onsdag den 7. maj 2014

Vi elsker Zanzibar

Livet er stadig mega lækkert! Efter tre overnatninger nordpå, tog vi til østkysten - et område der hedder Paje. Vi boede på Teddys place, hvor vi fik rigtig billige bungalows, pga. low season. Vi var sammen med næsten alle de andre, fra højskolen i Kenya. Vi manglede kun Lærke, Christie, Emma og Pernille - rigtig ærgerligt de ikke kunne komme, men alligevel fedt, at vi var 13 som mødtes der.
Stranden var lækker. To gange i døgnet trak vandet sig: omkring kl. 23 og tidligt om morgenen. Så kom vandet tilbage op ad formiddagen. Vi lavede ikke særlig meget andet end at slappe af, drikke drinks, bad og sole os. Vi havde kun én dag med regnvejr, så det var heldigt!
En af dagene tog vi på delfintur. Det var en virkelig stor oplevelse! Vi blev hentet i store taxaer kl. 6 om morgenen og kørte ud et sted, hvor man derfra kunne sejle. Vi fik snorkler, masker og svømmefødder og så var vi ellers parate. I to både sejlede vi ud mod et sted, hvor der ofte kom delfiner forbi. Der gik ikke mere end 10 minutter, før kaptajnen sagde, at han havde set en flok. "Get ready to jump in the water" sagde han, og jeg kunne godt mærke, at jeg loge skulle trække vejret en ekstra gang. Det er jo faktisk virkelig store dyr, og selvom de ser søde ud og har et godt ry, er de jo stadig vilde dyr og vi ville komme ind på deres territorie. Jeg kom heller ikke i vandet første gang, men anden gang de var der tog jeg mig sammen og hoppede i. Loge da jeg kom ned i vandet rørte jeg ved en delfin og få sekunder efter kom en anden som jeg også kunne rør ved. Det var helt vildt. Der gik ikke lang tid, før de dykkede ned og vi skulle op i båden igen. Efter få minutter kom de op til overfladen igen og kaptajnen sagde: "jump jump jump jump!" og så hoppede vi i igen. Det var ikke lang tid, man kunne nå at se delfinerne, når man hoppede i vandet, men det var stadig en virkelig stor oplevelse. Der var virkelig mange. Til sidst tror jeg, at der var tre flokke, så nok omkring 20-30 delfiner. Jeg er glad for, at jeg fik taget mig sammen og hoppede ned i vandet til dem.

Den 1. maj lukkede teddys place ned for et par uger pga. Low season, så vi tog tilbage nordpå. Inden skulle vi tage afsked med Sara og Theresa, som skulle flyve hjem D. 2. maj. Så vi var 11 tilbage. Efter en 2,5 timers lang køretur i en taxa med 12 personer som alle havde minimum to tasker hver, som også skulle med, ankom vi til det sted, som Amanda og jeg boede på før Teddys. Her er en smule lækre. Vi fik samme værelse som vi før havde boet på - 20 meter fra vandet og dermed også havudsigt. Jeg elsker både at falde i søvn og vågne op til lyden af havets brusen. Det er virkelig fantastisk.
D. 4. maj rejste Jonathan, Jonathan, Søren, Sigurd og Victoria hjem. Det var lidt mærkeligt at sige farvel til dem, for nu er det kun Amanda og jeg og Maya og Emilie tilbage. Det er mærkeligt at tænke på, at de andre er hjemme nu, mens vi stadig er hernede. Jeg arbejder hårdt på min tan, men vi har været lidt uheldige med vejret de seneste dage. Det har været overskyet og regnet meget af tiden. Vi hygger os heldigvis stadig.

Maya og jeg havde besluttet os for, at tage dykkercertifikat. Desværre fandt Maya ud af, at hun ikke havde råd alligevel, men efter mange overvejelser valgte jeg at gøre det alligevel alene. Jeg har taget nogle test, set nogle film og hele formiddagen i dag har jeg brugt i en pool sammen med min dykkerinstruktør. Jeg skulle lave en masse øvelser både under og over vand. Det var grænseoverskridende at skulle trække vejret under vand første gang, men efter jeg vænnede mig lidt til det blev det rigtig sjovt. Nu glæder jeg mig bare til imorgen, hvor jeg skal have to dyk i havet!

Vi kom aldrig væk fra Zanzibar - her er simpelthen for lækkert og vi blev enige om, at vi nok ville fortryde, hvis vi tog væk herfra. I overmorgen rejse Maya og Emilie hjem og så er det kun Amanda og jeg igen. Det er den mærkeligste følelse snart at skulle hjem - vi glæder os begge mega meget, men frygter det også helt vildt! Nogen gange savner vi også usa leganga og alt vi havde der. Det er mærkeligt at vi ikke skal tilbage dertil, men egentlig tror jeg først,a t det går 100 % op for mig! når jeg kommer hjem til Danmark igen.

Vi nyder de sidste dage på vores eventyr, mens vi glæder os til, at se alle dem vi holder af, når vi lander i Kastrup lufthavn D. 12. Maj!

Kram

onsdag den 23. april 2014

Nye tider

I de seneste dage har vores rejse virkelig ændret sig meget!
Planen var, at vi skulle rejse fra familien lørdag D. 19. Amanda og jeg tog derfor ind til Arusha om fredagen, så vi kunne købe en busbillet til Dar es salaam. Vi fandt desværre ud af, at Inge bisser kørte, fordi det havde regnet så meget de seneste dage, at vejene var fuldstændig oversvømmede. Åh nej! Vi vidste ikke lige hvad vi skulle gøre - vi havde ikke lyst til, at være fanget i Arusha, når vi nu havde forberedt os på den store afsked og også glædet os til at komme videre. Vi blev enige om, at vi måtte tjekke flybilletterne ud. Desværre er det meget dyrere at flyve, men efter en masse bøvl og baks fik vi bestilt to flybilletter til Zanzibar fra Kilimanjaro lufthavn om søndagen kl. 10.30. Det var surt, at vi var nødt til, at bruge de ekstra penge på det, men til gengæld blev vi fri for en omkring 14 timers lang bustur, en overnatning i Dar og så havde vi lige en dag mere sammen med familien hvor vi kunne pakke det sidste, uden at vi mistede dage på Zanzibar. Så alt i alt var det lidt held i uheld, vi endte med, at være glad for det!

Så blev det søndag. Vi havde aftalt med "Taxi Hassan", at han skulle hente os og vores store rygsække kl. 8 om morgenen og køre os ud til lufthavnen. Dagene op til søndag gik vildt hurtigt, fordi vi havde nogle ting vi gerne ville nå. Pakningen gik fint. Alle mine ting kunne snildt være i min rygsæk. Jeg havde ellers forberedt mig på, at skulle pakke om 5-6 gange, fordi jeg har lidt flere ting med mig nu, end da jeg kom, jeg har dog ladet nogle ting ligge ved familien, så den var der i første hug - skønt.
Vores sidste morgenmad i familien bestod af hvidt kagebrød og the, så det var ligesom alle andre dage. Kl 7.45 stod Emma, Freja og Christopher op, så de også kunne sige farvel til os. Afskeden var langt sværere, end jeg lige havde forestillet mig. Jeg havde selvfølgelig tænkt, at det ville blive hårdt, men det var virkelig overvældende for os begge. Jeg begyndte selvfølgelig at græde og vi kunne næsten ikke få os selv til, at sætte os ind i taxaen. Vi krammende dem alle sammen og de sagde rigtig mange gange, at de ville komme til at savne os. Da jeg krammende Vaileth farvel, så jeg, at hun også havde tårer i øjnene. Det gjorde det bestemt ikke bedre for mig - jeg begyndt bare, at græde endnu mere. Amanda var lidt mere hardcore, men så snart vi kom ind i taxaen, syntes hun også, at det var virkelig hårdt. Vi snakkede om, at det var en helt anden følelse, end den vi havde, da vi sagde farvel til vores egne familier i Danmark. Dem ved vi, at vi ser igen, og vi havde en masse forventninger inden vi skulle afsted. Den her gang vidste vi, at vi med høj sandsynlighed aldrig kommer til at se familien igen. Det er både mærkeligt og helt vildt hårdt, når de har været sådan en stor del af vores liv de sidste tre måneder, og vi virkelig holder af dem. Vi havde en virkelig tom følelse i kroppen, da vi tog væk derfra. Det har været den bedste familie, man kan forestille sig. Der har ikke været nogen problemer overhovedet og jeg ved, at jeg altid vil tænke tilbage på dem, når jeg mindes dette fantastiske eventyr.

Flyveturen til Zanzibar gik godt. Da vi landede tog vi en taxa til Stone town og fandt et hyggeligt lille hotel. Stone town er ikke så stor, så vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne gå til alt i byen. Den første dag gik vi bare rundt og kiggede i butikker og slentrede i gaderne. Det var en dejlig dag med godt vejr. Om aftenen spiste vi vildt lækker indisk mad på en slags tagterrasse, hvor vi kunne se ud over vandet. Vi nød det virkelig meget. Efter fire måneder med friture mindst to gange om dagen var det vildt lækkert, at få noget mad med smag. Vi fik fisk og lam og vi delte. Mums!
Mandag kom Sigurd og Jonathan til Zanzibar og de ville gerne bo samme sted som os. Inden de kom, havde Amanda og jeg forkælet os selv, med en omgang professionel massage, så vi havde en rigtig dejlig følelse i kroppen. Om aftenen spiste vi mad i en park/have der ligger lige ud til vandet. Der bliver sat en masse grills op om aftenen og så kan man få diverse fiskespyd, brød, pandekager og alt mulig andet grillet. Det var også vildt lækkert og rigtig hyggeligt. Bagefter satte vi os og drak lækre drinks (læs "drinks" med engelsk accent). Det var en vildt hyggelig aften.
Igår regnede det hele dagen, så vi lavede ikke så meget. Ellers har vi faktisk været rigtig heldige med vejret, taget i betragtning af, at det er low season og regntid.
I morges tog Amanda og jeg nordpå. Vi er nu på spidsen af Zanzibar. Det er her nogle af de lækreste strande ligger og det kan jeg godt bekræfte. Wow her er lækkert! Helt hvidt småt sand og tyrkisblåt vand. Vi bor i en lille hytte i første række ned til vande, så vi skal kun gå tyve meter, så står vi med fødderne i vandkanten. Det er så dejligt og vildt luksus agtigt. I dag har vi solet os og badet og ligner nu to krebse på trods af, at vi begge har brugt faktor 50, så det er glimrende. Vi håber det er bedre imorgen.
Senere vil vi nyde en god drink (læs igen "drink" med engelsk accent) og noget lækkert friskfanget fisk, som man kan få alle steder når man er tæt ved kysten.

