Livet er stadig mega lækkert! Efter tre overnatninger nordpå, tog vi til østkysten - et område der hedder Paje. Vi boede på Teddys place, hvor vi fik rigtig billige bungalows, pga. low season. Vi var sammen med næsten alle de andre, fra højskolen i Kenya. Vi manglede kun Lærke, Christie, Emma og Pernille - rigtig ærgerligt de ikke kunne komme, men alligevel fedt, at vi var 13 som mødtes der.
Stranden var lækker. To gange i døgnet trak vandet sig: omkring kl. 23 og tidligt om morgenen. Så kom vandet tilbage op ad formiddagen. Vi lavede ikke særlig meget andet end at slappe af, drikke drinks, bad og sole os. Vi havde kun én dag med regnvejr, så det var heldigt!
En af dagene tog vi på delfintur. Det var en virkelig stor oplevelse! Vi blev hentet i store taxaer kl. 6 om morgenen og kørte ud et sted, hvor man derfra kunne sejle. Vi fik snorkler, masker og svømmefødder og så var vi ellers parate. I to både sejlede vi ud mod et sted, hvor der ofte kom delfiner forbi. Der gik ikke mere end 10 minutter, før kaptajnen sagde, at han havde set en flok. "Get ready to jump in the water" sagde han, og jeg kunne godt mærke, at jeg loge skulle trække vejret en ekstra gang. Det er jo faktisk virkelig store dyr, og selvom de ser søde ud og har et godt ry, er de jo stadig vilde dyr og vi ville komme ind på deres territorie. Jeg kom heller ikke i vandet første gang, men anden gang de var der tog jeg mig sammen og hoppede i. Loge da jeg kom ned i vandet rørte jeg ved en delfin og få sekunder efter kom en anden som jeg også kunne rør ved. Det var helt vildt. Der gik ikke lang tid, før de dykkede ned og vi skulle op i båden igen. Efter få minutter kom de op til overfladen igen og kaptajnen sagde: "jump jump jump jump!" og så hoppede vi i igen. Det var ikke lang tid, man kunne nå at se delfinerne, når man hoppede i vandet, men det var stadig en virkelig stor oplevelse. Der var virkelig mange. Til sidst tror jeg, at der var tre flokke, så nok omkring 20-30 delfiner. Jeg er glad for, at jeg fik taget mig sammen og hoppede ned i vandet til dem.
Den 1. maj lukkede teddys place ned for et par uger pga. Low season, så vi tog tilbage nordpå. Inden skulle vi tage afsked med Sara og Theresa, som skulle flyve hjem D. 2. maj. Så vi var 11 tilbage. Efter en 2,5 timers lang køretur i en taxa med 12 personer som alle havde minimum to tasker hver, som også skulle med, ankom vi til det sted, som Amanda og jeg boede på før Teddys. Her er en smule lækre. Vi fik samme værelse som vi før havde boet på - 20 meter fra vandet og dermed også havudsigt. Jeg elsker både at falde i søvn og vågne op til lyden af havets brusen. Det er virkelig fantastisk.
D. 4. maj rejste Jonathan, Jonathan, Søren, Sigurd og Victoria hjem. Det var lidt mærkeligt at sige farvel til dem, for nu er det kun Amanda og jeg og Maya og Emilie tilbage. Det er mærkeligt at tænke på, at de andre er hjemme nu, mens vi stadig er hernede. Jeg arbejder hårdt på min tan, men vi har været lidt uheldige med vejret de seneste dage. Det har været overskyet og regnet meget af tiden. Vi hygger os heldigvis stadig.
Maya og jeg havde besluttet os for, at tage dykkercertifikat. Desværre fandt Maya ud af, at hun ikke havde råd alligevel, men efter mange overvejelser valgte jeg at gøre det alligevel alene. Jeg har taget nogle test, set nogle film og hele formiddagen i dag har jeg brugt i en pool sammen med min dykkerinstruktør. Jeg skulle lave en masse øvelser både under og over vand. Det var grænseoverskridende at skulle trække vejret under vand første gang, men efter jeg vænnede mig lidt til det blev det rigtig sjovt. Nu glæder jeg mig bare til imorgen, hvor jeg skal have to dyk i havet!
Vi kom aldrig væk fra Zanzibar - her er simpelthen for lækkert og vi blev enige om, at vi nok ville fortryde, hvis vi tog væk herfra. I overmorgen rejse Maya og Emilie hjem og så er det kun Amanda og jeg igen. Det er den mærkeligste følelse snart at skulle hjem - vi glæder os begge mega meget, men frygter det også helt vildt! Nogen gange savner vi også usa leganga og alt vi havde der. Det er mærkeligt at vi ikke skal tilbage dertil, men egentlig tror jeg først,a t det går 100 % op for mig! når jeg kommer hjem til Danmark igen.
Vi nyder de sidste dage på vores eventyr, mens vi glæder os til, at se alle dem vi holder af, når vi lander i Kastrup lufthavn D. 12. Maj!
Kram
onsdag den 7. maj 2014
onsdag den 23. april 2014
Nye tider
I de seneste dage har vores rejse virkelig ændret sig meget!
Planen var, at vi skulle rejse fra familien lørdag D. 19. Amanda og jeg tog derfor ind til Arusha om fredagen, så vi kunne købe en busbillet til Dar es salaam. Vi fandt desværre ud af, at Inge bisser kørte, fordi det havde regnet så meget de seneste dage, at vejene var fuldstændig oversvømmede. Åh nej! Vi vidste ikke lige hvad vi skulle gøre - vi havde ikke lyst til, at være fanget i Arusha, når vi nu havde forberedt os på den store afsked og også glædet os til at komme videre. Vi blev enige om, at vi måtte tjekke flybilletterne ud. Desværre er det meget dyrere at flyve, men efter en masse bøvl og baks fik vi bestilt to flybilletter til Zanzibar fra Kilimanjaro lufthavn om søndagen kl. 10.30. Det var surt, at vi var nødt til, at bruge de ekstra penge på det, men til gengæld blev vi fri for en omkring 14 timers lang bustur, en overnatning i Dar og så havde vi lige en dag mere sammen med familien hvor vi kunne pakke det sidste, uden at vi mistede dage på Zanzibar. Så alt i alt var det lidt held i uheld, vi endte med, at være glad for det!
Så blev det søndag. Vi havde aftalt med "Taxi Hassan", at han skulle hente os og vores store rygsække kl. 8 om morgenen og køre os ud til lufthavnen. Dagene op til søndag gik vildt hurtigt, fordi vi havde nogle ting vi gerne ville nå. Pakningen gik fint. Alle mine ting kunne snildt være i min rygsæk. Jeg havde ellers forberedt mig på, at skulle pakke om 5-6 gange, fordi jeg har lidt flere ting med mig nu, end da jeg kom, jeg har dog ladet nogle ting ligge ved familien, så den var der i første hug - skønt.
Vores sidste morgenmad i familien bestod af hvidt kagebrød og the, så det var ligesom alle andre dage. Kl 7.45 stod Emma, Freja og Christopher op, så de også kunne sige farvel til os. Afskeden var langt sværere, end jeg lige havde forestillet mig. Jeg havde selvfølgelig tænkt, at det ville blive hårdt, men det var virkelig overvældende for os begge. Jeg begyndte selvfølgelig at græde og vi kunne næsten ikke få os selv til, at sætte os ind i taxaen. Vi krammende dem alle sammen og de sagde rigtig mange gange, at de ville komme til at savne os. Da jeg krammende Vaileth farvel, så jeg, at hun også havde tårer i øjnene. Det gjorde det bestemt ikke bedre for mig - jeg begyndt bare, at græde endnu mere. Amanda var lidt mere hardcore, men så snart vi kom ind i taxaen, syntes hun også, at det var virkelig hårdt. Vi snakkede om, at det var en helt anden følelse, end den vi havde, da vi sagde farvel til vores egne familier i Danmark. Dem ved vi, at vi ser igen, og vi havde en masse forventninger inden vi skulle afsted. Den her gang vidste vi, at vi med høj sandsynlighed aldrig kommer til at se familien igen. Det er både mærkeligt og helt vildt hårdt, når de har været sådan en stor del af vores liv de sidste tre måneder, og vi virkelig holder af dem. Vi havde en virkelig tom følelse i kroppen, da vi tog væk derfra. Det har været den bedste familie, man kan forestille sig. Der har ikke været nogen problemer overhovedet og jeg ved, at jeg altid vil tænke tilbage på dem, når jeg mindes dette fantastiske eventyr.
