fik jeg lidt høj feber og vores mor synes,a t det var en glimrende at give mig en "lækker" grød næste morgen, for man bliver rask hvis man spiser den, siger hun.
Heldigvis havde jeg det bedre da jeg vågnede i morges, så jeg kunne godt klemme lidt af grøden ned.
Amanda tog på arbejde, og jeg kan fortælle, at det er rimelig kedeligt at være syg, når man hverken kan se tv, høre radio eller ligge i en lækker blød seng. Heldigvis har jeg jo mange bøger på min iPad, så jeg kan få tiden til at gå med at læse. Doktor AO (doktor Amanda Olsen) havde købt yoghurt, kitkat, lækker bolle og samosa med hjem til mig - dejligt med en sød doktor, når man ikke har sin mor til at stryge én kærligt på panden!
Jeg regner med, at jeg snart er helt på toppen igen!
Vores mor er blevet ret god til engelsk. Da vi kom kunne hun nærmest ikke sige noget, og nu kan vi snakke med hende om de mest basale hverdagsting - hav en god dag, kan jeg tage et bad, maden var god, har du haft en god dag, vi spiser frokost på arbejdet osv.. Det er lige før, at vi bliver helt stolte af hende ind imellem. Hun tager english classes to timer hver dag, så det går stille og roligt fremad.
Vi er ikke så meget inde i Arusha by, som vi var i starten. Vi har fundet ud af, at der ligger det meste af det vi skal bruge, i vores hverdag, i området. Der er et lille supermarked og så er der en virkelig hyggelig café med wifi, på vej til vores arbejde, som ligger ca. 40 minutters gang fra vores hjem. Caféen hedder "Tanz hands" og er et projekt der støtter tanzanianske handicappede. Alt overskuddet går til de handicappede i området. De har en café, hvor man kan købe lækre sandwich i, og hold nu fast, ciabattabrød(!), tomatsalat, omelet og andre lækre ting. Så har de en lille butik, som ligger samme sted som caféen, hvor man kan købe forskellige ting, som de handicappede har lavet. Sidst men ikke mindst, har de en lille bager, der ligger ud til vejen, hvor man kan købe lækkert brød og de bedste sambusaer (samosaer), vi endnu har smagt. Dejligt sted!
Imorgen (tirsdag) kommer Jonathan fra Tanga og besøger os. De andre kommer på torsdag, fordi vi alle skal på safari sammen fredag-søndag. Vi glæder os helt vildt meget. Det bliver også sjovt, at vise de andre rundt i vores landsby og vise dem alle "vores steder". Nu har vi jo også set deres, da vi var på besøg i Tanga, så det bliver sjovt den anden vej rundt.
Lige nu ligger jeg i sengen. Udenfor kan jeg høre lyden af et par høns der gokker, "personaly" med p square - det absolutte afrikaner hit, vores fjernsyn i stuen på høj volumen, kong S der piber over et eller andet, som han altid gør, Alima (vores house girl) og Vaileth snakke og grine og hvis jeg lytter rigtig godt efter, kan jeg høre græshopperne udenfor. Det er lyder jeg har vænnet mig til, og jeg bemærker dem ikke rigtig mere. Alligevel, når jeg lige ligger og bemærker hvor mange lyde her egentlig er, kan jeg ikke lade vær med at tænke, at det bliver mærkeligt, at komme hjem og skulle falde i søvn i et mørkt og stille rum. På den anden side, kan man måske også godt forstå, at vi tager os selv i, at nyde når der er strømafbrydelser, fordi vi lige får en kort pause fra musikken og tv'et, der konstant brager ud med lyd. Forleden aften da vi skulle sove, undrede vi os over, hvorfor der var så stille. Så fandt vi ud af, at det var fordi, der var strømafbrydels. Lydene her er en lille ting, som man ikke lige ligger mærke til hverdagen hernede, men jeg er sikker på, at det er noget jeg vil bemærke når jeg kommer hjem - at der ikke er nogen lyde. Der kommer sikkert mange ting, som jeg først rigtig opdager, når jeg kommer hjem, men jeg prøver stadig at suge så meget til mig, som jeg kan!