Jeg tænker på vores afrikanske familie hver dag, men Vi er nu skruet helt ind på feriemode og har maximum selvforkælelse - det er skønt!

Kram

fredag den 18. april 2014

Vi synger på sidste vers i leganga

De tre nye volontører er rigtig søde! De hedder Freja, Emma og Christopher. Freja og Christopher mødte hinanden på efterskoler og har været kærester lige siden. De skal bo her i tre måneder ligesom Amanda og jeg, mens Emma skal bo her i to. Der bor to andre fra deres hold i nærheden - Trine og Sarah. De er også virkelig søde, så det er dejligt. De skal også kun være her i to måneder.
Amanda og jeg har vist dem lidt rundt i området og fortalt om steder, vi synes, de skal besøge. Det er så mærkeligt, at gå at vise det hele frem, når vi er vant til at bo her. På en måde er jeg lidt misundelig på dem. De har næsten hele deres tur og en masse fede oplevelser foran dem, men jeg glæder mig nu også til at komme videre herfra. Der er bare så mange ting, jeg kommer til at savne og det er lidt hårdt, når jeg ved, at der er lille chance for, at jeg kommer tilbage. Jeg tænker, at det må være et godt tegn, at tiden er gået så stærkt her - det må betyde at det har været fedt at være her. Jeg tror, at rigtig mange af de oplevelser og erindringer jeg har med mig, først rigtig kommer frem, når jeg kommer hjem til Danmark igen. Jeg lægger ikke mærke til, at jeg går rundt i en afrikansk landsby hver dag mere, jeg er her bare. Men det bliver nok rigtig mærkeligt at komme tilbage, og dér går det nok op for mig, hvor anderledes dette miljø er. Det er utroligt, så hurtigt man kan vænne sig til, at være i så anderledes omgivelser. Selvfølgelig er der ind imellem ting, som jeg savner helt vildt meget derhjemme, men det er ikke noget jeg går og længes efter hver dag. Det er ret sjovt.

Den sidste uge har været travl. Der bar været en masse ting, vi gerne ville nå en sidste gang, og så har der været nogle praktiske ting, vi skulle have styr på.
Vi var ude at spise "afskedsfrokst" med Malene og Fanny i søndags. Det var vildt hyggeligt og lækker mad! Fanny tog hjem i går, så det var også en slags afsked for hende. Vi hyggede os, og jeg er sikker på, at jeg rigtig gerne vil se de piger igen på et tidspunkt.
Amanda og jeg har været en sidste gang på masaimarkedet, hvor vi skulle købe lidt gavner og ting til os selv. Det er altid sjovt at være der. Man skal bare fylde sig selv, med en god omgang tålmodighed og stædighed, inden man tager derhen. De er vant til hvide mennesker på markedet, så man bruger virkelig lang tid på, at prutte om priserne. Jeg er heldigvis en hardcore prutter, hvad det angår! Flere af dem, der har boderne kan også genkende os, fordi vi har været der ret mange gange, og så hjælper det også, når man kan tallene på Kiswahili. Så forstår de, at man ikke bare er en mzungu, som er på safariferie et par uger, men er lidt mere lokal.
I mandags blev vi interviewet af en dansk sociologistuderende, som var ved, at skrive sin speciale indenfor frivilligt arbejde. Hun havde fået Moodys nummer gennem Mellemfolkeligt samvirke, og spurte om vi ville hjælpe hende med det. Det ville vi selvfølgelig gerne. Hun interviwede os hver især og spurgte om alt muligt forskelligt. Nogle af spørgsmålene var virkelig svære at svare på, fordi jeg virkelig skulle sidde og tænke de sidste 3,5 måned igennem, men jeg tror hun var glad for vores hjælp.

Så har vi været med vores mor til skrædder. Vi ville gerne have syet nogle forskellige tasker og dem får vi imorgen. Det er vi virkelig spændte på at se! Så har vi også en ekstra taske, til nogle af se ting, vi har fået anskaffet os hernede.
I dag fik vi købt en dvd med alle afrikanerhits, så det er mega fedt. Vi er jo begyndt at kunne mange af sangene, efter vi har hørt dem på repeat de sidste tre måneder.

Igår var jeg ved frisøren. Jeg ville gerne have lavet små fletninger i mit hår. Frisøren var rigtig sød, og hedder Janeth ligesom vores mor. Hun sagde, at det ville komme til, at tage 1,5-2 timer, så det var jo perfekt. Efter seks timer, var hun stadig ikke færdig. Jeg tror hun havde undervurderet mængden af mit hår, og hun blev ved med at sige: "Oh so long hair". Det endte med, at jeg måtte spørge, om vi kunne gøre det færdigt i dag, fordi vi havde lovet, at lave suppe til aftensmad i familien og klokken var ved at være mange. Det kunne vi heldigvis godt, så jeg tog derop imorgen inden arbejde. Det tog i alt 7,5 time, at flette hele mit hår, men nu er jeg også 204 fletninger rigere og det ser ret cool ud synes jeg. Nu mangler jeg næsten kun hudfarven, så kunne jeg gå for, at være en ægte afrikaner.

Imorgen er vores sidste dag. Det bliver så sørgeligt, at sige farvel til det hele. Jeg kommer til, at savne alle de mennesker jeg her mødt her, men også bare miljøet, huset og omgivelserne. Heldigvis venter der os meget godt. Jeg skal bare loge have overstået en lidt hård weekend. Imorgen, fylder min skønne lillesøster, Tilde, 18 år. Det er en stor dag, og jeg er ked af, at jeg ikke kan være med til at fejre hende. Det er lidt ekstra svært, når jeg i forvejen savner hende sindssygt meget og bare virkelig gerne ville kramme hende. Heldigvis går der ikke så lang tid før vi ses, og jeg skal forhåbentlig Skype med hende imorgen, så jeg kan synge en fødselsdagssang for hende. På lørdag skal min kusine giftes, og det er endnu en begivenhed, som jeg er virkelig ked af, at gå glip af. Lørdag bliver o forvejen en kedelig dag, fordi vi skal sidde omkring 12 timer i bus til Dar es salaam. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville gå glip af disse ting, men det bliver nu lige lidt ekstra hårdt, når det ligger lige rundt om hjørnet. Heldigvis oplever jeg så mange gode ting, så det er til at bære.

Jeg har en mærkelig blandet følelse i kroppen. Jeg glæder mig rigtig meget, til at rejse videre sammen med Amanda og se de fleste af dem fra højskolen på Zanzibar, men wow, der er mange ting, jeg kommer til at savne ved dette fantastiske sted - Usa leganga.
Jeg glæder mig lidt til, at denne weekenden er overstået, så vi kan nyde livet. Bade, sole os, drikke drinks, feste, slappe af og vænnes til noget, der er knap så Afrika-landsby-agtigt, inden vi skal hjem til Danmark.

Kram

fredag den 11. april 2014

Nye volontører i huset

Vi er begyndt at planlægge vores sidste dage her i usa leganga. Der er nogle ting vi gerne vil nå, inden vi tager herfra, og for, at det ikke skal blive stresset de sidste par dage vi er her, har vi sat dage af, til de forskellige ting.

I dag ankommer tre nye danske volontører til vores familie. Vi skal bo sammen de sidste dage vi er her. Jeg tror, at de skal være her tre måneder ligesom os. Det er en lidt mærkelig følelse, at der kommer nogle andre i "vores" familie, men vi glæder os til at møde dem. Så man vi vise dem lidt rundt i området, og fortælle hvilke fede ting, de skal nå at opleve, mens de er her.
Vi har sørget for, at købe en bolle og lidt frugt til dem, til de kommer. Da vi ankom, havde vi næsten ikke fået noget mad hele dagen, og vi spiser først aftens mad omkring kl. 20, så vi var vildt sultne.
Amanda og jeg har rykket værelse for de sidste 8 dage. De andre volontører skulle have vores værelse, så nu har vi fået det der plejer at være forældrenes værelse, og så sover de i et værelse i et andet hus, de sidste dage vi er her. Sengen er vildt lækker i vores nye værelse, i forhold til den anden, mens er lugter ret meget af tis, fordi kong S ofte sover hos dem, og det er altså ikke lige altid, han får en ble på. Men pyt med det. Vi er lidt spændte på, hvordan det bliver, at bo fem volontører i det lille hus. De nye volontører kan i hvert fald se frem til verdens bedste værtsfamilie.

Imorgen skal vi på vores lokale sted og spise aftensmad med vores familie og på søndag har vi afskedsfrokst med de pige vi har mødt gennem arbejdet. Vi skal spise på det lækre sted, vi også spiste med dem på Tanga.

Der er kommet et par nye babyer på børnehjemmet. Den ene er blevet efterladt og den andens mor døde ved fødslen. Det slår mig stadig ofte, hvor sørgeligt det er, at være 7 dage gammel og ikke have nogen familie. Jeg husker så mig selv på, at det er et godt børnehjem de er havnet på, og at de faktisk er ret heldige i forhold til rigtig mange andre børn her. En af de andre babyer har fået et slemt sår rund om munden og er helt hævet og hvid inde i munden. Hun har haft virkelig svært ved at spise, fordi hun har så mange smerter. Det er virkelig ikke godt, for hun er for tidlig født og meget lille i forvejen, så hun skal ikke tabe sig. Heldigvis fik de hende tjekket på hospitalet, så det går langsom fremad med hende. Lille Bahati. Jeg holder mere og mere af børnene for hver dag der går, og synes tanken om, snart at skulle væk herfra føles underlig. Jeg kommer til at savne dem!

Imorgen er der præcis en måned til, at vi skal hjem. Det er vildt mærkeligt. Som jeg har skrevet før, er tiden bare fløjet afsted. Vi glæder os begge lidt til at komme hjem, men vi elsker også at være her. Den ene dag har jeg lyst til, at blive her for evigt og den næste, synes jeg egentlig, at det er okay, at vi skal hjem om 31 dage. Nu har vi også indstillet os på, at skulle hjem D. 12 maj, så det bliver nok okay.