Flyveturen til Zanzibar gik godt. Da vi landede tog vi en taxa til Stone town og fandt et hyggeligt lille hotel. Stone town er ikke så stor, så vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne gå til alt i byen. Den første dag gik vi bare rundt og kiggede i butikker og slentrede i gaderne. Det var en dejlig dag med godt vejr. Om aftenen spiste vi vildt lækker indisk mad på en slags tagterrasse, hvor vi kunne se ud over vandet. Vi nød det virkelig meget. Efter fire måneder med friture mindst to gange om dagen var det vildt lækkert, at få noget mad med smag. Vi fik fisk og lam og vi delte. Mums!
Mandag kom Sigurd og Jonathan til Zanzibar og de ville gerne bo samme sted som os. Inden de kom, havde Amanda og jeg forkælet os selv, med en omgang professionel massage, så vi havde en rigtig dejlig følelse i kroppen. Om aftenen spiste vi mad i en park/have der ligger lige ud til vandet. Der bliver sat en masse grills op om aftenen og så kan man få diverse fiskespyd, brød, pandekager og alt mulig andet grillet. Det var også vildt lækkert og rigtig hyggeligt. Bagefter satte vi os og drak lækre drinks (læs "drinks" med engelsk accent). Det var en vildt hyggelig aften.
Igår regnede det hele dagen, så vi lavede ikke så meget. Ellers har vi faktisk været rigtig heldige med vejret, taget i betragtning af, at det er low season og regntid.
I morges tog Amanda og jeg nordpå. Vi er nu på spidsen af Zanzibar. Det er her nogle af de lækreste strande ligger og det kan jeg godt bekræfte. Wow her er lækkert! Helt hvidt småt sand og tyrkisblåt vand. Vi bor i en lille hytte i første række ned til vande, så vi skal kun gå tyve meter, så står vi med fødderne i vandkanten. Det er så dejligt og vildt luksus agtigt. I dag har vi solet os og badet og ligner nu to krebse på trods af, at vi begge har brugt faktor 50, så det er glimrende. Vi håber det er bedre imorgen.
Senere vil vi nyde en god drink (læs igen "drink" med engelsk accent) og noget lækkert friskfanget fisk, som man kan få alle steder når man er tæt ved kysten.
Jeg tænker på vores afrikanske familie hver dag, men Vi er nu skruet helt ind på feriemode og har maximum selvforkælelse - det er skønt!
Kram
Planen var, at vi skulle rejse fra familien lørdag D. 19. Amanda og jeg tog derfor ind til Arusha om fredagen, så vi kunne købe en busbillet til Dar es salaam. Vi fandt desværre ud af, at Inge bisser kørte, fordi det havde regnet så meget de seneste dage, at vejene var fuldstændig oversvømmede. Åh nej! Vi vidste ikke lige hvad vi skulle gøre - vi havde ikke lyst til, at være fanget i Arusha, når vi nu havde forberedt os på den store afsked og også glædet os til at komme videre. Vi blev enige om, at vi måtte tjekke flybilletterne ud. Desværre er det meget dyrere at flyve, men efter en masse bøvl og baks fik vi bestilt to flybilletter til Zanzibar fra Kilimanjaro lufthavn om søndagen kl. 10.30. Det var surt, at vi var nødt til, at bruge de ekstra penge på det, men til gengæld blev vi fri for en omkring 14 timers lang bustur, en overnatning i Dar og så havde vi lige en dag mere sammen med familien hvor vi kunne pakke det sidste, uden at vi mistede dage på Zanzibar. Så alt i alt var det lidt held i uheld, vi endte med, at være glad for det!
Så blev det søndag. Vi havde aftalt med "Taxi Hassan", at han skulle hente os og vores store rygsække kl. 8 om morgenen og køre os ud til lufthavnen. Dagene op til søndag gik vildt hurtigt, fordi vi havde nogle ting vi gerne ville nå. Pakningen gik fint. Alle mine ting kunne snildt være i min rygsæk. Jeg havde ellers forberedt mig på, at skulle pakke om 5-6 gange, fordi jeg har lidt flere ting med mig nu, end da jeg kom, jeg har dog ladet nogle ting ligge ved familien, så den var der i første hug - skønt.
Vores sidste morgenmad i familien bestod af hvidt kagebrød og the, så det var ligesom alle andre dage. Kl 7.45 stod Emma, Freja og Christopher op, så de også kunne sige farvel til os. Afskeden var langt sværere, end jeg lige havde forestillet mig. Jeg havde selvfølgelig tænkt, at det ville blive hårdt, men det var virkelig overvældende for os begge. Jeg begyndte selvfølgelig at græde og vi kunne næsten ikke få os selv til, at sætte os ind i taxaen. Vi krammende dem alle sammen og de sagde rigtig mange gange, at de ville komme til at savne os. Da jeg krammende Vaileth farvel, så jeg, at hun også havde tårer i øjnene. Det gjorde det bestemt ikke bedre for mig - jeg begyndt bare, at græde endnu mere. Amanda var lidt mere hardcore, men så snart vi kom ind i taxaen, syntes hun også, at det var virkelig hårdt. Vi snakkede om, at det var en helt anden følelse, end den vi havde, da vi sagde farvel til vores egne familier i Danmark. Dem ved vi, at vi ser igen, og vi havde en masse forventninger inden vi skulle afsted. Den her gang vidste vi, at vi med høj sandsynlighed aldrig kommer til at se familien igen. Det er både mærkeligt og helt vildt hårdt, når de har været sådan en stor del af vores liv de sidste tre måneder, og vi virkelig holder af dem. Vi havde en virkelig tom følelse i kroppen, da vi tog væk derfra. Det har været den bedste familie, man kan forestille sig. Der har ikke været nogen problemer overhovedet og jeg ved, at jeg altid vil tænke tilbage på dem, når jeg mindes dette fantastiske eventyr.
Flyveturen til Zanzibar gik godt. Da vi landede tog vi en taxa til Stone town og fandt et hyggeligt lille hotel. Stone town er ikke så stor, så vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne gå til alt i byen. Den første dag gik vi bare rundt og kiggede i butikker og slentrede i gaderne. Det var en dejlig dag med godt vejr. Om aftenen spiste vi vildt lækker indisk mad på en slags tagterrasse, hvor vi kunne se ud over vandet. Vi nød det virkelig meget. Efter fire måneder med friture mindst to gange om dagen var det vildt lækkert, at få noget mad med smag. Vi fik fisk og lam og vi delte. Mums!
Mandag kom Sigurd og Jonathan til Zanzibar og de ville gerne bo samme sted som os. Inden de kom, havde Amanda og jeg forkælet os selv, med en omgang professionel massage, så vi havde en rigtig dejlig følelse i kroppen. Om aftenen spiste vi mad i en park/have der ligger lige ud til vandet. Der bliver sat en masse grills op om aftenen og så kan man få diverse fiskespyd, brød, pandekager og alt mulig andet grillet. Det var også vildt lækkert og rigtig hyggeligt. Bagefter satte vi os og drak lækre drinks (læs "drinks" med engelsk accent). Det var en vildt hyggelig aften.
Igår regnede det hele dagen, så vi lavede ikke så meget. Ellers har vi faktisk været rigtig heldige med vejret, taget i betragtning af, at det er low season og regntid.
I morges tog Amanda og jeg nordpå. Vi er nu på spidsen af Zanzibar. Det er her nogle af de lækreste strande ligger og det kan jeg godt bekræfte. Wow her er lækkert! Helt hvidt småt sand og tyrkisblåt vand. Vi bor i en lille hytte i første række ned til vande, så vi skal kun gå tyve meter, så står vi med fødderne i vandkanten. Det er så dejligt og vildt luksus agtigt. I dag har vi solet os og badet og ligner nu to krebse på trods af, at vi begge har brugt faktor 50, så det er glimrende. Vi håber det er bedre imorgen.