Det gik op for os for et par dage siden, at vi kun har en måned tibage ved familien. Det er ikke til at forstå! Det føles som om vi liger er kommet. Vi har valgt, at rejse fra familien 6 dage før planlagt, så vi har tre uger til at rejse rundt på egen hånd, inden turen går hjem til Danmark D. 12 maj. Ikke nok med, at vi kun har en måned tilbage med familien, så har vi mindre end to måneder tilbage til vi skal helt hjem til DK. Heldigvis glæder vi os bare sindssygt meget til de næste to måneder, og jeg synes vi er gode til at leve i nuet og tage dagene som de kommer.
Denne uge byder på rigtig mange gode ting, så jeg håber, at jeg er frisk imorgen.
Kram
Jeg vågnede med ondt i halsen lørdag morgen, men efter et par strepsils tænkte jeg at det var fint, og vi tog afsted mod Moshi. Vi var omkring 10 piger med på turen, så det var en rigtig tøsedag. Først var vi ude ved, hvad vi havde fået at vide, var en kaffeplantage, men det var nu mere bare et par kaffeplanter og så en utrolig sød gammel afrikansk mand der på meget autentisk vis, viste os rundt, og viste os, hvordan man lavede kaffe. Han var en oplevelse i sig selv! Bagefter skulle vi ud til nogle grotter som var blevet bygget af et stammefolk for mange år siden. Vi var nede i dem og et par flagermus kom ud og hilste på os mens vi var dernede. Derefter tog vi ud til et vandfald, hvor vi skulle gå ned af utrolig mange trapper, for at kunne se det ordentligt, men det var selvfølgelig virkelig smukt. Til sidste skulle vi til et "museum" som de kaldet det. Det var ikke så spændende. Måske var det fordi vi var virkelig trætte. Kl. var 18.30 og det havde været en lang dag med mange oplevelser. Vi tog til hotellet og lagde vores ting, og tog derefter ud at spise et lækkert sted. Da vi lagde os til at sove, glædede vi os til næste dag, hvor vi skulle have lækker morgenmad og bade i hotsprings.
Jeg vågnede omkring kl. 5.15 næste morgen og tænkte bare: Åh nej! Jeg havde fået det virkelig dårligt og var helt sikker på, at jeg desværre ikke ville kunne klare dagens oplevelser. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, men da Amanda vågnede, sagde jeg, at hun jo selvfølgelig bare kunne tage med de andre. Hun ville gerne med mig hjem, og det var nu meget dejligt. Den 1,5 time det tog hjem var hård, og det var virkelig en lettelse endelig at ligge i sengen! Moody var hjemme da vi kom hjem, men vores mor lå og sov. Vi var inde på værelset og da Amanda gik ud fra værelset kl 14.30, blev vores mor meget overrasket over, at vi var hjemme. Hun blev sur på Moody, der var taget på arbejde, fordi han ikke havde sagt til hende, at hum skulle lave frokost til os. Hun anede ikke at vi var kommet hjem, og det var lidt synd for hende, for hun blev virkelig pinlig over, at vi ikke havde fået noget frokost. Amanda sagde selvfølgelig, at det var helt okay, og at vi også bare ville lave vores egen frokost hjemme i Danmark. Hun prøvede at forklare på sit ikke så gode engelsk, at Moody nogle gange bliver bims når han har drukket. De havde åbenbart været til fest dagen før. Heldigvis er hun virkelig sød og Amanda grinede bare lidt, og så var det fint.
Om aftenen fik jeg lidt høj feber og vores mor synes,a t det var en glimrende at give mig en "lækker" grød næste morgen, for man bliver rask hvis man spiser den, siger hun.
Heldigvis havde jeg det bedre da jeg vågnede i morges, så jeg kunne godt klemme lidt af grøden ned.
Amanda tog på arbejde, og jeg kan fortælle, at det er rimelig kedeligt at være syg, når man hverken kan se tv, høre radio eller ligge i en lækker blød seng. Heldigvis har jeg jo mange bøger på min iPad, så jeg kan få tiden til at gå med at læse. Doktor AO (doktor Amanda Olsen) havde købt yoghurt, kitkat, lækker bolle og samosa med hjem til mig - dejligt med en sød doktor, når man ikke har sin mor til at stryge én kærligt på panden!
Jeg regner med, at jeg snart er helt på toppen igen!