Vi har det godt og nyder den sidste tid i usa leganga

Kram

tirsdag den 8. april 2014

Vaileths fødselsdag og besøg fra Tanga

Det er ved at være lidt tid siden, jeg har skrevet et blogindlæg. Dagene går bare så hurtigt, uden jeg helt når at ligge mærke til det. Der er sket en masse siden sidste gang jeg skrev. Det er en vildt mærkelig følelse at vide, at vi skal fra familien om mindre end to uger. På den ene side glæder vi os helt vildt meget, til det der venter os, når vi rejser herfra, men på den anden side, bliver det også meget sørgeligt. Vi holder helt vildt meget af familien - selv kong S er vi begyndt at elske lidt. Det bliver også helt vildt hårdt, at sige farvel til alle børnene på børnehjemmet. Vi har ligesom fået en hverdag med en masse rutiner, som bliver svær at sige farvel til. Derudover har vi mødt en masse andre rigtig søde volontører - det bliver også mærkeligt, at skulle sige farvel til dem. Heldigvis kan vi jo holde kontakten, fordi de bor i Danmark, Norge og Finland, så det er top dollar! Vi har snakket om, at vi er virkelig glade for, at vi har tre uger på egen hånd, inden vi vender hjem til Danmark, fordi vi tror, at det ville være endnu sværere, at forlade det her sted, hvis vi vidste, at vi skulle direkte hjem. Nu kan vi lige nå at få endnu flere gode oplevelser, og nå at vænne os til noget, som er knap så Afrika-lokalt, som det vi bor i her, inden vi skal hjem til Danmark, som jo nok bliver et omvendt kulturchok.

Vaileth havde fødselsdag D. 28. marts - hun blev ni år. Vi havde spurgt dagen forinden, om de havde nogle specielle traditioner eller om der skulle ske noget bestemt på hendes fødselsdag, men det eneste de sagde var, at vi skulle have pilau (ca. 98% ris og 2% kød blandet sammen) til aftensmad, for det spiser man normalt til fødselsdage. Amanda og jeg havde købt et lille fotoalbum til hende i fødselsdagsgave, fordi hun har virkelig mange billeder, som bare lå i en lille konvolut. Gaven gav vi hende om morgenen. Vi havde lagt den i en fin rød gavepose med hvide prikker på og så havde vi bundet en ballon fast på posen. På til-og-fra-kortet, havde vi skrevet "to Vaileth, from Frida and Amanda, tillykke med fødselsdagen". Hun syntes, at det var sjovt vi havde skrevet det på dansk, og det virkede til, at hun blev rigtig glad for gaven. Da vi kom hjem, havde hun allerede puttet alle sine billeder ind i det.
Lige pludselig var huset fuld af børn - der skulle åbenbart være børneføz! Vaileth havde iført sig sin pæneste kjole og fine sko og kongen havde var også blevet klædt pænt på. Vores mor havde lavet pilau, til alle børnene og os og vi fik alle saftevand (det klammeste saftevand jeg nogensinde har smagt). Så skulle vi synge fødselsdagssang for Vaileth. De bruger happy birthday her, mens et lyder lidt sjovt, for det er jo ikke mange af dem, der kan engelsk. Efter vi havde sunget, sang Amanda og jeg en af de danske fødselsdagssange, det syntes de var rigtig sjovt. Vaileth pustede et lys ud, og vi kunne spise.
Vi havde lovet Vaileth at vi ville lave danske pandekager til hende på hendes fødselsdag, så efter maden gik vi igang. Heldigvis skulle vi kun lave til familien, fordi de andre børn skulle hjem. I den lille shop familien har, kan man købe mel og sukke, så vi gik jo bare derud og tog, hvad vi skulle bruge til pandekagerne. Det står i kæmpe bøtter derude, så man skal grave det op, med en stor ske. Vi opdagede, at melen var FYLDT med små larver. Wow det var ulækkert, men vi blev hurtig enige om, at det ville være umuligt at fiske bare 1/10 af larverne op. Desuden er det også altid det mel vores mor bruger, når hun laver chapati (en afrikansk madpandekage), så vi kunne regne ud, at vi måtte have spist tusindevis af laverne før. Så vi lavede pandekager med larver og spiste dem, da de var færdige.
Med til historien hører, at vi så for et par dage siden så, vores mor lavede chapati, og her siede hun melen gennem en si med meget små huller, så alle laverne blev siet fra. Meget rart at vide, men også ret pinligt, for nu er vi bange for, at de syntes vores pandekager var mega ulækre, fordi de godt vidste, at vi ikke havde siet melen.

Kong S har udvidet sit ordforråd. Han kan nu sige Amama, hvilket vi i starten troede betød Amanda, men det er åbenbart en fællesbetegnelse for Amanda og jeg. Det er nok fordi han ikke gider, at lære at sige Frida, så han kalder bare os begge for Amama. Hver gang jeg kommer ud fra værelset råber han: "Amama, Amama, Amama", og jo flere gange jeg siger: "Frida", jo højere råber han Amama og stamper i jorden. Så vi har opgivet at lære ham det, vi må bare begge være Amama.

Den fra Tanga har været og besøge os igen. De kom torsdag, hvor vi tog i byen på via via om aftenen. Det var sjovt og vi fik sunget en masse kareoke.
Om fredagen havde jeg lidt tømmermænd og kunne mærke at jeg havde brug for en dag for mig selv. Nogle gange har man bare brug for, at være lidt alene, når man er sammen med andre mennesker alle døgnets timer ellers. Jeg havde lige brug for, at ligge lidt i mine egne tanker, så jeg valgte at blive hjemme, da de andre tog ind til en pool, for at holde tømmermændsdag. Om aftenen mødtes vi oppe på vores lokale lille sted, og spiste aftensmad sammen.

Lørdag var en rigtig god dag. Desværre var Sigurd blevet syg, så han måtte blive hjemme. Vi andre tog ind på en restaurant, som hedder River house. Her kunne vi få en 4-retters frokostmenu, til 30.000 tanzanianske shillings (ca. 105 kr). Når man besøger stedet, støtter man de handicappede i området, og de har også en lille butik, hvor de handicappede har lavet alt lige fra smykker, tøj og glaspustede ting. Mange af tingene bliver solgt i hele verden, så det er et ret sejt projekt!
Da vi kom blev vi ført hen i nogle hyggelige sofaer i et smukt haveområde. Her skulle vi have vores velkomstdrink - man kunne vælge mellem sparkling wine eller passion juice, vi valgte alle fem vinen. Den blev serveret i fine glas, som man også kunne købe id eres butik. Efter velkomstdrinken, blev vi sat op til bordet. Der var vildt hyggeligt. Vi fik serveret en lille grøntsagssuppe med et stykke brød til, som først ret. Den smagte vildt lækkert, og vi var alle meget glade for, at få lidt mad, med noget smag i. Herefter fik vi to virkelig gode grøntsagssamosaer, med noget lækkert mango-halløj til. Til hovedret var der buffet. Det var simpelthen så lækkert, at vi alle fyldte vores tallerkner helt op og spiste så meget vi kunne. Der var 4-5 friske salater med bl.a. friske bønner og tomater. Så var der en grill, hvor man kune få både virkelig lækkert oksekød, kylling, fisk og noget vegetar noget. Mmmmh! Til dessert fik vi 4 små skåle - den første var der lidt frugt i, den næste var der nogle friturestegte (ja det er svært at undgå desværre...) kokoskugler, den tredje var der kaffebønner overtrukket med chokolade og den sidste var der et lille stykke kage. Til desserten kunne vi vælge at få enten the eller kaffe til.
 Vi var alle helt proppede da vi gik derfra, men det var virkelig pengene værd og Amanda og jeg har snakket om, at tage derhen en til gang, inden vi skal videre herfra.
Jonathan tog hjem til Sigurd og vi fire piger brugte resten af dagen på masaimarkedet i Arusha. Amanda og jeg var begejstrede for, at have Sara og Theresa med, for så følte vi ikke selv, vi købte så meget.

Søndag tog vi ud til det hotspring, Amanda og jeg skulle have været id end af jeg desværre blev syg. Vandet var sindssygt lækkert, og det var dejligt at bade lidt. Det lå i rigtig smukke omgivelser, så det var helt idyllisk.
De fire fra Tanga, ville gerne til Moshi, som ligger tæt ved det hotspring vi var i. Det tager ca. 1-1,5 time at køre fra usa leganga til moshi. De havde fået installeret sig på et hotel og Amanda og jeg valgte, at blive i Moshi og spise aftensmad med dem. Planen var, at vi ville tage en bus hjem bagefter. Det var bare så hyggeligt, at vi kom tila t sidde og hænge der, så pludselig var klokken mange, og det var lidt for sent til at tage hjem. Vi fik lov til, at klemme os ned i Sara og Theresas senge, så vi ikke skulle betale for et værelse. Så hele aftenen sad vi på tagrestauranten på deres hotel, med udsigt til Kilimanjaro og drak cocktails - dejlig dag! 

Jeg nyder livet.