Senere vil vi nyde en god drink (læs igen "drink" med engelsk accent) og noget lækkert friskfanget fisk, som man kan få alle steder når man er tæt ved kysten.
Jeg tænker på vores afrikanske familie hver dag, men Vi er nu skruet helt ind på feriemode og har maximum selvforkælelse - det er skønt!
Kram
fredag den 18. april 2014
Vi synger på sidste vers i leganga
De tre nye volontører er rigtig søde! De hedder Freja, Emma og Christopher. Freja og Christopher mødte hinanden på efterskoler og har været kærester lige siden. De skal bo her i tre måneder ligesom Amanda og jeg, mens Emma skal bo her i to. Der bor to andre fra deres hold i nærheden - Trine og Sarah. De er også virkelig søde, så det er dejligt. De skal også kun være her i to måneder.
Amanda og jeg har vist dem lidt rundt i området og fortalt om steder, vi synes, de skal besøge. Det er så mærkeligt, at gå at vise det hele frem, når vi er vant til at bo her. På en måde er jeg lidt misundelig på dem. De har næsten hele deres tur og en masse fede oplevelser foran dem, men jeg glæder mig nu også til at komme videre herfra. Der er bare så mange ting, jeg kommer til at savne og det er lidt hårdt, når jeg ved, at der er lille chance for, at jeg kommer tilbage. Jeg tænker, at det må være et godt tegn, at tiden er gået så stærkt her - det må betyde at det har været fedt at være her. Jeg tror, at rigtig mange af de oplevelser og erindringer jeg har med mig, først rigtig kommer frem, når jeg kommer hjem til Danmark igen. Jeg lægger ikke mærke til, at jeg går rundt i en afrikansk landsby hver dag mere, jeg er her bare. Men det bliver nok rigtig mærkeligt at komme tilbage, og dér går det nok op for mig, hvor anderledes dette miljø er. Det er utroligt, så hurtigt man kan vænne sig til, at være i så anderledes omgivelser. Selvfølgelig er der ind imellem ting, som jeg savner helt vildt meget derhjemme, men det er ikke noget jeg går og længes efter hver dag. Det er ret sjovt.
Den sidste uge har været travl. Der bar været en masse ting, vi gerne ville nå en sidste gang, og så har der været nogle praktiske ting, vi skulle have styr på.
Vi var ude at spise "afskedsfrokst" med Malene og Fanny i søndags. Det var vildt hyggeligt og lækker mad! Fanny tog hjem i går, så det var også en slags afsked for hende. Vi hyggede os, og jeg er sikker på, at jeg rigtig gerne vil se de piger igen på et tidspunkt.
Amanda og jeg har været en sidste gang på masaimarkedet, hvor vi skulle købe lidt gavner og ting til os selv. Det er altid sjovt at være der. Man skal bare fylde sig selv, med en god omgang tålmodighed og stædighed, inden man tager derhen. De er vant til hvide mennesker på markedet, så man bruger virkelig lang tid på, at prutte om priserne. Jeg er heldigvis en hardcore prutter, hvad det angår! Flere af dem, der har boderne kan også genkende os, fordi vi har været der ret mange gange, og så hjælper det også, når man kan tallene på Kiswahili. Så forstår de, at man ikke bare er en mzungu, som er på safariferie et par uger, men er lidt mere lokal.
I mandags blev vi interviewet af en dansk sociologistuderende, som var ved, at skrive sin speciale indenfor frivilligt arbejde. Hun havde fået Moodys nummer gennem Mellemfolkeligt samvirke, og spurte om vi ville hjælpe hende med det. Det ville vi selvfølgelig gerne. Hun interviwede os hver især og spurgte om alt muligt forskelligt. Nogle af spørgsmålene var virkelig svære at svare på, fordi jeg virkelig skulle sidde og tænke de sidste 3,5 måned igennem, men jeg tror hun var glad for vores hjælp.
Så har vi været med vores mor til skrædder. Vi ville gerne have syet nogle forskellige tasker og dem får vi imorgen. Det er vi virkelig spændte på at se! Så har vi også en ekstra taske, til nogle af se ting, vi har fået anskaffet os hernede.
I dag fik vi købt en dvd med alle afrikanerhits, så det er mega fedt. Vi er jo begyndt at kunne mange af sangene, efter vi har hørt dem på repeat de sidste tre måneder.
Igår var jeg ved frisøren. Jeg ville gerne have lavet små fletninger i mit hår. Frisøren var rigtig sød, og hedder Janeth ligesom vores mor. Hun sagde, at det ville komme til, at tage 1,5-2 timer, så det var jo perfekt. Efter seks timer, var hun stadig ikke færdig. Jeg tror hun havde undervurderet mængden af mit hår, og hun blev ved med at sige: "Oh so long hair". Det endte med, at jeg måtte spørge, om vi kunne gøre det færdigt i dag, fordi vi havde lovet, at lave suppe til aftensmad i familien og klokken var ved at være mange. Det kunne vi heldigvis godt, så jeg tog derop imorgen inden arbejde. Det tog i alt 7,5 time, at flette hele mit hår, men nu er jeg også 204 fletninger rigere og det ser ret cool ud synes jeg. Nu mangler jeg næsten kun hudfarven, så kunne jeg gå for, at være en ægte afrikaner.
Imorgen er vores sidste dag. Det bliver så sørgeligt, at sige farvel til det hele. Jeg kommer til, at savne alle de mennesker jeg her mødt her, men også bare miljøet, huset og omgivelserne. Heldigvis venter der os meget godt. Jeg skal bare loge have overstået en lidt hård weekend. Imorgen, fylder min skønne lillesøster, Tilde, 18 år. Det er en stor dag, og jeg er ked af, at jeg ikke kan være med til at fejre hende. Det er lidt ekstra svært, når jeg i forvejen savner hende sindssygt meget og bare virkelig gerne ville kramme hende. Heldigvis går der ikke så lang tid før vi ses, og jeg skal forhåbentlig Skype med hende imorgen, så jeg kan synge en fødselsdagssang for hende. På lørdag skal min kusine giftes, og det er endnu en begivenhed, som jeg er virkelig ked af, at gå glip af. Lørdag bliver o forvejen en kedelig dag, fordi vi skal sidde omkring 12 timer i bus til Dar es salaam. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville gå glip af disse ting, men det bliver nu lige lidt ekstra hårdt, når det ligger lige rundt om hjørnet. Heldigvis oplever jeg så mange gode ting, så det er til at bære.
Jeg har en mærkelig blandet følelse i kroppen. Jeg glæder mig rigtig meget, til at rejse videre sammen med Amanda og se de fleste af dem fra højskolen på Zanzibar, men wow, der er mange ting, jeg kommer til at savne ved dette fantastiske sted - Usa leganga.
Jeg glæder mig lidt til, at denne weekenden er overstået, så vi kan nyde livet. Bade, sole os, drikke drinks, feste, slappe af og vænnes til noget, der er knap så Afrika-landsby-agtigt, inden vi skal hjem til Danmark.
Kram
Amanda og jeg har vist dem lidt rundt i området og fortalt om steder, vi synes, de skal besøge. Det er så mærkeligt, at gå at vise det hele frem, når vi er vant til at bo her. På en måde er jeg lidt misundelig på dem. De har næsten hele deres tur og en masse fede oplevelser foran dem, men jeg glæder mig nu også til at komme videre herfra. Der er bare så mange ting, jeg kommer til at savne og det er lidt hårdt, når jeg ved, at der er lille chance for, at jeg kommer tilbage. Jeg tænker, at det må være et godt tegn, at tiden er gået så stærkt her - det må betyde at det har været fedt at være her. Jeg tror, at rigtig mange af de oplevelser og erindringer jeg har med mig, først rigtig kommer frem, når jeg kommer hjem til Danmark igen. Jeg lægger ikke mærke til, at jeg går rundt i en afrikansk landsby hver dag mere, jeg er her bare. Men det bliver nok rigtig mærkeligt at komme tilbage, og dér går det nok op for mig, hvor anderledes dette miljø er. Det er utroligt, så hurtigt man kan vænne sig til, at være i så anderledes omgivelser. Selvfølgelig er der ind imellem ting, som jeg savner helt vildt meget derhjemme, men det er ikke noget jeg går og længes efter hver dag. Det er ret sjovt.