Vores mor er blevet ret god til engelsk. Da vi kom kunne hun nærmest ikke sige noget, og nu kan vi snakke med hende om de mest basale hverdagsting - hav en god dag, kan jeg tage et bad, maden var god, har du haft en god dag, vi spiser frokost på arbejdet osv.. Det er lige før, at vi bliver helt stolte af hende ind imellem. Hun tager english classes to timer hver dag, så det går stille og roligt fremad.
Vi er ikke så meget inde i Arusha by, som vi var i starten. Vi har fundet ud af, at der ligger det meste af det vi skal bruge, i vores hverdag, i området. Der er et lille supermarked og så er der en virkelig hyggelig café med wifi, på vej til vores arbejde, som ligger ca. 40 minutters gang fra vores hjem. Caféen hedder "Tanz hands" og er et projekt der støtter tanzanianske handicappede. Alt overskuddet går til de handicappede i området. De har en café, hvor man kan købe lækre sandwich i, og hold nu fast, ciabattabrød(!), tomatsalat, omelet og andre lækre ting. Så har de en lille butik, som ligger samme sted som caféen, hvor man kan købe forskellige ting, som de handicappede har lavet. Sidst men ikke mindst, har de en lille bager, der ligger ud til vejen, hvor man kan købe lækkert brød og de bedste sambusaer (samosaer), vi endnu har smagt. Dejligt sted!
Imorgen (tirsdag) kommer Jonathan fra Tanga og besøger os. De andre kommer på torsdag, fordi vi alle skal på safari sammen fredag-søndag. Vi glæder os helt vildt meget. Det bliver også sjovt, at vise de andre rundt i vores landsby og vise dem alle "vores steder". Nu har vi jo også set deres, da vi var på besøg i Tanga, så det bliver sjovt den anden vej rundt.
Lige nu ligger jeg i sengen. Udenfor kan jeg høre lyden af et par høns der gokker, "personaly" med p square - det absolutte afrikaner hit, vores fjernsyn i stuen på høj volumen, kong S der piber over et eller andet, som han altid gør, Alima (vores house girl) og Vaileth snakke og grine og hvis jeg lytter rigtig godt efter, kan jeg høre græshopperne udenfor. Det er lyder jeg har vænnet mig til, og jeg bemærker dem ikke rigtig mere. Alligevel, når jeg lige ligger og bemærker hvor mange lyde her egentlig er, kan jeg ikke lade vær med at tænke, at det bliver mærkeligt, at komme hjem og skulle falde i søvn i et mørkt og stille rum. På den anden side, kan man måske også godt forstå, at vi tager os selv i, at nyde når der er strømafbrydelser, fordi vi lige får en kort pause fra musikken og tv'et, der konstant brager ud med lyd. Forleden aften da vi skulle sove, undrede vi os over, hvorfor der var så stille. Så fandt vi ud af, at det var fordi, der var strømafbrydels. Lydene her er en lille ting, som man ikke lige ligger mærke til hverdagen hernede, men jeg er sikker på, at det er noget jeg vil bemærke når jeg kommer hjem - at der ikke er nogen lyde. Der kommer sikkert mange ting, som jeg først rigtig opdager, når jeg kommer hjem, men jeg prøver stadig at suge så meget til mig, som jeg kan!
Det gik op for os for et par dage siden, at vi kun har en måned tibage ved familien. Det er ikke til at forstå! Det føles som om vi liger er kommet. Vi har valgt, at rejse fra familien 6 dage før planlagt, så vi har tre uger til at rejse rundt på egen hånd, inden turen går hjem til Danmark D. 12 maj. Ikke nok med, at vi kun har en måned tilbage med familien, så har vi mindre end to måneder tilbage til vi skal helt hjem til DK. Heldigvis glæder vi os bare sindssygt meget til de næste to måneder, og jeg synes vi er gode til at leve i nuet og tage dagene som de kommer.
Denne uge byder på rigtig mange gode ting, så jeg håber, at jeg er frisk imorgen.
Kram
tirsdag den 11. marts 2014
Tiden flyver afsted
Tiden den går. Og den går virkelig hurtigt! Vi har boet ved vores skønne familie i over en måned nu, og det er næsten ikke til at forstå, at vi er halvvejs gennem rejsen. Det føles som ca. 100 år siden, jeg stod ude i lufthavnen og sagde farvel til min familie, men samtidig er det som om tiden bare flyver afsted. Nogen gange stopper jeg lige op, og tænker over, at jeg virkelig skal nyde det - lige pludselig er det overstået. Jeg elsker at være her, men det hele er blevet meget hverdag, så nogen gange glemmer jeg lidt, at jeg er i Tanzania.