Kram

torsdag den 27. marts 2014

Bare en lidt dårlig dag

Afrika er ikke altid lige sjovt. Selvom vi elsker at være her, og oplever vildt mange spændende ting, er der dage hvor man længes en lille smule hjem. I dag har været en af de dage, og så kan man have en tendens til, at vende nogle af de ting der ellers kan være charmerende ved Tanzania til nogle irriterende ting. Jeg vil prøve at fortælle lidt om disse ting i dette indlæg - det er ikke altid lutter lagkage. Sådan ville det jo også være, hvis jeg var derhjemme i Danmark, så ville jeg også ind imellem have en dårlig dag.
Kong S har fået en værre hoste og hyler mere end normalt (det vil sige RIGTIG MEGET). Amanda og jeg har været i Arusha i dag, fordi vi skulle købe en gave til Vaileth, som har fødselsdag i overmorgen. Da vi kommer hjem til Usa leganga er der så mudret og mørkt, at jeg er ved at glide hele tiden og samler mig flere centimeter mudder under mine sko. Da vi kommer hjem, er kl. ca. 19.15 og er vi vildt sultne. Vi plejer at spise aftensmad ca. kl. 20, men i dag får vi først mad kl. 20.30. Vi er virkelig sultne og ind kommer et fad med.... Kartofler! Det er ikke bare kartofler, men søde kartofler hvilket absolut ikke gør måltidet bedre. Vi får ikke andet til, og kartoflerne har brune pletter over det hele. Man kan ikke spise meget af dem, før man får kvalme, fordi de simpelthen er så søde - ligesom en dessert nærmest. Jeg spiser en halv kartoffel, selvom jeg er virkelig sulten, kan jeg ikke få mere ned. Det virker som om, at vores mor har lidt dårlig samvittighed over måltidet, for hun har serveret the til, hvilket vi aldrig normalt får til aftensmad. Jeg drikker to kopper the i stedet for aftensmaden, alt imens Kong S piber og græder mens han bliver madet med grød. Jeg trænger virkelig meget til, at få noget smag ind i min mund! Det mad vi får, smager stort set af intet. Vi putter salt på, og så smager det af salt - læks...
Da vi er færdige, har jeg virkelig lyst til noget vand og skal også sluge min malariapille, så jeg går ud til køleskabet, for at fylde min flaske op, med det vand, familien skal koge til os. Da jeg åbner køleskabet, der altid lugter er virkelig rådden banan og de ca. 20 kakerlak lignede dyr der bor derinde, er flygtet om bag nogle flasker, ser jeg, at der ikke er noget vand. Vi har kun lidt bundsjatter på værelset, så jeg spørger Vaileth, om der ikke er noget, og hun svarer bare: "No, maybe tomorrow". Så jeg både sluger min malariapille og børster tænder i de bundsjatter jeg kan finde i gamle flasker på værelset.
Så skal jeg lige tisse af og her skal man altid passe på, at der ikke er 30 myg, der når at stikke en mellem balderne, inden man er færdig - ja, det lyder sjovt, og vi griner da også af det, men nogle gange ville det virkelig være rart, at kunne tisse på sit eget toilet.
Da jeg skal sige godnat til Vaileth, ser jeg, at hun sidder og gennemslikker den ske, som altid er nede i sukkeret, som vi alle bruger og bagefter bare stikker den ned i sukkeret igen. Også rigtig læks.
Vi ligger endelig i sengen og så opdager vi, at de klamme dyr, vi før har haft problemer med, sidder i en hel hær og har lavet baser i to af hjørnerne på vores myggenet. Dyrene ligner en blanding mellem en kæmpelus og en flåt. Jeg prøver at dræbe dem, men tanken om at de bor i både madressen (som i øvrigt er en virkelig tynd skummadras, hvor man kan mærke brædderne i sengen igennem) og i vores hovedpuder gør mig virkelig utilpas. Jeg synes det er sindssygt ulækkert og vil gerne have dem fjernet hurtigt!
Vi har lige slukket lyset på vores værelse, fordi lampen blinker for meget til, at man kan holde ud, at den er tændt. Jeg tror, at selv folk uden epilepsi, ville kunne få et sådant anfald, ved at være for længe i vores værelse, med lyset tændt. Jeg tror heldigvis, at de vil ordne det imorgen. Selvom vi ikke har sagt noget, har de godt kunne se, at det var galt med lyset, for det blinker helt ud i gangen, når det er tændt.
Nu vil jeg lægge mig til at sove, og glæde mig til, at blive vækket kl 4.30 imorgen tidlig, af de to haner der bor lige ude foran vores dør.

Til gengæld så vi Kilimanjaro i dag, da vi tog hjem fra Arusha, hvilket er virkelig sjældent - yes!

Vi glæder os over, at dage som disse er sjældne og vi næsten altid er helt tossede med Tanzania!

Kram

onsdag den 26. marts 2014

En mærkelig oplevelse

Selvom vi efterhånden snart har boet i familien i to måneder, er der stadig ting, der overrasker os. I morges havde vi en virkelig mærkelig oplevelse!
Vi vågnede begge i nat, fordi det regnede virkelig meget. Når det regner meget her, er det ikke ligesom når det regner meget i Danmark. Der kommer så meget regn, at man slet ikke kan forstå, det kan lade sig gøre! På et tidspunkt i nat tænkte jeg om huset mon kunne brase sammen pga. regnen - så meget regn er der!
I morges sad vi så og drak the og spiste morgenmad og vores mor kommer ind og fortæller os (med lidt hjælp fra Vaileth som oversætter) at der er en mand der er død i nat, lige nede for enden af vores vej. Der var lige en, der i morgensludderen havde fortalt hende det. Hun så ikke ud som om, at det rørte hende specielt, tvært imod havde både Vaileth og vores mor det største smil på læben. Amanda og jeg blev selvfølgelig helt paf, og spurgte om det var en de kendte, og hvordan han var død. De fortalte os, at de ikke vidste hvem det var, fordi man kun kunne se hans hånd og ansigtet var dækket. De vidste heller ikke, hvordan han var død, men vores mor sagde: "måske var han fuld og faldt ned i den lille flod". Så spurgte hun os: "vil i ned og se ham?". Amanda og jeg var virkeligt chokerede og sagde begge hurtig nej. Så grinede de lidt. Politiet var ikke kommet endnu, men da man kunne høre sirener i det fjerne, begyndte folk at løbe ned til den døde mand, så det kunne se ham. Det var virkelig absurd, folk strømmede bare ned for at se en død mand. I Danmark ville man blive virkelig foragede og tænke, at folk ikke havde respekt for den afdøde og de pårørende, hvis man gjorde sådan, men det virkede til, at det var helt normalt her.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse, og endnu engang blev vi mindet om, at der er virkelig stor forskel på, at bo i Tanzania og bo i Danmark.

mandag den 24. marts 2014

Safari - Serengeti og Ngorongoro

Nå, jeg var syg helt indtil torsdag, og det endte med at jeg blev tjekket for malaria, fordi jeg blev ved med, at have feber. Det var en oplevelse. Vi tog på et hospital inde i Arusha og sad i kø i 40 minutter for overhovedet, at få lov at gå ind i receptionen. Da vi endelig fik lov til, at snakke med receptionisten, sagde hun, at der altså var rigtig mange mennesker, så hvis jeg skulle have en malariatest, skulle vi vente måske to timer (hvilket snildt kan betyde 4-5 timer, når man er i Tanzania). Vi besluttede os derfor for, at vi ville vente til senere, og prøve at finde et sted i landsbyen, hvor man kunne få det gjort. Det lykkedes så senere at finde et sted, nær vores bosted, og der bar en sød afrikansk sygeplejerske, der tog testen på mig - heldigvis ingen malaria! Næste dag havde jeg det heldigvis bedre, hvilket var meget dejligt, for hele slænget fra Tanga + Theresas mor, Hannah, kom så vi kunne tage på safari fredag morgen.

Kl. 7 næste morgen blev vi hentet i en bil i bedste safarstil - leopardbetræk på sæderne og ægte kamuflagefarve. Vi glædede os alle rigtig meget, men nu var det Amandas tur til, at være syg. ØV! Hun brækkede sig fire gange på første dag, så rollerne var nu byttet om, og jeg var doktor og ikke patient mere. Heldigvis havde hun det glimrende igen dagen efter - det er jo det gode ved såden noget bræksyge, det varer oftest kun én dag.
Første dag, skulle vi køre, i det der er kendt som Afrikas bedste reservat, Serengeti. Det tog ca. 4 timer at komme dertil, og da vi endelig var nået til porten ved indgangen, skulle vores chauffør og kokken lige checke os ind, hvilket ville tage ca. 20 minutter. I mellemtiden, syntes Sigurd, at det var en fremragende idé, at gå ud og prøve sin nyindkøbte slangebøsse af på et træ, fordi der lå nogle sten som var perfekte at skyde med. Desværre stod chefen for reservatet lige ved siden af, da han affyrede skyder, og det var ikke godt! Han gik hurtigt hen til Sigurd, og tog slangebøssen og krævede 50.000 tanzanianske shillings (ca. 175 kr) i bøde, fordi at det var meget ulovligt og at han nu troede, at Sigurd bare ville ind i reservatet, for at skyde dyr. Det blev ikke bedre, da Sigurd, efter han havde prøvet at forklare sig uden held, sagde at det jo bare var korruptionspenge han skulle betale. De 50.000 var højst sandsynligt penge, som chefen ville putte lige ned i lommen, men det er absolut ikke noget man snakker om, og nu var han altså først vred!
Vores kok og chauffør stod og snakkede med chefen i lang tid, og hentede så Sigurd igen, fordi han gerne ville snakke med ham igen. En dame der også arbejdede på stedet, syntes også, at ham chefen var lidt fjollet og kom til at sige ham imod, hvilket hun fik en kæmpe skideballe for senere, da vi alle skulle kigge på.
Sigurd kom tilbage til bilen igen, og nu sagde ham chefen, at han havde set, at Sigurd prøvede at skyde efter en fugl, hvilket han slet ikke gjorde. Nu skulle vi alle sammen ind på hans kontor så han kunne "se os an". Det var ikke så fedt, for vi havde betalt mange penge for safarituren, og vi var bange for, at vi slet ikke ville få lov til, at komme ind pga. den latterlige lille ting.
Vi kom ind på hans kontor og han gav os en opsang bl.a. om, at når man er i et andet land, så skal man også tilpasse sig de regler, der er. Det er jo rigtig nok, men problemer var bare, at det viste sig, at han egentlig bare var mest sur over, ikke at få den respekt han skulle, fordi hende medarbejderen var "gået imod" ham, og Sigurd var kommet til at sige det med korruptionspengene. Vi sagde alle mange gange undskyld og at han selvfølgelig havde ret og vi fik nu ENDELIG lov til, at komme ind i reservatet.
Det var ikke så sjovt lige i situationen, men det er et sjovt minde og en god historie.
Den dag så vi ikke så mange dyr, fordi vi kørte direkte til den Camp vi skulle overnatte i. Vi så dog giraffer, løver, gnuer, antiloper og zebraer.
Vi sov i almindelige telte midt ude i serengeti - det var fedt!