Den sidste uge har været travl. Der bar været en masse ting, vi gerne ville nå en sidste gang, og så har der været nogle praktiske ting, vi skulle have styr på.
Vi var ude at spise "afskedsfrokst" med Malene og Fanny i søndags. Det var vildt hyggeligt og lækker mad! Fanny tog hjem i går, så det var også en slags afsked for hende. Vi hyggede os, og jeg er sikker på, at jeg rigtig gerne vil se de piger igen på et tidspunkt.
Amanda og jeg har været en sidste gang på masaimarkedet, hvor vi skulle købe lidt gavner og ting til os selv. Det er altid sjovt at være der. Man skal bare fylde sig selv, med en god omgang tålmodighed og stædighed, inden man tager derhen. De er vant til hvide mennesker på markedet, så man bruger virkelig lang tid på, at prutte om priserne. Jeg er heldigvis en hardcore prutter, hvad det angår! Flere af dem, der har boderne kan også genkende os, fordi vi har været der ret mange gange, og så hjælper det også, når man kan tallene på Kiswahili. Så forstår de, at man ikke bare er en mzungu, som er på safariferie et par uger, men er lidt mere lokal.
I mandags blev vi interviewet af en dansk sociologistuderende, som var ved, at skrive sin speciale indenfor frivilligt arbejde. Hun havde fået Moodys nummer gennem Mellemfolkeligt samvirke, og spurte om vi ville hjælpe hende med det. Det ville vi selvfølgelig gerne. Hun interviwede os hver især og spurgte om alt muligt forskelligt. Nogle af spørgsmålene var virkelig svære at svare på, fordi jeg virkelig skulle sidde og tænke de sidste 3,5 måned igennem, men jeg tror hun var glad for vores hjælp.
Så har vi været med vores mor til skrædder. Vi ville gerne have syet nogle forskellige tasker og dem får vi imorgen. Det er vi virkelig spændte på at se! Så har vi også en ekstra taske, til nogle af se ting, vi har fået anskaffet os hernede.
I dag fik vi købt en dvd med alle afrikanerhits, så det er mega fedt. Vi er jo begyndt at kunne mange af sangene, efter vi har hørt dem på repeat de sidste tre måneder.
Igår var jeg ved frisøren. Jeg ville gerne have lavet små fletninger i mit hår. Frisøren var rigtig sød, og hedder Janeth ligesom vores mor. Hun sagde, at det ville komme til, at tage 1,5-2 timer, så det var jo perfekt. Efter seks timer, var hun stadig ikke færdig. Jeg tror hun havde undervurderet mængden af mit hår, og hun blev ved med at sige: "Oh so long hair". Det endte med, at jeg måtte spørge, om vi kunne gøre det færdigt i dag, fordi vi havde lovet, at lave suppe til aftensmad i familien og klokken var ved at være mange. Det kunne vi heldigvis godt, så jeg tog derop imorgen inden arbejde. Det tog i alt 7,5 time, at flette hele mit hår, men nu er jeg også 204 fletninger rigere og det ser ret cool ud synes jeg. Nu mangler jeg næsten kun hudfarven, så kunne jeg gå for, at være en ægte afrikaner.
Imorgen er vores sidste dag. Det bliver så sørgeligt, at sige farvel til det hele. Jeg kommer til, at savne alle de mennesker jeg her mødt her, men også bare miljøet, huset og omgivelserne. Heldigvis venter der os meget godt. Jeg skal bare loge have overstået en lidt hård weekend. Imorgen, fylder min skønne lillesøster, Tilde, 18 år. Det er en stor dag, og jeg er ked af, at jeg ikke kan være med til at fejre hende. Det er lidt ekstra svært, når jeg i forvejen savner hende sindssygt meget og bare virkelig gerne ville kramme hende. Heldigvis går der ikke så lang tid før vi ses, og jeg skal forhåbentlig Skype med hende imorgen, så jeg kan synge en fødselsdagssang for hende. På lørdag skal min kusine giftes, og det er endnu en begivenhed, som jeg er virkelig ked af, at gå glip af. Lørdag bliver o forvejen en kedelig dag, fordi vi skal sidde omkring 12 timer i bus til Dar es salaam. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville gå glip af disse ting, men det bliver nu lige lidt ekstra hårdt, når det ligger lige rundt om hjørnet. Heldigvis oplever jeg så mange gode ting, så det er til at bære.
Jeg har en mærkelig blandet følelse i kroppen. Jeg glæder mig rigtig meget, til at rejse videre sammen med Amanda og se de fleste af dem fra højskolen på Zanzibar, men wow, der er mange ting, jeg kommer til at savne ved dette fantastiske sted - Usa leganga.
Jeg glæder mig lidt til, at denne weekenden er overstået, så vi kan nyde livet. Bade, sole os, drikke drinks, feste, slappe af og vænnes til noget, der er knap så Afrika-landsby-agtigt, inden vi skal hjem til Danmark.
Kram
fredag den 11. april 2014
Nye volontører i huset
Vi er begyndt at planlægge vores sidste dage her i usa leganga. Der er nogle ting vi gerne vil nå, inden vi tager herfra, og for, at det ikke skal blive stresset de sidste par dage vi er her, har vi sat dage af, til de forskellige ting.
I dag ankommer tre nye danske volontører til vores familie. Vi skal bo sammen de sidste dage vi er her. Jeg tror, at de skal være her tre måneder ligesom os. Det er en lidt mærkelig følelse, at der kommer nogle andre i "vores" familie, men vi glæder os til at møde dem. Så man vi vise dem lidt rundt i området, og fortælle hvilke fede ting, de skal nå at opleve, mens de er her.
Vi har sørget for, at købe en bolle og lidt frugt til dem, til de kommer. Da vi ankom, havde vi næsten ikke fået noget mad hele dagen, og vi spiser først aftens mad omkring kl. 20, så vi var vildt sultne.
Amanda og jeg har rykket værelse for de sidste 8 dage. De andre volontører skulle have vores værelse, så nu har vi fået det der plejer at være forældrenes værelse, og så sover de i et værelse i et andet hus, de sidste dage vi er her. Sengen er vildt lækker i vores nye værelse, i forhold til den anden, mens er lugter ret meget af tis, fordi kong S ofte sover hos dem, og det er altså ikke lige altid, han får en ble på. Men pyt med det. Vi er lidt spændte på, hvordan det bliver, at bo fem volontører i det lille hus. De nye volontører kan i hvert fald se frem til verdens bedste værtsfamilie.
Imorgen skal vi på vores lokale sted og spise aftensmad med vores familie og på søndag har vi afskedsfrokst med de pige vi har mødt gennem arbejdet. Vi skal spise på det lækre sted, vi også spiste med dem på Tanga.
Der er kommet et par nye babyer på børnehjemmet. Den ene er blevet efterladt og den andens mor døde ved fødslen. Det slår mig stadig ofte, hvor sørgeligt det er, at være 7 dage gammel og ikke have nogen familie. Jeg husker så mig selv på, at det er et godt børnehjem de er havnet på, og at de faktisk er ret heldige i forhold til rigtig mange andre børn her. En af de andre babyer har fået et slemt sår rund om munden og er helt hævet og hvid inde i munden. Hun har haft virkelig svært ved at spise, fordi hun har så mange smerter. Det er virkelig ikke godt, for hun er for tidlig født og meget lille i forvejen, så hun skal ikke tabe sig. Heldigvis fik de hende tjekket på hospitalet, så det går langsom fremad med hende. Lille Bahati. Jeg holder mere og mere af børnene for hver dag der går, og synes tanken om, snart at skulle væk herfra føles underlig. Jeg kommer til at savne dem!