Vi er vildt glade for vores nye job. Det virker til, at børnene har det godt der, selvom det er nogle forfærdelige historier om deres fortid, vi hører. Der mange volontører der arbejder der, så vi har fået nogle nye venner. Det er dejligt, at kunne snakke med nogle andre volontører, om deres oplevelse og få gode råd fra hinanden. På børnehjemmet er der børn der er stærkt underernerede, for tidligt fødte, HIV-smittede og så er der en handicappet. Det kan godt være en udfordring, for de fleste af børnene har særlige behov, og vi har jo ikke nogen teoretisk baggrund vi kan benytte. Men vi har viljen og lysten, og det tror jeg er altafgørende i vores job.
Selvom stedet er rigtig godt, er det stadig tydeligt at se at børnene mangle kærlighed og omsorg. Der er ofte folk, der bliver vist rundt på børnehjemmet, og de største børn, er virkelig hurtige til, at kaste sig i armene på den første og den bedste de ser. Det er lidt bekymrende synes jeg, men sådan tror jeg det er, næsten ligegyldig hvilket børnehjem man er på.
Børnene er virkelig søde! De er delt op i fire grupper: nursery, som er de helt små babyer - de for tidligt fødte og underernerede, crawlers, som er de midterste børn, de er nok omkring et år og så er der to store grupper med dem der er op til 2,5 år. Der nogle af de børn inde i nursery gruppen, som er meget små. Der er en pige, som kun vejer 1,6 kg. Jeg frygter, at jeg skal opleve et af børnene dø, mens jeg er der. Det ville virkelig være forfærdeligt, men jeg ved, at der er en risiko for det. Det er nogen gange forfærdeligt, at se, hvordan de lokale medarbejdere håndterer de helt små babyer! Igår var der en af dem, der nærmest kastede rundt, med hende der kun vejer 1,6 kg, og vi kunne næsten ikke holde ud at se det. Man skal jo virkelig være forsigtig med sådan nogle små babyer. Vi har også besluttet os for, at sige noget, hvis vi ser det sker igen. Man bliver virkelig forelsket i børnene. Jeg tror at det er meget heldigt, at man skal være gift, en af parterne skal have boet i landet i minimum tre år, og man skal være minimum 25 år for at kunne adoptere. Der er en af børnene der hedder Frida. Det er ret sjovt. Hun har en tvilling og deres mor døde ved fødslen. De er også begge meget små.
Vi bliver udfordret på vores nye arbejde, men vi elsker at være der og glæder os hver dag, til at komme derhen.
I torsdags var vi i byen på noget der hedder Via via. Det var vildt sjovt og det er kendt for, at der er en masse frivillige om torsdagen. Vi gav den virkelig gas - drinks, karaoke og svingende hofter. Vi var først hjemme omkring kl 4, og jeg kan godt afsløre, at vi ikke var helt på toppen om fredagen
Lørdag var vi med Vaileth og vores værtsmor i Moshi, for at besøge vores værtsmors mor og far. Moshi er en smuk by - det er der Kilimanjaro er, og vi var da også heldige at se det. Det er sjældent, man kan se toppen, fordi der næsten altid er skyer der dækker. På vej derud kørte vi på motorcykel, så vind i håret og fuld fart frem. Det var sjovt! De boede et vildt smukt sted - lige midt i en bananplantage. Det var en rigtig god dag
Søndag ordnede vi vores værelse. Wow det var blevet klamt, og der var kommet virkelig mange af de der klamme dyr i bores seng og myggenet. Så vi skiftede sengetøj, vaskede vores tæpper vi sover med, vaskede myggenettet, ryddede op og fejede. Ellers stod den bare på afslapning og læsning. Og så flettede vores mor og hendes veninde mit hår. Det var noget af en opgave synes de, og det kan jeg nu godt forstå. Men de er jo hurtige og nu føler jeg mig (næsten) som en ægte afrikaner. Også en dejlig stille og rolig dag.