Næste morgen kørte vi kl. 7 og det var en fantastisk tur. Vi så virkelig mange dyr! På et tidspunkt havnede vi midt i en elefantflok - jeg vil tro der var 40-50 elefanter, både unger og virkelig store. De gik kun ca. 20 meter fra os og vores chauffør sagde, at vi ikke skulle gøre noget dumt, fordi de ville være meget aggressive når der var så mange unger, og man kan ikke rigtig stille noget op imod en sur elefant, selvom man sidder i en bil. Det var en vild oplevelse og det gik heldigvis fredeligt for sig.
Hele vores safari var tre dage med to overnatninger. Man snakker meget om "the big five", når man er på safari og de dyr er: elefant, løve, bøffel, næsehorn og leopard. Vi var så heldige, at nå at se alle fem på vores tre dage. Det var vildt at se en leopard. Vi så faktisk to, med den første var klart nemmest at se. Den lå og hyggede sig i et træ. Vi så fire af dem på denne morgentur - næsehornet så vi først sidste dag.
Der er zebraer, gnuer, antiloper og gazeller overalt. Da vi senere kørte mod Ngorongoro Carter, kunne vi se langt ude id et fjerne, at der var flere tusinde gnuer i en flok. Der var nærmest sort af dem, det var ret sejt.
Næste nat var i en ny Camp, som nå på kanten til Ngorongoro. Amanda og jeg sov i telt sammen med Sara, så der var rigtig hygge.
Midt om natten vågnede jeg pludselig, fordi jeg skulle tisse, men jeg kunne høre noget udenfor. Det var noget der prustede lige uden foran vores telt, og så kunne jeg høre, at det gik og græssede. Efter lidt tid, kom det så tæt på, at den side af teltet jeg lå i, blev skubbet lidt til siden. Jeg blev nødt til at vække Amanda, og vi vækkede også Sara. Vi var alle tre lidt bange, for vi vidste ikke hvad det var for et dyr, man kunne bare høre, at det var stort. Jeg skulle virkelig tisse, men vi turde ikke gå ud. Efter noget tid, hørte vi, at dyret kom til, at hive nogle af de der man sætter ned i jorden, så teltet kan holde op (okay, jeg kan ikke huske, hvad de hedder - jeg har ikke været meget på camping i mit liv). Lidt efter kunne vi ikke høre dyret mere og Sara og jeg satte os LIGE uden for teltet og tissede. Jeg tror aldrig jeg har tisset så hurtigt i mit liv og jeg kastede mig ind i telte med Sara bagefter lige da vi var færdige.
Vi blev enige om, at det nok bare var en zebra, fordi der var så mange i området. Vi kunne heller ikke rigtig lide at tænke på, at det kunne være en gnu eller bøffel.
Næste morgen fortalte vores chauffør, at det var en bøffel der havde gået i campen. Det var virkelig sindssygt. De er vildt farlige og aggressive, så hvis jeg havde vist, at det var en bøffel, var jeg nok ikke gået ud og tisset.

Sidste dag, skulle vi ned i Ngorongoro Carter. Det var den smukkeste tur derned. Mine øjne får lov at se så mange smukke ting, på denne rejse! Der er 600 meter fra bunden af krateret og og Ngorongoro er det eneste sted, hvor masaierne stadig lever sammen med vilde dyr. Der bor altså masaierer nede i krateret. Det var en smuk tur dernede og også her så vi en masse dyr. De fleste af dem, havde vi også set dagen før, men det var stadig vildt sjovt, at se dem igen.
Da vi skulle spise frokost, parkeredes bilen 30 meter fra en sø fyldt med flodheste. Man kunne gå helt ned til floden, så vi stod måske 10 meter fra det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika, bortset fra malariamyggen. Det var også en meget vild oplevelse. Der var rigtig mange ude i søen, men ligeså snart, de dykker under vandet, kan man slet ikke se, at de er der. Så dukker der lige pludselig et hoved op.
Det var en dejlig safari, og skønt at være sammen med dem fra Tanga igen!
Her er en liste over, de fleste af de dyr vi så på vores safari:
Gazelle
Antilope (forskellige slags)
Bøffel
Gnu
Løve
Leopard
Flodhest
Elefant
Krokodille (uha....)
Struds
Grib
Timon (desmerdyr)
Pumba (vortesvin)
Zebra
Giraf
Rovfugle
En masse fugle
Gylden sjakal
Bavian
Næsehorn
Flamingo
Hyæne

Det er vildt ærgerligt, at jeg ikke kan lægge billeder op!

Kram

onsdag den 19. marts 2014

Weekendens strabadser

Planerne for weekenden blev ændret lidt. Vi tog ikke i byen med damerne i nabolandet, men valgte i stedet at tage på en tur fra lørdag-søndag sammen med nogle af de andre frivillige vi er blevet venner med. De rejser med organisationen projekts abroad. Der er virkelig mange i området fra den organisation fordi, at de kun kan vælge mellem, at komme til enten Dar es salam eller her i Arusha området.
Jeg vågnede med ondt i halsen lørdag morgen, men efter et par strepsils tænkte jeg at det var fint, og vi tog afsted mod Moshi. Vi var omkring 10 piger med på turen, så det var en rigtig tøsedag. Først var vi ude ved, hvad vi havde fået at vide, var en kaffeplantage, men det var nu mere bare et par kaffeplanter og så en utrolig sød gammel afrikansk mand der på meget autentisk vis, viste os rundt, og viste os, hvordan man lavede kaffe. Han var en oplevelse i sig selv! Bagefter skulle vi ud til nogle grotter som var blevet bygget af et stammefolk for mange år siden. Vi var nede i dem og et par flagermus kom ud og hilste på os mens vi var dernede. Derefter tog vi ud til et vandfald, hvor vi skulle gå ned af utrolig mange trapper, for at kunne se det ordentligt, men det var selvfølgelig virkelig smukt. Til sidste skulle vi til et "museum" som de kaldet det. Det var ikke så spændende. Måske var det fordi vi var virkelig trætte. Kl. var 18.30 og det havde været en lang dag med mange oplevelser. Vi tog til hotellet og lagde vores ting, og tog derefter ud at spise et lækkert sted. Da vi lagde os til at sove, glædede vi os til næste dag, hvor vi skulle have lækker morgenmad og bade i hotsprings.
Jeg vågnede omkring kl. 5.15 næste morgen og tænkte bare: Åh nej! Jeg havde fået det virkelig dårligt og var helt sikker på, at jeg desværre ikke ville kunne klare dagens oplevelser. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, men da Amanda vågnede, sagde jeg, at hun jo selvfølgelig bare kunne tage med de andre. Hun ville gerne med mig hjem, og det var nu meget dejligt. Den 1,5 time det tog hjem var hård, og det var virkelig en lettelse endelig at ligge i sengen! Moody var hjemme da vi kom hjem, men vores mor lå og sov. Vi var inde på værelset og da Amanda gik ud fra værelset kl 14.30, blev vores mor meget overrasket over, at vi var hjemme. Hun blev sur på Moody, der var taget på arbejde, fordi han ikke havde sagt til hende, at hum skulle lave frokost til os. Hun anede ikke at vi var kommet hjem, og det var lidt synd for hende, for hun blev virkelig pinlig over, at vi ikke havde fået noget frokost. Amanda sagde selvfølgelig, at det var helt okay, og at vi også bare ville lave vores egen frokost hjemme i Danmark. Hun prøvede at forklare på sit ikke så gode engelsk, at Moody nogle gange bliver bims når han har drukket. De havde åbenbart været til fest dagen før. Heldigvis er hun virkelig sød og Amanda grinede bare lidt, og så var det fint.
Om aftenen fik jeg lidt høj feber og vores mor synes,a t det var en glimrende at give mig en "lækker" grød næste morgen, for man bliver rask hvis man spiser den, siger hun.
Heldigvis havde jeg det bedre da jeg vågnede i morges, så jeg kunne godt klemme lidt af grøden ned.
Amanda tog på arbejde, og jeg kan fortælle, at det er rimelig kedeligt at være syg, når man hverken kan se tv, høre radio eller ligge i en lækker blød seng. Heldigvis har jeg jo mange bøger på min iPad, så jeg kan få tiden til at gå med at læse. Doktor AO (doktor Amanda Olsen) havde købt yoghurt, kitkat, lækker bolle og samosa med hjem til mig - dejligt med en sød doktor, når man ikke har sin mor til at stryge én kærligt på panden!
Jeg regner med, at jeg snart er helt på toppen igen!

Vores mor er blevet ret god til engelsk. Da vi kom kunne hun nærmest ikke sige noget, og nu kan vi snakke med hende om de mest basale hverdagsting - hav en god dag, kan jeg tage et bad, maden var god, har du haft en god dag, vi spiser frokost på arbejdet osv.. Det er lige før, at vi bliver helt stolte af hende ind imellem. Hun tager english classes to timer hver dag, så det går stille og roligt fremad.

Vi er ikke så meget inde i Arusha by, som vi var i starten. Vi har fundet ud af, at der ligger det meste af det vi skal bruge, i vores hverdag, i området. Der er et lille supermarked og så er der en virkelig hyggelig café med wifi, på vej til vores arbejde, som ligger ca. 40 minutters gang fra vores hjem. Caféen hedder "Tanz hands" og er et projekt der støtter tanzanianske handicappede. Alt overskuddet går til de handicappede i området. De har en café, hvor man kan købe lækre sandwich i, og hold nu fast, ciabattabrød(!), tomatsalat, omelet og andre lækre ting. Så har de en lille butik, som ligger samme sted som caféen, hvor man kan købe forskellige ting, som de handicappede har lavet. Sidst men ikke mindst, har de en lille bager, der ligger ud til vejen, hvor man kan købe lækkert brød og de bedste sambusaer (samosaer), vi endnu har smagt. Dejligt sted!

Imorgen (tirsdag) kommer Jonathan fra Tanga og besøger os. De andre kommer på torsdag, fordi vi alle skal på safari sammen fredag-søndag. Vi glæder os helt vildt meget. Det bliver også sjovt, at vise de andre rundt i vores landsby og vise dem alle "vores steder". Nu har vi jo også set deres, da vi var på besøg i Tanga, så det bliver sjovt den anden vej rundt.