Imorgen er der præcis en måned til, at vi skal hjem. Det er vildt mærkeligt. Som jeg har skrevet før, er tiden bare fløjet afsted. Vi glæder os begge lidt til at komme hjem, men vi elsker også at være her. Den ene dag har jeg lyst til, at blive her for evigt og den næste, synes jeg egentlig, at det er okay, at vi skal hjem om 31 dage. Nu har vi også indstillet os på, at skulle hjem D. 12 maj, så det bliver nok okay.
Vi har det godt og nyder den sidste tid i usa leganga
Kram
I dag ankommer tre nye danske volontører til vores familie. Vi skal bo sammen de sidste dage vi er her. Jeg tror, at de skal være her tre måneder ligesom os. Det er en lidt mærkelig følelse, at der kommer nogle andre i "vores" familie, men vi glæder os til at møde dem. Så man vi vise dem lidt rundt i området, og fortælle hvilke fede ting, de skal nå at opleve, mens de er her.
Vi har sørget for, at købe en bolle og lidt frugt til dem, til de kommer. Da vi ankom, havde vi næsten ikke fået noget mad hele dagen, og vi spiser først aftens mad omkring kl. 20, så vi var vildt sultne.
Amanda og jeg har rykket værelse for de sidste 8 dage. De andre volontører skulle have vores værelse, så nu har vi fået det der plejer at være forældrenes værelse, og så sover de i et værelse i et andet hus, de sidste dage vi er her. Sengen er vildt lækker i vores nye værelse, i forhold til den anden, mens er lugter ret meget af tis, fordi kong S ofte sover hos dem, og det er altså ikke lige altid, han får en ble på. Men pyt med det. Vi er lidt spændte på, hvordan det bliver, at bo fem volontører i det lille hus. De nye volontører kan i hvert fald se frem til verdens bedste værtsfamilie.
Imorgen skal vi på vores lokale sted og spise aftensmad med vores familie og på søndag har vi afskedsfrokst med de pige vi har mødt gennem arbejdet. Vi skal spise på det lækre sted, vi også spiste med dem på Tanga.
Der er kommet et par nye babyer på børnehjemmet. Den ene er blevet efterladt og den andens mor døde ved fødslen. Det slår mig stadig ofte, hvor sørgeligt det er, at være 7 dage gammel og ikke have nogen familie. Jeg husker så mig selv på, at det er et godt børnehjem de er havnet på, og at de faktisk er ret heldige i forhold til rigtig mange andre børn her. En af de andre babyer har fået et slemt sår rund om munden og er helt hævet og hvid inde i munden. Hun har haft virkelig svært ved at spise, fordi hun har så mange smerter. Det er virkelig ikke godt, for hun er for tidlig født og meget lille i forvejen, så hun skal ikke tabe sig. Heldigvis fik de hende tjekket på hospitalet, så det går langsom fremad med hende. Lille Bahati. Jeg holder mere og mere af børnene for hver dag der går, og synes tanken om, snart at skulle væk herfra føles underlig. Jeg kommer til at savne dem!
Imorgen er der præcis en måned til, at vi skal hjem. Det er vildt mærkeligt. Som jeg har skrevet før, er tiden bare fløjet afsted. Vi glæder os begge lidt til at komme hjem, men vi elsker også at være her. Den ene dag har jeg lyst til, at blive her for evigt og den næste, synes jeg egentlig, at det er okay, at vi skal hjem om 31 dage. Nu har vi også indstillet os på, at skulle hjem D. 12 maj, så det bliver nok okay.
Vi har det godt og nyder den sidste tid i usa leganga
Kram
tirsdag den 8. april 2014
Vaileths fødselsdag og besøg fra Tanga
Det er ved at være lidt tid siden, jeg har skrevet et blogindlæg. Dagene går bare så hurtigt, uden jeg helt når at ligge mærke til det. Der er sket en masse siden sidste gang jeg skrev. Det er en vildt mærkelig følelse at vide, at vi skal fra familien om mindre end to uger. På den ene side glæder vi os helt vildt meget, til det der venter os, når vi rejser herfra, men på den anden side, bliver det også meget sørgeligt. Vi holder helt vildt meget af familien - selv kong S er vi begyndt at elske lidt. Det bliver også helt vildt hårdt, at sige farvel til alle børnene på børnehjemmet. Vi har ligesom fået en hverdag med en masse rutiner, som bliver svær at sige farvel til. Derudover har vi mødt en masse andre rigtig søde volontører - det bliver også mærkeligt, at skulle sige farvel til dem. Heldigvis kan vi jo holde kontakten, fordi de bor i Danmark, Norge og Finland, så det er top dollar! Vi har snakket om, at vi er virkelig glade for, at vi har tre uger på egen hånd, inden vi vender hjem til Danmark, fordi vi tror, at det ville være endnu sværere, at forlade det her sted, hvis vi vidste, at vi skulle direkte hjem. Nu kan vi lige nå at få endnu flere gode oplevelser, og nå at vænne os til noget, som er knap så Afrika-lokalt, som det vi bor i her, inden vi skal hjem til Danmark, som jo nok bliver et omvendt kulturchok.
Vaileth havde fødselsdag D. 28. marts - hun blev ni år. Vi havde spurgt dagen forinden, om de havde nogle specielle traditioner eller om der skulle ske noget bestemt på hendes fødselsdag, men det eneste de sagde var, at vi skulle have pilau (ca. 98% ris og 2% kød blandet sammen) til aftensmad, for det spiser man normalt til fødselsdage. Amanda og jeg havde købt et lille fotoalbum til hende i fødselsdagsgave, fordi hun har virkelig mange billeder, som bare lå i en lille konvolut. Gaven gav vi hende om morgenen. Vi havde lagt den i en fin rød gavepose med hvide prikker på og så havde vi bundet en ballon fast på posen. På til-og-fra-kortet, havde vi skrevet "to Vaileth, from Frida and Amanda, tillykke med fødselsdagen". Hun syntes, at det var sjovt vi havde skrevet det på dansk, og det virkede til, at hun blev rigtig glad for gaven. Da vi kom hjem, havde hun allerede puttet alle sine billeder ind i det.
Lige pludselig var huset fuld af børn - der skulle åbenbart være børneføz! Vaileth havde iført sig sin pæneste kjole og fine sko og kongen havde var også blevet klædt pænt på. Vores mor havde lavet pilau, til alle børnene og os og vi fik alle saftevand (det klammeste saftevand jeg nogensinde har smagt). Så skulle vi synge fødselsdagssang for Vaileth. De bruger happy birthday her, mens et lyder lidt sjovt, for det er jo ikke mange af dem, der kan engelsk. Efter vi havde sunget, sang Amanda og jeg en af de danske fødselsdagssange, det syntes de var rigtig sjovt. Vaileth pustede et lys ud, og vi kunne spise.
Vi havde lovet Vaileth at vi ville lave danske pandekager til hende på hendes fødselsdag, så efter maden gik vi igang. Heldigvis skulle vi kun lave til familien, fordi de andre børn skulle hjem. I den lille shop familien har, kan man købe mel og sukke, så vi gik jo bare derud og tog, hvad vi skulle bruge til pandekagerne. Det står i kæmpe bøtter derude, så man skal grave det op, med en stor ske. Vi opdagede, at melen var FYLDT med små larver. Wow det var ulækkert, men vi blev hurtig enige om, at det ville være umuligt at fiske bare 1/10 af larverne op. Desuden er det også altid det mel vores mor bruger, når hun laver chapati (en afrikansk madpandekage), så vi kunne regne ud, at vi måtte have spist tusindevis af laverne før. Så vi lavede pandekager med larver og spiste dem, da de var færdige.
Med til historien hører, at vi så for et par dage siden så, vores mor lavede chapati, og her siede hun melen gennem en si med meget små huller, så alle laverne blev siet fra. Meget rart at vide, men også ret pinligt, for nu er vi bange for, at de syntes vores pandekager var mega ulækre, fordi de godt vidste, at vi ikke havde siet melen.
Kong S har udvidet sit ordforråd. Han kan nu sige Amama, hvilket vi i starten troede betød Amanda, men det er åbenbart en fællesbetegnelse for Amanda og jeg. Det er nok fordi han ikke gider, at lære at sige Frida, så han kalder bare os begge for Amama. Hver gang jeg kommer ud fra værelset råber han: "Amama, Amama, Amama", og jo flere gange jeg siger: "Frida", jo højere råber han Amama og stamper i jorden. Så vi har opgivet at lære ham det, vi må bare begge være Amama.