Om aftenen ville vores mors veninder gerne lære os at danse the african way. Så vi måtte jo gøre vore bedste og Shake vores booty så godt vi kunne. Men vi er jo slet slet ikke så gode som dem - desværre! De grinede meget af os og vi gav dem respekt for deres moves. Efter kort tid, var der gået rygter i nabolandet om, at mzunguerne prøvede at danse, og pludselig stod der en mindre flok og kiggede på os. Vi synes bare det er hyggeligt at de griner af os. Det er virkelig en oplevelse ar se dem danse! Vi har aftalt, at gå i byen med dem på lørdag, så kan det være, at vi kan lære lidt flere tricks.
Vi elsker vores liv for tiden og husker ofte hinanden på, at vi skal nyde at være her.
Kram
Vi er vildt glade for vores nye job. Det virker til, at børnene har det godt der, selvom det er nogle forfærdelige historier om deres fortid, vi hører. Der mange volontører der arbejder der, så vi har fået nogle nye venner. Det er dejligt, at kunne snakke med nogle andre volontører, om deres oplevelse og få gode råd fra hinanden. På børnehjemmet er der børn der er stærkt underernerede, for tidligt fødte, HIV-smittede og så er der en handicappet. Det kan godt være en udfordring, for de fleste af børnene har særlige behov, og vi har jo ikke nogen teoretisk baggrund vi kan benytte. Men vi har viljen og lysten, og det tror jeg er altafgørende i vores job.
Selvom stedet er rigtig godt, er det stadig tydeligt at se at børnene mangle kærlighed og omsorg. Der er ofte folk, der bliver vist rundt på børnehjemmet, og de største børn, er virkelig hurtige til, at kaste sig i armene på den første og den bedste de ser. Det er lidt bekymrende synes jeg, men sådan tror jeg det er, næsten ligegyldig hvilket børnehjem man er på.
Børnene er virkelig søde! De er delt op i fire grupper: nursery, som er de helt små babyer - de for tidligt fødte og underernerede, crawlers, som er de midterste børn, de er nok omkring et år og så er der to store grupper med dem der er op til 2,5 år. Der nogle af de børn inde i nursery gruppen, som er meget små. Der er en pige, som kun vejer 1,6 kg. Jeg frygter, at jeg skal opleve et af børnene dø, mens jeg er der. Det ville virkelig være forfærdeligt, men jeg ved, at der er en risiko for det. Det er nogen gange forfærdeligt, at se, hvordan de lokale medarbejdere håndterer de helt små babyer! Igår var der en af dem, der nærmest kastede rundt, med hende der kun vejer 1,6 kg, og vi kunne næsten ikke holde ud at se det. Man skal jo virkelig være forsigtig med sådan nogle små babyer. Vi har også besluttet os for, at sige noget, hvis vi ser det sker igen. Man bliver virkelig forelsket i børnene. Jeg tror at det er meget heldigt, at man skal være gift, en af parterne skal have boet i landet i minimum tre år, og man skal være minimum 25 år for at kunne adoptere. Der er en af børnene der hedder Frida. Det er ret sjovt. Hun har en tvilling og deres mor døde ved fødslen. De er også begge meget små.
Vi bliver udfordret på vores nye arbejde, men vi elsker at være der og glæder os hver dag, til at komme derhen.
I torsdags var vi i byen på noget der hedder Via via. Det var vildt sjovt og det er kendt for, at der er en masse frivillige om torsdagen. Vi gav den virkelig gas - drinks, karaoke og svingende hofter. Vi var først hjemme omkring kl 4, og jeg kan godt afsløre, at vi ikke var helt på toppen om fredagen
Lørdag var vi med Vaileth og vores værtsmor i Moshi, for at besøge vores værtsmors mor og far. Moshi er en smuk by - det er der Kilimanjaro er, og vi var da også heldige at se det. Det er sjældent, man kan se toppen, fordi der næsten altid er skyer der dækker. På vej derud kørte vi på motorcykel, så vind i håret og fuld fart frem. Det var sjovt! De boede et vildt smukt sted - lige midt i en bananplantage. Det var en rigtig god dag
Søndag ordnede vi vores værelse. Wow det var blevet klamt, og der var kommet virkelig mange af de der klamme dyr i bores seng og myggenet. Så vi skiftede sengetøj, vaskede vores tæpper vi sover med, vaskede myggenettet, ryddede op og fejede. Ellers stod den bare på afslapning og læsning. Og så flettede vores mor og hendes veninde mit hår. Det var noget af en opgave synes de, og det kan jeg nu godt forstå. Men de er jo hurtige og nu føler jeg mig (næsten) som en ægte afrikaner. Også en dejlig stille og rolig dag.