Lige nu ligger jeg i sengen. Udenfor kan jeg høre lyden af et par høns der gokker, "personaly" med p square - det absolutte afrikaner hit, vores fjernsyn i stuen på høj volumen, kong S der piber over et eller andet, som han altid gør, Alima (vores house girl) og Vaileth snakke og grine og hvis jeg lytter rigtig godt efter, kan jeg høre græshopperne udenfor. Det er lyder jeg har vænnet mig til, og jeg bemærker dem ikke rigtig mere. Alligevel, når jeg lige ligger og bemærker hvor mange lyde her egentlig er, kan jeg ikke lade vær med at tænke, at det bliver mærkeligt, at komme hjem og skulle falde i søvn i et mørkt og stille rum. På den anden side, kan man måske også godt forstå, at vi tager os selv i, at nyde når der er strømafbrydelser, fordi vi lige får en kort pause fra musikken og tv'et, der konstant brager ud med lyd. Forleden aften da vi skulle sove, undrede vi os over, hvorfor der var så stille. Så fandt vi ud af, at det var fordi, der var strømafbrydels. Lydene her er en lille ting, som man ikke lige ligger mærke til hverdagen hernede, men jeg er sikker på, at det er noget jeg vil bemærke når jeg kommer hjem - at der ikke er nogen lyde. Der kommer sikkert mange ting, som jeg først rigtig opdager, når jeg kommer hjem, men jeg prøver stadig at suge så meget til mig, som jeg kan!

Det gik op for os for et par dage siden, at vi kun har en måned tibage ved familien. Det er ikke til at forstå! Det føles som om vi liger er kommet. Vi har valgt, at rejse fra familien 6 dage før planlagt, så vi har tre uger til at rejse rundt på egen hånd, inden turen går hjem til Danmark D. 12 maj. Ikke nok med, at vi kun har en måned tilbage med familien, så har vi mindre end to måneder tilbage til vi skal helt hjem til DK. Heldigvis glæder vi os bare sindssygt meget til de næste to måneder, og jeg synes vi er gode til at leve i nuet og tage dagene som de kommer.

Denne uge byder på rigtig mange gode ting, så jeg håber, at jeg er frisk imorgen.

Kram

tirsdag den 11. marts 2014

Tiden flyver afsted

Tiden den går. Og den går virkelig hurtigt! Vi har boet ved vores skønne familie i over en måned nu, og det er næsten ikke til at forstå, at vi er halvvejs gennem rejsen. Det føles som ca. 100 år siden, jeg stod ude i lufthavnen og sagde farvel til min familie, men samtidig er det som om tiden bare flyver afsted. Nogen gange stopper jeg lige op, og tænker over, at jeg virkelig skal nyde det - lige pludselig er det overstået. Jeg elsker at være her, men det hele er blevet meget hverdag, så nogen gange glemmer jeg lidt, at jeg er i Tanzania.

Vi er vildt glade for vores nye job. Det virker til, at børnene har det godt der, selvom det er nogle forfærdelige historier om deres fortid, vi hører. Der mange volontører der arbejder der, så vi har fået nogle nye venner. Det er dejligt, at kunne snakke med nogle andre volontører, om deres oplevelse og få gode råd fra hinanden. På børnehjemmet er der børn der er stærkt underernerede, for tidligt fødte, HIV-smittede og så er der en handicappet. Det kan godt være en udfordring, for de fleste af børnene har særlige behov, og vi har jo ikke nogen teoretisk baggrund vi kan benytte. Men vi har viljen og lysten, og det tror jeg er altafgørende i vores job.
Selvom stedet er rigtig godt, er det stadig tydeligt at se at børnene mangle kærlighed og omsorg. Der er ofte folk, der bliver vist rundt på børnehjemmet, og de største børn, er virkelig hurtige til, at kaste sig i armene på den første og den bedste de ser. Det er lidt bekymrende synes jeg, men sådan tror jeg det er, næsten ligegyldig hvilket børnehjem man er på.
Børnene er virkelig søde! De er delt op i fire grupper: nursery, som er de helt små babyer - de for tidligt fødte og underernerede, crawlers, som er de midterste børn, de er nok omkring et år og så er der to store grupper med dem der er op til 2,5 år. Der nogle af de børn inde i nursery gruppen, som er meget små. Der er en pige, som kun vejer 1,6 kg. Jeg frygter, at jeg skal opleve et af børnene dø, mens jeg er der. Det ville virkelig være forfærdeligt, men jeg ved, at der er en risiko for det. Det er nogen gange forfærdeligt, at se, hvordan de lokale medarbejdere håndterer de helt små babyer! Igår var der en af dem, der nærmest kastede rundt, med hende der kun vejer 1,6 kg, og vi kunne næsten ikke holde ud at se det. Man skal jo virkelig være forsigtig med sådan nogle små babyer. Vi har også besluttet os for, at sige noget, hvis vi ser det sker igen. Man bliver virkelig forelsket i børnene. Jeg tror at det er meget heldigt, at man skal være gift, en af parterne skal have boet i landet i minimum tre år, og man skal være minimum 25 år for at kunne adoptere. Der er en af børnene der hedder Frida. Det er ret sjovt. Hun har en tvilling og deres mor døde ved fødslen. De er også begge meget små.
Vi bliver udfordret på vores nye arbejde, men vi elsker at være der og glæder os hver dag, til at komme derhen.

I torsdags var vi i byen på noget der hedder Via via. Det var vildt sjovt og det er kendt for, at der er en masse frivillige om torsdagen. Vi gav den virkelig gas - drinks, karaoke og svingende hofter. Vi var først hjemme omkring kl 4, og jeg kan godt afsløre, at vi ikke var helt på toppen om fredagen

Lørdag var vi med Vaileth og vores værtsmor i Moshi, for at besøge vores værtsmors mor og far. Moshi er en smuk by - det er der Kilimanjaro er, og vi var da også heldige at se det. Det er sjældent, man kan se toppen, fordi der næsten altid er skyer der dækker. På vej derud kørte vi på motorcykel, så vind i håret og fuld fart frem. Det var sjovt! De boede et vildt smukt sted - lige midt i en bananplantage. Det var en rigtig god dag

Søndag ordnede vi vores værelse. Wow det var blevet klamt, og der var kommet virkelig mange af de der klamme dyr i bores seng og myggenet. Så vi skiftede sengetøj, vaskede vores tæpper vi sover med, vaskede myggenettet, ryddede op og fejede. Ellers stod den bare på afslapning og læsning. Og så flettede vores mor og hendes veninde mit hår. Det var noget af en opgave synes de, og det kan jeg nu godt forstå. Men de er jo hurtige og nu føler jeg mig (næsten) som en ægte afrikaner. Også en dejlig stille og rolig dag.
Om aftenen ville vores mors veninder gerne lære os at danse the african way. Så vi måtte jo gøre vore bedste og Shake vores booty så godt vi kunne. Men vi er jo slet slet ikke så gode som dem - desværre! De grinede meget af os og vi gav dem respekt for deres moves. Efter kort tid, var der gået rygter i nabolandet om, at mzunguerne prøvede at danse, og pludselig stod der en mindre flok og kiggede på os. Vi synes bare det er hyggeligt at de griner af os. Det er virkelig en oplevelse ar se dem danse! Vi har aftalt, at gå i byen med dem på lørdag, så kan det være, at vi kan lære lidt flere tricks.

Vi elsker vores liv for tiden og husker ofte hinanden på, at vi skal nyde at være her.

Kram



mandag den 3. marts 2014

Du ved, du har boet længe i Østafrika når

DU VED, DU HAR BOET LÆNGE I ØSTAFRIKA NÅR:

1. Du synes det er en luksus, at kunne sidde ned, når du er på toilettet

2. Du synes at det blå tørklæde med rødt mønster da vil passe meget godt sammen med det gule med blomster

3. Du ved, at en avocado koster 200-300 shillings (lidt under 1 kr) og i hver fald ikke 500 shillings (lidt under 2 kr)

4. Du ikke længere hvert femte sekund tænker: JEG SKAL DØ NU!!!, når du kører daladala, og ikke længere tænker over, at de både overhaler inden- og udenom

5. Du bliver lidt forarget over turister der både viser knæ og skuldre

6. Du bliver dejlig positivt overrasket over friturestegte boller til morgenmad i stedet for hvidt kagebrød

7. Du ved og lever efter at forsinkelser er mere en regel end en undtagelse

8. Du er under 5 sekunder om at skide - ellers er der fare for sovende ben

9. Burhan G kommer på listen over top 25 mest spillede sange på din iPod/iPad

10. Du kan blive hysterisk glad over, at de spiller en Justin Bieber sang i radioen

11. Du føler at de afrikanske sange de spiller i radioen, er nogen du kender hjemmefra

12. Du konsekvent hver gang du passerer et menneske enten siger: "mambo" eller: "poa" som svar på deres "mambo"

13. Negerjokes af en eller anden grund ikke længere er særlig sjove

14. Du ikke længere undrer dig over, at der kommer en flok geder/høns/gæs gående over gaden

15. Du ikke længere forundres over de religiøse budskaber overalt

16. Du kan regne dig frem til, ca. hvor lang tid siden det er, det har regnet, ved at analysere stierne i din landsby

17. Du bare fortsætter dine gøremål/samtalen uden at blive hylet ud af den, når der kommer et strømsvigt

Tanga

Så er vi kommet hjem efter en dejlig lille ferie i Tanga. Det var vildt skønt at se de andre og høre om deres oplevelser indtil nu. Vi tilbragte det meste af tiden på en lækker strand, men fredag var vi på en bådtur. Vi sejlede ud til en sandbanke midt ude på havet. Den var der kun, på et bestemt tidspunkt af dagen, når vandet ikke var så højt. Der var helt tyrkis vand rundt omkring den, så det var virkelig smukt og lækkert at bade der. Efter et par timer dér, var vi nødt til, at sejle videre, for den var ved at forsvinde igen fordi vandet steg. Vi sejlede over nær en anden ø, hvor vi kunne snorkle. Der var forskellige fisk og også morener, men jeg har før snorkler flottere steder. Det var meget hyggeligt alligevel, og dejligt at være sammen med mange af de andre volontører.
Lørdag var vi ude at se smed er bor i Tangas landsby og huse. Det var sjovt at se, hvordan de boede også hvor de arbejde.
Der blev ikke nogen krokodille-tur. Da jeg fandt ud af, at vi åbenbart skulle sejle i en båd i den flod krokodillerne er i, var jeg ikke helt frisk på det alligevel. Den frygt må jeg overvinde på et andet tidspunkt.