Den fra Tanga har været og besøge os igen. De kom torsdag, hvor vi tog i byen på via via om aftenen. Det var sjovt og vi fik sunget en masse kareoke.
Om fredagen havde jeg lidt tømmermænd og kunne mærke at jeg havde brug for en dag for mig selv. Nogle gange har man bare brug for, at være lidt alene, når man er sammen med andre mennesker alle døgnets timer ellers. Jeg havde lige brug for, at ligge lidt i mine egne tanker, så jeg valgte at blive hjemme, da de andre tog ind til en pool, for at holde tømmermændsdag. Om aftenen mødtes vi oppe på vores lokale lille sted, og spiste aftensmad sammen.
Lørdag var en rigtig god dag. Desværre var Sigurd blevet syg, så han måtte blive hjemme. Vi andre tog ind på en restaurant, som hedder River house. Her kunne vi få en 4-retters frokostmenu, til 30.000 tanzanianske shillings (ca. 105 kr). Når man besøger stedet, støtter man de handicappede i området, og de har også en lille butik, hvor de handicappede har lavet alt lige fra smykker, tøj og glaspustede ting. Mange af tingene bliver solgt i hele verden, så det er et ret sejt projekt!
Da vi kom blev vi ført hen i nogle hyggelige sofaer i et smukt haveområde. Her skulle vi have vores velkomstdrink - man kunne vælge mellem sparkling wine eller passion juice, vi valgte alle fem vinen. Den blev serveret i fine glas, som man også kunne købe id eres butik. Efter velkomstdrinken, blev vi sat op til bordet. Der var vildt hyggeligt. Vi fik serveret en lille grøntsagssuppe med et stykke brød til, som først ret. Den smagte vildt lækkert, og vi var alle meget glade for, at få lidt mad, med noget smag i. Herefter fik vi to virkelig gode grøntsagssamosaer, med noget lækkert mango-halløj til. Til hovedret var der buffet. Det var simpelthen så lækkert, at vi alle fyldte vores tallerkner helt op og spiste så meget vi kunne. Der var 4-5 friske salater med bl.a. friske bønner og tomater. Så var der en grill, hvor man kune få både virkelig lækkert oksekød, kylling, fisk og noget vegetar noget. Mmmmh! Til dessert fik vi 4 små skåle - den første var der lidt frugt i, den næste var der nogle friturestegte (ja det er svært at undgå desværre...) kokoskugler, den tredje var der kaffebønner overtrukket med chokolade og den sidste var der et lille stykke kage. Til desserten kunne vi vælge at få enten the eller kaffe til.
Vi var alle helt proppede da vi gik derfra, men det var virkelig pengene værd og Amanda og jeg har snakket om, at tage derhen en til gang, inden vi skal videre herfra.
Jonathan tog hjem til Sigurd og vi fire piger brugte resten af dagen på masaimarkedet i Arusha. Amanda og jeg var begejstrede for, at have Sara og Theresa med, for så følte vi ikke selv, vi købte så meget.
Søndag tog vi ud til det hotspring, Amanda og jeg skulle have været id end af jeg desværre blev syg. Vandet var sindssygt lækkert, og det var dejligt at bade lidt. Det lå i rigtig smukke omgivelser, så det var helt idyllisk.
De fire fra Tanga, ville gerne til Moshi, som ligger tæt ved det hotspring vi var i. Det tager ca. 1-1,5 time at køre fra usa leganga til moshi. De havde fået installeret sig på et hotel og Amanda og jeg valgte, at blive i Moshi og spise aftensmad med dem. Planen var, at vi ville tage en bus hjem bagefter. Det var bare så hyggeligt, at vi kom tila t sidde og hænge der, så pludselig var klokken mange, og det var lidt for sent til at tage hjem. Vi fik lov til, at klemme os ned i Sara og Theresas senge, så vi ikke skulle betale for et værelse. Så hele aftenen sad vi på tagrestauranten på deres hotel, med udsigt til Kilimanjaro og drak cocktails - dejlig dag!
Jeg nyder livet.
Kram
Vaileth havde fødselsdag D. 28. marts - hun blev ni år. Vi havde spurgt dagen forinden, om de havde nogle specielle traditioner eller om der skulle ske noget bestemt på hendes fødselsdag, men det eneste de sagde var, at vi skulle have pilau (ca. 98% ris og 2% kød blandet sammen) til aftensmad, for det spiser man normalt til fødselsdage. Amanda og jeg havde købt et lille fotoalbum til hende i fødselsdagsgave, fordi hun har virkelig mange billeder, som bare lå i en lille konvolut. Gaven gav vi hende om morgenen. Vi havde lagt den i en fin rød gavepose med hvide prikker på og så havde vi bundet en ballon fast på posen. På til-og-fra-kortet, havde vi skrevet "to Vaileth, from Frida and Amanda, tillykke med fødselsdagen". Hun syntes, at det var sjovt vi havde skrevet det på dansk, og det virkede til, at hun blev rigtig glad for gaven. Da vi kom hjem, havde hun allerede puttet alle sine billeder ind i det.
Lige pludselig var huset fuld af børn - der skulle åbenbart være børneføz! Vaileth havde iført sig sin pæneste kjole og fine sko og kongen havde var også blevet klædt pænt på. Vores mor havde lavet pilau, til alle børnene og os og vi fik alle saftevand (det klammeste saftevand jeg nogensinde har smagt). Så skulle vi synge fødselsdagssang for Vaileth. De bruger happy birthday her, mens et lyder lidt sjovt, for det er jo ikke mange af dem, der kan engelsk. Efter vi havde sunget, sang Amanda og jeg en af de danske fødselsdagssange, det syntes de var rigtig sjovt. Vaileth pustede et lys ud, og vi kunne spise.
Vi havde lovet Vaileth at vi ville lave danske pandekager til hende på hendes fødselsdag, så efter maden gik vi igang. Heldigvis skulle vi kun lave til familien, fordi de andre børn skulle hjem. I den lille shop familien har, kan man købe mel og sukke, så vi gik jo bare derud og tog, hvad vi skulle bruge til pandekagerne. Det står i kæmpe bøtter derude, så man skal grave det op, med en stor ske. Vi opdagede, at melen var FYLDT med små larver. Wow det var ulækkert, men vi blev hurtig enige om, at det ville være umuligt at fiske bare 1/10 af larverne op. Desuden er det også altid det mel vores mor bruger, når hun laver chapati (en afrikansk madpandekage), så vi kunne regne ud, at vi måtte have spist tusindevis af laverne før. Så vi lavede pandekager med larver og spiste dem, da de var færdige.
Med til historien hører, at vi så for et par dage siden så, vores mor lavede chapati, og her siede hun melen gennem en si med meget små huller, så alle laverne blev siet fra. Meget rart at vide, men også ret pinligt, for nu er vi bange for, at de syntes vores pandekager var mega ulækre, fordi de godt vidste, at vi ikke havde siet melen.
Kong S har udvidet sit ordforråd. Han kan nu sige Amama, hvilket vi i starten troede betød Amanda, men det er åbenbart en fællesbetegnelse for Amanda og jeg. Det er nok fordi han ikke gider, at lære at sige Frida, så han kalder bare os begge for Amama. Hver gang jeg kommer ud fra værelset råber han: "Amama, Amama, Amama", og jo flere gange jeg siger: "Frida", jo højere råber han Amama og stamper i jorden. Så vi har opgivet at lære ham det, vi må bare begge være Amama.
Den fra Tanga har været og besøge os igen. De kom torsdag, hvor vi tog i byen på via via om aftenen. Det var sjovt og vi fik sunget en masse kareoke.
Om fredagen havde jeg lidt tømmermænd og kunne mærke at jeg havde brug for en dag for mig selv. Nogle gange har man bare brug for, at være lidt alene, når man er sammen med andre mennesker alle døgnets timer ellers. Jeg havde lige brug for, at ligge lidt i mine egne tanker, så jeg valgte at blive hjemme, da de andre tog ind til en pool, for at holde tømmermændsdag. Om aftenen mødtes vi oppe på vores lokale lille sted, og spiste aftensmad sammen.