Om aftenen ville vores mors veninder gerne lære os at danse the african way. Så vi måtte jo gøre vore bedste og Shake vores booty så godt vi kunne. Men vi er jo slet slet ikke så gode som dem - desværre! De grinede meget af os og vi gav dem respekt for deres moves. Efter kort tid, var der gået rygter i nabolandet om, at mzunguerne prøvede at danse, og pludselig stod der en mindre flok og kiggede på os. Vi synes bare det er hyggeligt at de griner af os. Det er virkelig en oplevelse ar se dem danse! Vi har aftalt, at gå i byen med dem på lørdag, så kan det være, at vi kan lære lidt flere tricks.
Vi elsker vores liv for tiden og husker ofte hinanden på, at vi skal nyde at være her.
Kram
mandag den 3. marts 2014
Du ved, du har boet længe i Østafrika når
DU VED, DU HAR BOET LÆNGE I ØSTAFRIKA NÅR:
1. Du synes det er en luksus, at kunne sidde ned, når du er på toilettet
2. Du synes at det blå tørklæde med rødt mønster da vil passe meget godt sammen med det gule med blomster
3. Du ved, at en avocado koster 200-300 shillings (lidt under 1 kr) og i hver fald ikke 500 shillings (lidt under 2 kr)
4. Du ikke længere hvert femte sekund tænker: JEG SKAL DØ NU!!!, når du kører daladala, og ikke længere tænker over, at de både overhaler inden- og udenom
5. Du bliver lidt forarget over turister der både viser knæ og skuldre
6. Du bliver dejlig positivt overrasket over friturestegte boller til morgenmad i stedet for hvidt kagebrød
7. Du ved og lever efter at forsinkelser er mere en regel end en undtagelse
8. Du er under 5 sekunder om at skide - ellers er der fare for sovende ben
9. Burhan G kommer på listen over top 25 mest spillede sange på din iPod/iPad
10. Du kan blive hysterisk glad over, at de spiller en Justin Bieber sang i radioen
11. Du føler at de afrikanske sange de spiller i radioen, er nogen du kender hjemmefra
12. Du konsekvent hver gang du passerer et menneske enten siger: "mambo" eller: "poa" som svar på deres "mambo"
13. Negerjokes af en eller anden grund ikke længere er særlig sjove
14. Du ikke længere undrer dig over, at der kommer en flok geder/høns/gæs gående over gaden
15. Du ikke længere forundres over de religiøse budskaber overalt
16. Du kan regne dig frem til, ca. hvor lang tid siden det er, det har regnet, ved at analysere stierne i din landsby
17. Du bare fortsætter dine gøremål/samtalen uden at blive hylet ud af den, når der kommer et strømsvigt
1. Du synes det er en luksus, at kunne sidde ned, når du er på toilettet
2. Du synes at det blå tørklæde med rødt mønster da vil passe meget godt sammen med det gule med blomster
3. Du ved, at en avocado koster 200-300 shillings (lidt under 1 kr) og i hver fald ikke 500 shillings (lidt under 2 kr)
4. Du ikke længere hvert femte sekund tænker: JEG SKAL DØ NU!!!, når du kører daladala, og ikke længere tænker over, at de både overhaler inden- og udenom
5. Du bliver lidt forarget over turister der både viser knæ og skuldre
6. Du bliver dejlig positivt overrasket over friturestegte boller til morgenmad i stedet for hvidt kagebrød
7. Du ved og lever efter at forsinkelser er mere en regel end en undtagelse
8. Du er under 5 sekunder om at skide - ellers er der fare for sovende ben
9. Burhan G kommer på listen over top 25 mest spillede sange på din iPod/iPad
10. Du kan blive hysterisk glad over, at de spiller en Justin Bieber sang i radioen
11. Du føler at de afrikanske sange de spiller i radioen, er nogen du kender hjemmefra
12. Du konsekvent hver gang du passerer et menneske enten siger: "mambo" eller: "poa" som svar på deres "mambo"
13. Negerjokes af en eller anden grund ikke længere er særlig sjove
14. Du ikke længere undrer dig over, at der kommer en flok geder/høns/gæs gående over gaden
15. Du ikke længere forundres over de religiøse budskaber overalt