Busturen til og fra Tanga var ikke fed. Vi havde fået at vide, at det ville tage 7 timer, men turen derhen tog 10,5 timer UDEN pause! Jeg skulle selfølgelig tisse efter en halv time, så det var glimrende at sidde i 10 timer og overveje, om jeg skulle tisse i en flaske. Celine Dion greatest hits (5 sange inklusiv kareoke versionen af my heart will go on) kørte på repeat i 4 timer og der var en fyr foran os, som meget gerne ville snakke med de to mzunguer bag ham hele tiden - også når vi havde musik i ørene.
Turen tilbage tog 9 timer og vi havde én kort pause, og så skulle de lige pludselig skifte dækket - det tog næsten en time. Sæderne var meget små, så vi var bare glade for, at vi ikke var to damer med store afrikanernumser. Og så var der små insekter over det hele på den ene væg i bussen. Men det var de hårde busture værd, for vi havde en virkelig god tur!

Vi har haft lidt problemer med dyr/insekter på det sidste. Inden vi tog til Tanga, havde Amanda fået nogle bid, som ikke var myggestik. I Tanga er der en masse kakerlakker og andre halvklamme insekter, og vi blærede os lidt med, at det har vi slet ikke oppe ved os. Selvfølgelig sidder der så to gigantiske kakerlakker på vores værelse da vi kom hjem igår. De er virkelig store! De er så store, at man kan høre dem kravle over gulvet. Jeg kaldte på Vaileth, og spurgte, om hun turde fjerne dem, men hun kaldte bare straks på vores housegirl. Det havde jeg det lidt dårligt med. De er vandvittig hurtige de kakerlakker der, så hun nåede kun at smække den ene - fedt. Vaileth forsikrede os om, at den ikke ville bide, og at den nok bare var kravlet under sengen. Senere på aftenen sad de fint og stirrede på,mig midt på væggen. Efter jeg havde jagtet den med min ene klipklap i 5 minutter rundt på hele værelset, fik jeg endelig smækket den. Bagefter fandt vi ud af, at der sidde nogle små insekter i vores myggenet, så det er nok dem Amanda er blevet bidt af. Vi må se, om vi kan finde noget insektspray, for det er lidt ulækkert at ligge og sove i.
En aften i Tanga glemte jeg myggespray i 1,5 time, og det resulterede desværre i RIGTIG mange myggestik på mine ben. Fra mine knæ og ned, har jeg talt 74 myggestik. Det er ikke sjovt. De er vildt hævede og der kommer noget gult væske ud af dem. De fleste sidder på fødderne, så jeg kan ikke rigtig have sko på, eller sove om natten. Jeg håber, at det snart bliver bedre, jeg har taget en antihistamin her til morgen, så mon ikke....

Jeg er i fuld gang med, at skrive min motiverede ansøgning til jordemoderstudiet. Det er svært, for jeg brænder så meget for at komme ind, men mine tanker er lidt et andet sted lige nu. Den er heldigvis snart færdig, og jeg er meget godt tilfreds. Så håber jeg bare, at jeg kan finde et sted, med en computer der har opdateret java, så jeg kan komme til, at søge ind! Ellers må jeg finde en anden løsning.

Alt er godt!

Kram til jer 

tirsdag den 25. februar 2014

Nyt job - cradle of love

Vi er så glade! Vi har fået et nyt job og det ser rigtig lovende ud. Vi fandt en blog som en pige havde skrevet. Hun har boet ved samme familie, som vi bor ved, og var heller ikke særlig glad, for det job hun havde fået. De var flere der boede i det her område, så hun var ude at besøge en hel masse steder, så hun kunne finde ud af, hvor hun ville arbejde. Hun besøgte også Aston vision orphanage, og om det sagde hun, at de var noget af det værste hun havde set - meget rart, at blive bekræftet i, at det ikke bare er Amanda og jeg der er fjollede! Det endte med, at hun arbejde på et sted, som hedder cradle of love og Amanda og jeg besluttede os for, at tage ud at besøge det igår (mandag). Stedet var virkelig fint, en helt anden standard, end det vi har været vant til på det andet børnehjem. De har ret mange penge i forhold til andre steder, sådan et er meget fine omgivelser.
Cradle of love er et børnehjem for børn i alderen 0-3 år. Der er mange der kommer der, lige når de er blevet født og de fleste af dem er forældreløse, eller har en anden grund til, at forældrene ikke kan tage sig af dem. Børnene bliver adopteret væk, og nogen bliver hentet tilbage når de er blevet 2-3 år, hvis de har bedsteforældre eller en far. Det var en australier der viste os rundt, og der er rigtig mange volontører på stedet. Der er også lokale der arbejder der - der er i hvert fald ret mange ansatte. På rundvisningen fik vi fortalt historier om et barn, der var blevet fundet i et toilet, fordi hans forældre havde prøvet at skylle ham ud. Han havde stadig skader på benene efter det. Et andet barn var albino, og hans forældre var blevet nødt til, at aflevere ham, fordi han ellers ville være blevet slået ihjel i deres landsby. Der var en gruppe med børn der var underernerede og for tidligt fødte, så de skal have mad hver anden time.
Vi har aftalt, at vi starter på mandag, og vi glæder os vildt meget! Der er ikke nogle faste arbejdstider for os, men vi vil gerne være der ca 20 timer om ugen mandag-torsdag. Fredag har vi tænkt, at vi vil bruge på, at forsøge at lave den bog om alle børnene fra Aston vision orphanage, som jeg skrev om tidligere - det synes vi stadig kunne være fedt at prøve.

Igår meldte vi os ind i et fitnesscenter, som ligger i vores kvarter. Rimelig sjovt der ligger sådan et, for der er ikke rigtig noget fancy ellers. Vi var helt oppe at køre over at have fundet det, fordi man virkelig får lyst til at træne, med det mad vi får at spise hernede. Fitnesscenteret er helt fint i forhold til afrikanske standarder. Man skal bare ikke sammenligne det med fitnessworld eller et af de andre vi har i Danmark. De har alle standard maskinerne, så det er virkelig fedt. Manuel, som ejer centeret, fortalte os, at det åbnede kl 6 om morgenen og lukker omkring kl 19.30 om aftenen. Så imorgen havde vi gjort os helt klar, og var oppe ved centeret kl. 9. Men men men..... Der var lukket! Wow hvor blev vi skuffede! Vi havde lige set frem til det, og synes egentlig også det er lidt dårligt, da det ikke ligefrem er billigt at bruge. Så vi har en høne at plukke med Manuel næste gang han holder åben. Vi prøver at gå derop igen senere - så er der forhåbentlig åbent.

Imorgen tager vi en tur til Tanga, for at besøge de andre fire der er her i Tanzania. De fire piger fra Kenya komme også, så vi glæder os bare vildt meget til at se dem igen. Busturen tager 7-9 timer ca., så vi har en lidt lang dag foran os imorgen. Vi har købt nogle æbler, juice og det bruneste brød vi kunne finde, og så køber vi bananer og avocadoer hjemme i landsbyen senere, så vi ikke sulter på vejen.
Vi skal sove på et hotel der hedder ikke mindre end "motel seaview", så det lyder jo lovende. Vi skal betale 17500 pr. nat - det er ca 60 danske kroner - og vi bliver der til søndag. Vi glæder os til at komme ud til kysten og solskin. Der er ret overskuelig her i Arusha, og det regner rimelig ofte. Vi har planlagt, at vi skal købe noget snorkleudstyr, der skulle nemlig være nogle vild år flotte steder at snorkle der. 50 km fra Tanga, ligger der en by, hvor der er en masse delfiner, så der skal vi også snorkle. I den by er der også en flod, der er fyldt med krokodiller og der er en masse flotte fugle. Det vil vi også gerne se - jeg må se at få overvinder min frygt for det ubehagelige, klamme dyr!
Ellers står den bare på cocktails, sol, hygge og afslapning. Vi glæder os helt vildt! Også til at høre, hvordan de andre har det, og hvordan det går med deres job og familie.

Vi har det virkelig dejligt, og ser frem til vores tur til Tanga. Det er også dejligt at vide, at der er noget nyt og spændende at se frem til, når vi kommer tilbage på søndag - det nye job.

Kram

fredag den 21. februar 2014

Livet i en ny kultur

Nu har vi snart været her i to uger, og vi er begyndt at falde rigtig godt til her. Det hele er ved at blive en "normal" hverdag, og vi nyder når vi er hjemme. Der er ikke så meget at lave her, men det gør ikke noget. Vi får læst en masse bøger og føler at vi er ved at være "en del af familien" og har fået små rutiner.
Kvarteret vi bor i er mega hyggeligt. Der er høns og gæs på alle stier og en masse søde børn. Jeg er begyndt at kunne genkende dem der bor nær os, hvilket er meget dejligt. Der er stadig nogle - især børn - der råber: "mzungu" efter os, hvilket er en smule irriterende. Jeg må nok bare huske på, at de ikke gør det i ond mening, men egentlig bare gerne vil i kontakt med os. Det er meget normalt, at man har en lille biks ved sit hus, ligesom vores familie har. Derudover er der et utal af damer, der sidder og griller majs, som man kan købe for 300-500 shillings (1-2 kr). Andre sælger friturestegte boller og samosaer.

I fredags, på Valentins Day, var vi ude at drikke et par øl sammen med to venner vi har fået, på et diskotek der ligger tæt ved os - Ice Age hedder det. Vi mødte Lukas Jonas da vi var på vej til daladala stationen for at komme på arbejde. Vi faldt i snak med ham (det gør man med rigtig mange hernede) og han spurgte om vi ville med om aftenen. Det ville vi gerne, så vi blev hentet af en taxa kl. 21 ved os, man kan nemlig ikke gå ude når det er mørkt, ikke engang i vores eget kvarter (okay det er også ret stort). Moody (vores værtsfar) sagde, at vi kunne komme hjem, lige når vi havde lyst, hvilket var virkelig dejligt. Vi satte os udenfor, da vi kom derhen og snakkede med Lukas. Efter noget tid kom hans ven, Timmy, og drak en øl med os. Amanda og jeg var lidt trætte, så vi nåede ikke ind og danse, det må vente til næste gang. Vi tog en taxa tilbage, og da vi prøvede at komme ind i huset gik der en alarm igen. Åh nej! Alle i huset sov, så det var virkelig pinligt. For at det ikke skal være løgn, startede den igen, fordi jeg kom til at strejfe deres låge, hvilket også startede den..... Moody kom ud og sagde heldigvis, at det ikke gjorde noget, han vidste jo godt at vi kom, og alarmen starter åbenbart bare, når man rører ved deres indgang. Vi morede os lidt over, at de har alarm på huset, da det ikke umiddelbart er et hus, man ville tænke, der er alarm på. Men der er jo anderledes standarder her må man tænke på.
Familien, og naboerne omkring os, har en vagt der gå rundt her om natten. Vagterne her i Tanzania er stort set altid masaiere. Dette skyldes, at det er ulovligt at bære våben, men masaierne har en medfødt våbentilladelse, da det er en del af deres stammes traditioner, at de skal gå med en stor kniv. Det siger lidt om, hvor meget stammerne betyder for befolkningen her.