Lørdag var en rigtig god dag. Desværre var Sigurd blevet syg, så han måtte blive hjemme. Vi andre tog ind på en restaurant, som hedder River house. Her kunne vi få en 4-retters frokostmenu, til 30.000 tanzanianske shillings (ca. 105 kr). Når man besøger stedet, støtter man de handicappede i området, og de har også en lille butik, hvor de handicappede har lavet alt lige fra smykker, tøj og glaspustede ting. Mange af tingene bliver solgt i hele verden, så det er et ret sejt projekt!
Da vi kom blev vi ført hen i nogle hyggelige sofaer i et smukt haveområde. Her skulle vi have vores velkomstdrink - man kunne vælge mellem sparkling wine eller passion juice, vi valgte alle fem vinen. Den blev serveret i fine glas, som man også kunne købe id eres butik. Efter velkomstdrinken, blev vi sat op til bordet. Der var vildt hyggeligt. Vi fik serveret en lille grøntsagssuppe med et stykke brød til, som først ret. Den smagte vildt lækkert, og vi var alle meget glade for, at få lidt mad, med noget smag i. Herefter fik vi to virkelig gode grøntsagssamosaer, med noget lækkert mango-halløj til. Til hovedret var der buffet. Det var simpelthen så lækkert, at vi alle fyldte vores tallerkner helt op og spiste så meget vi kunne. Der var 4-5 friske salater med bl.a. friske bønner og tomater. Så var der en grill, hvor man kune få både virkelig lækkert oksekød, kylling, fisk og noget vegetar noget. Mmmmh! Til dessert fik vi 4 små skåle - den første var der lidt frugt i, den næste var der nogle friturestegte (ja det er svært at undgå desværre...) kokoskugler, den tredje var der kaffebønner overtrukket med chokolade og den sidste var der et lille stykke kage. Til desserten kunne vi vælge at få enten the eller kaffe til.
Vi var alle helt proppede da vi gik derfra, men det var virkelig pengene værd og Amanda og jeg har snakket om, at tage derhen en til gang, inden vi skal videre herfra.
Jonathan tog hjem til Sigurd og vi fire piger brugte resten af dagen på masaimarkedet i Arusha. Amanda og jeg var begejstrede for, at have Sara og Theresa med, for så følte vi ikke selv, vi købte så meget.
Søndag tog vi ud til det hotspring, Amanda og jeg skulle have været id end af jeg desværre blev syg. Vandet var sindssygt lækkert, og det var dejligt at bade lidt. Det lå i rigtig smukke omgivelser, så det var helt idyllisk.
De fire fra Tanga, ville gerne til Moshi, som ligger tæt ved det hotspring vi var i. Det tager ca. 1-1,5 time at køre fra usa leganga til moshi. De havde fået installeret sig på et hotel og Amanda og jeg valgte, at blive i Moshi og spise aftensmad med dem. Planen var, at vi ville tage en bus hjem bagefter. Det var bare så hyggeligt, at vi kom tila t sidde og hænge der, så pludselig var klokken mange, og det var lidt for sent til at tage hjem. Vi fik lov til, at klemme os ned i Sara og Theresas senge, så vi ikke skulle betale for et værelse. Så hele aftenen sad vi på tagrestauranten på deres hotel, med udsigt til Kilimanjaro og drak cocktails - dejlig dag!
Jeg nyder livet.
Kram
torsdag den 27. marts 2014
Bare en lidt dårlig dag
Afrika er ikke altid lige sjovt. Selvom vi elsker at være her, og oplever vildt mange spændende ting, er der dage hvor man længes en lille smule hjem. I dag har været en af de dage, og så kan man have en tendens til, at vende nogle af de ting der ellers kan være charmerende ved Tanzania til nogle irriterende ting. Jeg vil prøve at fortælle lidt om disse ting i dette indlæg - det er ikke altid lutter lagkage. Sådan ville det jo også være, hvis jeg var derhjemme i Danmark, så ville jeg også ind imellem have en dårlig dag.
Kong S har fået en værre hoste og hyler mere end normalt (det vil sige RIGTIG MEGET). Amanda og jeg har været i Arusha i dag, fordi vi skulle købe en gave til Vaileth, som har fødselsdag i overmorgen. Da vi kommer hjem til Usa leganga er der så mudret og mørkt, at jeg er ved at glide hele tiden og samler mig flere centimeter mudder under mine sko. Da vi kommer hjem, er kl. ca. 19.15 og er vi vildt sultne. Vi plejer at spise aftensmad ca. kl. 20, men i dag får vi først mad kl. 20.30. Vi er virkelig sultne og ind kommer et fad med.... Kartofler! Det er ikke bare kartofler, men søde kartofler hvilket absolut ikke gør måltidet bedre. Vi får ikke andet til, og kartoflerne har brune pletter over det hele. Man kan ikke spise meget af dem, før man får kvalme, fordi de simpelthen er så søde - ligesom en dessert nærmest. Jeg spiser en halv kartoffel, selvom jeg er virkelig sulten, kan jeg ikke få mere ned. Det virker som om, at vores mor har lidt dårlig samvittighed over måltidet, for hun har serveret the til, hvilket vi aldrig normalt får til aftensmad. Jeg drikker to kopper the i stedet for aftensmaden, alt imens Kong S piber og græder mens han bliver madet med grød. Jeg trænger virkelig meget til, at få noget smag ind i min mund! Det mad vi får, smager stort set af intet. Vi putter salt på, og så smager det af salt - læks...
Da vi er færdige, har jeg virkelig lyst til noget vand og skal også sluge min malariapille, så jeg går ud til køleskabet, for at fylde min flaske op, med det vand, familien skal koge til os. Da jeg åbner køleskabet, der altid lugter er virkelig rådden banan og de ca. 20 kakerlak lignede dyr der bor derinde, er flygtet om bag nogle flasker, ser jeg, at der ikke er noget vand. Vi har kun lidt bundsjatter på værelset, så jeg spørger Vaileth, om der ikke er noget, og hun svarer bare: "No, maybe tomorrow". Så jeg både sluger min malariapille og børster tænder i de bundsjatter jeg kan finde i gamle flasker på værelset.
Så skal jeg lige tisse af og her skal man altid passe på, at der ikke er 30 myg, der når at stikke en mellem balderne, inden man er færdig - ja, det lyder sjovt, og vi griner da også af det, men nogle gange ville det virkelig være rart, at kunne tisse på sit eget toilet.
Da jeg skal sige godnat til Vaileth, ser jeg, at hun sidder og gennemslikker den ske, som altid er nede i sukkeret, som vi alle bruger og bagefter bare stikker den ned i sukkeret igen. Også rigtig læks.
Vi ligger endelig i sengen og så opdager vi, at de klamme dyr, vi før har haft problemer med, sidder i en hel hær og har lavet baser i to af hjørnerne på vores myggenet. Dyrene ligner en blanding mellem en kæmpelus og en flåt. Jeg prøver at dræbe dem, men tanken om at de bor i både madressen (som i øvrigt er en virkelig tynd skummadras, hvor man kan mærke brædderne i sengen igennem) og i vores hovedpuder gør mig virkelig utilpas. Jeg synes det er sindssygt ulækkert og vil gerne have dem fjernet hurtigt!
Vi har lige slukket lyset på vores værelse, fordi lampen blinker for meget til, at man kan holde ud, at den er tændt. Jeg tror, at selv folk uden epilepsi, ville kunne få et sådant anfald, ved at være for længe i vores værelse, med lyset tændt. Jeg tror heldigvis, at de vil ordne det imorgen. Selvom vi ikke har sagt noget, har de godt kunne se, at det var galt med lyset, for det blinker helt ud i gangen, når det er tændt.
Nu vil jeg lægge mig til at sove, og glæde mig til, at blive vækket kl 4.30 imorgen tidlig, af de to haner der bor lige ude foran vores dør.
Til gengæld så vi Kilimanjaro i dag, da vi tog hjem fra Arusha, hvilket er virkelig sjældent - yes!