16. Du kan regne dig frem til, ca. hvor lang tid siden det er, det har regnet, ved at analysere stierne i din landsby
17. Du bare fortsætter dine gøremål/samtalen uden at blive hylet ud af den, når der kommer et strømsvigt
Tanga
Så er vi kommet hjem efter en dejlig lille ferie i Tanga. Det var vildt skønt at se de andre og høre om deres oplevelser indtil nu. Vi tilbragte det meste af tiden på en lækker strand, men fredag var vi på en bådtur. Vi sejlede ud til en sandbanke midt ude på havet. Den var der kun, på et bestemt tidspunkt af dagen, når vandet ikke var så højt. Der var helt tyrkis vand rundt omkring den, så det var virkelig smukt og lækkert at bade der. Efter et par timer dér, var vi nødt til, at sejle videre, for den var ved at forsvinde igen fordi vandet steg. Vi sejlede over nær en anden ø, hvor vi kunne snorkle. Der var forskellige fisk og også morener, men jeg har før snorkler flottere steder. Det var meget hyggeligt alligevel, og dejligt at være sammen med mange af de andre volontører.
Lørdag var vi ude at se smed er bor i Tangas landsby og huse. Det var sjovt at se, hvordan de boede også hvor de arbejde.
Der blev ikke nogen krokodille-tur. Da jeg fandt ud af, at vi åbenbart skulle sejle i en båd i den flod krokodillerne er i, var jeg ikke helt frisk på det alligevel. Den frygt må jeg overvinde på et andet tidspunkt.
Busturen til og fra Tanga var ikke fed. Vi havde fået at vide, at det ville tage 7 timer, men turen derhen tog 10,5 timer UDEN pause! Jeg skulle selfølgelig tisse efter en halv time, så det var glimrende at sidde i 10 timer og overveje, om jeg skulle tisse i en flaske. Celine Dion greatest hits (5 sange inklusiv kareoke versionen af my heart will go on) kørte på repeat i 4 timer og der var en fyr foran os, som meget gerne ville snakke med de to mzunguer bag ham hele tiden - også når vi havde musik i ørene.
Turen tilbage tog 9 timer og vi havde én kort pause, og så skulle de lige pludselig skifte dækket - det tog næsten en time. Sæderne var meget små, så vi var bare glade for, at vi ikke var to damer med store afrikanernumser. Og så var der små insekter over det hele på den ene væg i bussen. Men det var de hårde busture værd, for vi havde en virkelig god tur!
Vi har haft lidt problemer med dyr/insekter på det sidste. Inden vi tog til Tanga, havde Amanda fået nogle bid, som ikke var myggestik. I Tanga er der en masse kakerlakker og andre halvklamme insekter, og vi blærede os lidt med, at det har vi slet ikke oppe ved os. Selvfølgelig sidder der så to gigantiske kakerlakker på vores værelse da vi kom hjem igår. De er virkelig store! De er så store, at man kan høre dem kravle over gulvet. Jeg kaldte på Vaileth, og spurgte, om hun turde fjerne dem, men hun kaldte bare straks på vores housegirl. Det havde jeg det lidt dårligt med. De er vandvittig hurtige de kakerlakker der, så hun nåede kun at smække den ene - fedt. Vaileth forsikrede os om, at den ikke ville bide, og at den nok bare var kravlet under sengen. Senere på aftenen sad de fint og stirrede på,mig midt på væggen. Efter jeg havde jagtet den med min ene klipklap i 5 minutter rundt på hele værelset, fik jeg endelig smækket den. Bagefter fandt vi ud af, at der sidde nogle små insekter i vores myggenet, så det er nok dem Amanda er blevet bidt af. Vi må se, om vi kan finde noget insektspray, for det er lidt ulækkert at ligge og sove i.
En aften i Tanga glemte jeg myggespray i 1,5 time, og det resulterede desværre i RIGTIG mange myggestik på mine ben. Fra mine knæ og ned, har jeg talt 74 myggestik. Det er ikke sjovt. De er vildt hævede og der kommer noget gult væske ud af dem. De fleste sidder på fødderne, så jeg kan ikke rigtig have sko på, eller sove om natten. Jeg håber, at det snart bliver bedre, jeg har taget en antihistamin her til morgen, så mon ikke....