Vi glæder os over, at dage som disse er sjældne og vi næsten altid er helt tossede med Tanzania!
Kram
Kong S har fået en værre hoste og hyler mere end normalt (det vil sige RIGTIG MEGET). Amanda og jeg har været i Arusha i dag, fordi vi skulle købe en gave til Vaileth, som har fødselsdag i overmorgen. Da vi kommer hjem til Usa leganga er der så mudret og mørkt, at jeg er ved at glide hele tiden og samler mig flere centimeter mudder under mine sko. Da vi kommer hjem, er kl. ca. 19.15 og er vi vildt sultne. Vi plejer at spise aftensmad ca. kl. 20, men i dag får vi først mad kl. 20.30. Vi er virkelig sultne og ind kommer et fad med.... Kartofler! Det er ikke bare kartofler, men søde kartofler hvilket absolut ikke gør måltidet bedre. Vi får ikke andet til, og kartoflerne har brune pletter over det hele. Man kan ikke spise meget af dem, før man får kvalme, fordi de simpelthen er så søde - ligesom en dessert nærmest. Jeg spiser en halv kartoffel, selvom jeg er virkelig sulten, kan jeg ikke få mere ned. Det virker som om, at vores mor har lidt dårlig samvittighed over måltidet, for hun har serveret the til, hvilket vi aldrig normalt får til aftensmad. Jeg drikker to kopper the i stedet for aftensmaden, alt imens Kong S piber og græder mens han bliver madet med grød. Jeg trænger virkelig meget til, at få noget smag ind i min mund! Det mad vi får, smager stort set af intet. Vi putter salt på, og så smager det af salt - læks...
Da vi er færdige, har jeg virkelig lyst til noget vand og skal også sluge min malariapille, så jeg går ud til køleskabet, for at fylde min flaske op, med det vand, familien skal koge til os. Da jeg åbner køleskabet, der altid lugter er virkelig rådden banan og de ca. 20 kakerlak lignede dyr der bor derinde, er flygtet om bag nogle flasker, ser jeg, at der ikke er noget vand. Vi har kun lidt bundsjatter på værelset, så jeg spørger Vaileth, om der ikke er noget, og hun svarer bare: "No, maybe tomorrow". Så jeg både sluger min malariapille og børster tænder i de bundsjatter jeg kan finde i gamle flasker på værelset.
Så skal jeg lige tisse af og her skal man altid passe på, at der ikke er 30 myg, der når at stikke en mellem balderne, inden man er færdig - ja, det lyder sjovt, og vi griner da også af det, men nogle gange ville det virkelig være rart, at kunne tisse på sit eget toilet.
Da jeg skal sige godnat til Vaileth, ser jeg, at hun sidder og gennemslikker den ske, som altid er nede i sukkeret, som vi alle bruger og bagefter bare stikker den ned i sukkeret igen. Også rigtig læks.
Vi ligger endelig i sengen og så opdager vi, at de klamme dyr, vi før har haft problemer med, sidder i en hel hær og har lavet baser i to af hjørnerne på vores myggenet. Dyrene ligner en blanding mellem en kæmpelus og en flåt. Jeg prøver at dræbe dem, men tanken om at de bor i både madressen (som i øvrigt er en virkelig tynd skummadras, hvor man kan mærke brædderne i sengen igennem) og i vores hovedpuder gør mig virkelig utilpas. Jeg synes det er sindssygt ulækkert og vil gerne have dem fjernet hurtigt!
Vi har lige slukket lyset på vores værelse, fordi lampen blinker for meget til, at man kan holde ud, at den er tændt. Jeg tror, at selv folk uden epilepsi, ville kunne få et sådant anfald, ved at være for længe i vores værelse, med lyset tændt. Jeg tror heldigvis, at de vil ordne det imorgen. Selvom vi ikke har sagt noget, har de godt kunne se, at det var galt med lyset, for det blinker helt ud i gangen, når det er tændt.
Nu vil jeg lægge mig til at sove, og glæde mig til, at blive vækket kl 4.30 imorgen tidlig, af de to haner der bor lige ude foran vores dør.
Til gengæld så vi Kilimanjaro i dag, da vi tog hjem fra Arusha, hvilket er virkelig sjældent - yes!
Vi glæder os over, at dage som disse er sjældne og vi næsten altid er helt tossede med Tanzania!
Kram
onsdag den 26. marts 2014
En mærkelig oplevelse
Selvom vi efterhånden snart har boet i familien i to måneder, er der stadig ting, der overrasker os. I morges havde vi en virkelig mærkelig oplevelse!
Vi vågnede begge i nat, fordi det regnede virkelig meget. Når det regner meget her, er det ikke ligesom når det regner meget i Danmark. Der kommer så meget regn, at man slet ikke kan forstå, det kan lade sig gøre! På et tidspunkt i nat tænkte jeg om huset mon kunne brase sammen pga. regnen - så meget regn er der!
I morges sad vi så og drak the og spiste morgenmad og vores mor kommer ind og fortæller os (med lidt hjælp fra Vaileth som oversætter) at der er en mand der er død i nat, lige nede for enden af vores vej. Der var lige en, der i morgensludderen havde fortalt hende det. Hun så ikke ud som om, at det rørte hende specielt, tvært imod havde både Vaileth og vores mor det største smil på læben. Amanda og jeg blev selvfølgelig helt paf, og spurgte om det var en de kendte, og hvordan han var død. De fortalte os, at de ikke vidste hvem det var, fordi man kun kunne se hans hånd og ansigtet var dækket. De vidste heller ikke, hvordan han var død, men vores mor sagde: "måske var han fuld og faldt ned i den lille flod". Så spurgte hun os: "vil i ned og se ham?". Amanda og jeg var virkeligt chokerede og sagde begge hurtig nej. Så grinede de lidt. Politiet var ikke kommet endnu, men da man kunne høre sirener i det fjerne, begyndte folk at løbe ned til den døde mand, så det kunne se ham. Det var virkelig absurd, folk strømmede bare ned for at se en død mand. I Danmark ville man blive virkelig foragede og tænke, at folk ikke havde respekt for den afdøde og de pårørende, hvis man gjorde sådan, men det virkede til, at det var helt normalt her.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse, og endnu engang blev vi mindet om, at der er virkelig stor forskel på, at bo i Tanzania og bo i Danmark.
Vi vågnede begge i nat, fordi det regnede virkelig meget. Når det regner meget her, er det ikke ligesom når det regner meget i Danmark. Der kommer så meget regn, at man slet ikke kan forstå, det kan lade sig gøre! På et tidspunkt i nat tænkte jeg om huset mon kunne brase sammen pga. regnen - så meget regn er der!
I morges sad vi så og drak the og spiste morgenmad og vores mor kommer ind og fortæller os (med lidt hjælp fra Vaileth som oversætter) at der er en mand der er død i nat, lige nede for enden af vores vej. Der var lige en, der i morgensludderen havde fortalt hende det. Hun så ikke ud som om, at det rørte hende specielt, tvært imod havde både Vaileth og vores mor det største smil på læben. Amanda og jeg blev selvfølgelig helt paf, og spurgte om det var en de kendte, og hvordan han var død. De fortalte os, at de ikke vidste hvem det var, fordi man kun kunne se hans hånd og ansigtet var dækket. De vidste heller ikke, hvordan han var død, men vores mor sagde: "måske var han fuld og faldt ned i den lille flod". Så spurgte hun os: "vil i ned og se ham?". Amanda og jeg var virkeligt chokerede og sagde begge hurtig nej. Så grinede de lidt. Politiet var ikke kommet endnu, men da man kunne høre sirener i det fjerne, begyndte folk at løbe ned til den døde mand, så det kunne se ham. Det var virkelig absurd, folk strømmede bare ned for at se en død mand. I Danmark ville man blive virkelig foragede og tænke, at folk ikke havde respekt for den afdøde og de pårørende, hvis man gjorde sådan, men det virkede til, at det var helt normalt her.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse, og endnu engang blev vi mindet om, at der er virkelig stor forskel på, at bo i Tanzania og bo i Danmark.
Abonner på:
Opslag (Atom)