Jeg er i fuld gang med, at skrive min motiverede ansøgning til jordemoderstudiet. Det er svært, for jeg brænder så meget for at komme ind, men mine tanker er lidt et andet sted lige nu. Den er heldigvis snart færdig, og jeg er meget godt tilfreds. Så håber jeg bare, at jeg kan finde et sted, med en computer der har opdateret java, så jeg kan komme til, at søge ind! Ellers må jeg finde en anden løsning.
Alt er godt!
Kram til jer
Lørdag var vi ude at se smed er bor i Tangas landsby og huse. Det var sjovt at se, hvordan de boede også hvor de arbejde.
Der blev ikke nogen krokodille-tur. Da jeg fandt ud af, at vi åbenbart skulle sejle i en båd i den flod krokodillerne er i, var jeg ikke helt frisk på det alligevel. Den frygt må jeg overvinde på et andet tidspunkt.
Busturen til og fra Tanga var ikke fed. Vi havde fået at vide, at det ville tage 7 timer, men turen derhen tog 10,5 timer UDEN pause! Jeg skulle selfølgelig tisse efter en halv time, så det var glimrende at sidde i 10 timer og overveje, om jeg skulle tisse i en flaske. Celine Dion greatest hits (5 sange inklusiv kareoke versionen af my heart will go on) kørte på repeat i 4 timer og der var en fyr foran os, som meget gerne ville snakke med de to mzunguer bag ham hele tiden - også når vi havde musik i ørene.
Turen tilbage tog 9 timer og vi havde én kort pause, og så skulle de lige pludselig skifte dækket - det tog næsten en time. Sæderne var meget små, så vi var bare glade for, at vi ikke var to damer med store afrikanernumser. Og så var der små insekter over det hele på den ene væg i bussen. Men det var de hårde busture værd, for vi havde en virkelig god tur!
Vi har haft lidt problemer med dyr/insekter på det sidste. Inden vi tog til Tanga, havde Amanda fået nogle bid, som ikke var myggestik. I Tanga er der en masse kakerlakker og andre halvklamme insekter, og vi blærede os lidt med, at det har vi slet ikke oppe ved os. Selvfølgelig sidder der så to gigantiske kakerlakker på vores værelse da vi kom hjem igår. De er virkelig store! De er så store, at man kan høre dem kravle over gulvet. Jeg kaldte på Vaileth, og spurgte, om hun turde fjerne dem, men hun kaldte bare straks på vores housegirl. Det havde jeg det lidt dårligt med. De er vandvittig hurtige de kakerlakker der, så hun nåede kun at smække den ene - fedt. Vaileth forsikrede os om, at den ikke ville bide, og at den nok bare var kravlet under sengen. Senere på aftenen sad de fint og stirrede på,mig midt på væggen. Efter jeg havde jagtet den med min ene klipklap i 5 minutter rundt på hele værelset, fik jeg endelig smækket den. Bagefter fandt vi ud af, at der sidde nogle små insekter i vores myggenet, så det er nok dem Amanda er blevet bidt af. Vi må se, om vi kan finde noget insektspray, for det er lidt ulækkert at ligge og sove i.
En aften i Tanga glemte jeg myggespray i 1,5 time, og det resulterede desværre i RIGTIG mange myggestik på mine ben. Fra mine knæ og ned, har jeg talt 74 myggestik. Det er ikke sjovt. De er vildt hævede og der kommer noget gult væske ud af dem. De fleste sidder på fødderne, så jeg kan ikke rigtig have sko på, eller sove om natten. Jeg håber, at det snart bliver bedre, jeg har taget en antihistamin her til morgen, så mon ikke....
Jeg er i fuld gang med, at skrive min motiverede ansøgning til jordemoderstudiet. Det er svært, for jeg brænder så meget for at komme ind, men mine tanker er lidt et andet sted lige nu. Den er heldigvis snart færdig, og jeg er meget godt tilfreds. Så håber jeg bare, at jeg kan finde et sted, med en computer der har opdateret java, så jeg kan komme til, at søge ind! Ellers må jeg finde en anden løsning.
Alt er godt!
Kram til jer
Abonner på:
Opslag (Atom)