Nu et lille afsnit om familiens konge (Simon) - Kong S har vi døbt ham. Han er familiens yngste medlem (1,5 år), men samtidig familiens overhoved. Kong S ser umiddelbart sød og charmerende ud, men efter et nærmere bekendtskab, har vi fundet ud af, at skindet bedrager. Hvad Kong S peger på, skal Kong S få - om det så er den banan jeg sidder og spiser, den gaffel hans søster spiser med eller stolen Amanda sidder på. Intet eller ingen skal stå i vejen for Kong S' ønsker, og hvis dette sker udløser det en monoton tone af ubehag (læs: piverri/hysteri/krokodilletårer) - og dette bliver ofte udløst, skulle jeg hilse at sige. Dog er der en meget enkelt løsning/trøst: giv Kong S hvad han vil have. Dette har pøblen (de øvrige medlemmer af familien) fundet ud af, så Kong S styrer slottet med står fornøjelse. Udover dette ubehag, er det ikke det store ordforråd Kong S kan prale af. Dog er ét ord meget populært hos den lille mand: "MAMA" (trykket ligges ALTID på sidste stavelse!). Heller ikke her, er der meget variation i tonelejet, lydniveauet er ikke lavt og han bliver ved, indtil MAMA kommer - om der så skal gå en halv time! Disse råb, kommer når der er noget Kong S vil have eller er utilfreds med. Også meget tidligt om morgenen og sent om aftenen(!!!!!!)
Somme tider sker det, at Kong S tisser i bukserne (bleer blive kun brugt om natten her). Det er absolut ikke den store fornøjelse for Kong S, at få skiftet de våde bukser - han ser ikke det store problem eller ubehag i det. Også her må pøblen bukke under for Kong S' ønske, og han får det som han vil have det. Den erfaring fik vi hurtigt, da en glad Kong S kom løbene i armene på os, da vi en dag kom hjem fra arbejde.....
Men Kong S er også rigtig sød, og vi synes det er hyggeligt, når han står ude foran vores dør til værelset og råber på at komme ind. Inde hos os kan han altid lige snuppe en ballon, lege lidt med ipaden eller bare stå og iagttage vores rod - rigtig hyggelig og god stemning, lige indtil.....
(P.s. Amanda og jeg har skrevet afsnittet om Kong S i fællesskab, og morede os virkelig med det - vi ville for intet undvære kongen himself, i den lille familie)

Der har været nogle problemer med arbejdspladsen. Vi har simpelthen svært ved, at holde ud at være der, og vi synes det virker så håbløst det hele, når stedet udelukkende er drevet af volontører. Vi har snakket med vores landekoordinator i Danmark og blev enige med hende om, at vi vil give det en uge mere og ellers kan vi skifte job. Evt. være to dage på det børnehjem vi er på nu, og tre dage et andet sted. Det bliver ikke svært at finde et andet børnehjem - vores værtsfar er administrator for en masse steder, og der ligger rigtig mange i området. Vi har snakket om, at vi evt. kan bruge vores arbejdsdage på det børnehjem vi er på nu, til at lave noget administrativt arbejde. Vi vil gerne lave en bog, hvor alle børnene bliver skrevet ind i - et billede af barnet, hvad de hedder, hvornår de er født, hvorfor de er på børnehjemmet/deres historie, om de har nogle sygdomme og om de skal have medicin. Hvis vi laver denne bog, bliver det meget mere overskueligt og behageligt at ankomme til børnehjemmet for de nye volontører, der kommer efter os. Det ville være vildt fedt at få lavet! Vi er dog nødt til, at kalde det "kontor dage" eller noget i den stil, og så lave det inde i Arusha by, for det er ikke en mulighed, at være på børnehjemmet og lave det, da der ikke er noget sted vi kan være, uden at blive overfaldet af 50 unger, der mangler omsorg og kærlighed. Det bliver også en udfordring, at få den nødvendige information om hvert barn for at lave bogen, da de jo ikke snakker engelsk. Men vi tænker at det nok skal lykkedes, hvis Aston vil/kan hjælpe os lidt. Vi er i hvert fald forhåbningsfulde! Så det er gode nyheder, selvom det har været en lidt hård start på det frivillige arbejde.

Jeg elsker at være her og nyder livet, selvom jeg ind imellem savner en bruser og et toilet, hvor man kan sidde og slappe lidt af og hvor ens ben ikke begynder at sove, efter man har siddet der mere end 30 sekunder.

Kram til Danmark

torsdag den 13. februar 2014

Mit første møde med familien og den nye arbejdsplads

Turen til Arusha var lang. 10 timer, men vi klarede den. Egentlig er det ikke rigtig Arusha vi bor i, det er et lille område udenfor Arusha som hedder Usa river og så bor vi i det område der hedder Usa leganga. Det er et virkelig hyggeligt lille kvarter, hvor stort set alle hilser på isner vi kommer forbi: "mambo" og så svarer vi "poa". Det er hyggeligt.
Da vi ankom lørdag eftermiddag var vi sindssygt spændte på at møde familien! Vi blev taget imod i huset af Janeth - vores værtsmor og Vaileth, som er barn i huset. Hun er otte år og kan snakke engelsk, så vi hygger os ret meget med hende. Moren snakker ikke engelsk, men hun prøver og kan forstå få gloser. Ellers bruger vi vores kropsprog. Familiens 1,5 årige søn, Simon, lå og sov da vi ankom, men han vågnede lidt efter, og han har lige skulle se os an, men nu kan han godt lide at lege med os. Moody, vores værtsfar, mødte vi først dagen efter vi ankom, fordi han først kom hjem fra arbejde efter vi var gået i seng. Han er virkelig sød og snakker ret godt engelsk, så hvis vi har spørgsmål til noget, kan vi altid spørger ham. Han sagde som det første, at vi bare skulle "feel free, this is your home", så det er virkelig rart. Det eneste der er lidt ærgerligt er, at han arbejder virkelig meget. Han tager afsted inden vi står op og kommer først hjem 20-20.30. I huset er der også en housegirl, som hjælper med det praktiske arbejde, men hun forstår ikke et eneste ord engelsk. Familien er vildt sød, og vi har svært ved at forestille os en der kunne være bedre. De er ikke muslimer, men kristne og vi var med Vaileth i kirke i søndags - det var hyggeligt.

Huset består af en lille stue med to stole og er sofa og et lille bord, som vi spiser mad ved. Udover det er der et lille køleskab og et fjernsyn, som kører uafbrudt hver aften med rigtig dårlige serier på meget høj volumen - det vænner man sig hurtig til. Er der et lille værelse, hvor moren, Simon og faren sover, et lille værelse til violet og et lille værelse til os. Når man går ud af bagvejen, er der et lille hønsehus bl.a. med en hane, der begynder at gale kl. 4.30-5 om morgenen - godt jeg har de gode ørepropper med! Ved siden af hønsehuset ligger toilettet som er et squat-toilet uden træk og slip. Vi skyller ud (eller "skyller væk" som vi kalder det) ved at hælde lidt vand ned i det. Ved siden af toilettet er badeværelset. Som er et lille skur hvor man kan tage et bad. Badene foregår ved, at man hælder vand ud over sig med en lille spand. Det er lidt et helvede når jeg skal vaske mit lange tykke hår, men det er en god lejlighed til masser grin. Jeg vil prøve at forklare hvordan det forgår: først ligger jeg mig på alle fire og prøver at gøre mit hår vådt, ved at stikke hovedet ned i den store spand med vand. Derefter skrubber jeg shampo ind i håret og til sidst hjælper Amanda mig med, at hælde vand med den lille spand udover mit hår, mens jeg prøver at vaske det ud med begge hænder. Det er altid lidt spændende, mod er er vand nok til, at skylle shampoen helt ud, men indtil videre går det fint.
Overfor toilettet og badeværelset ligger køkkenet. Der bliver lavet mad iver bål og vasket op i en balje. Udover det, har familien en lille biks, hvor de sælger lidt forskellige ting. Vi har strøm hele dagen, det er dejligt! Der er ikke noget internet, men der er caféer med wifi i Arusha, som ligger ca. 30-45 minutters kørsel i en daladala (tanzanias svar på busser). Vi er allerede begyndt at føle os lidt hjemme her, og nyder når vi er hjemme. Vi får læst en masse, slapper af og leger med Vaileth og Simon.
Vi griner over, at vi har været her så længe nu, at vi tager os selv i, at være i tvivl om, om de sange vi hører er nogle vi også kender fra Danmark, eller om det bare er nogle vi har hørt så mange gange hernede. Måske er det fordi de samme fem sange sagtens kan blive spillet på repeat en hel aften. Jeg ligger i min seng lige nu, og skriver dette indlæg, så jeg kan ligge det op imorgen når vi kommer til Arusha. Amanda og jeg har lige ligget og snakket om, at det lyder som om der er karneval eller noget i den stil, fordi der er høj musik fra 3-4 forskellige steder, og fjernsynet kører på fulde drøn - igen, godt at jeg har de gode ørepropper med! Men det er nu også meget hyggeligt.

Vi er allerede begyndt at kunne finde lidt rundt id et kvarter vi bor i, det er dejligt at man kan gå en lille tur på egen hånd.
Klimaet her er langt mere behageligt, end da vi var i Dar. Temperaturene er meget som da vi var i Nanyuki - omkring 25 grader tror jeg. Vi er allerede begyndt at se de første tegn på regntiden. Det har både regnet og tordnet, og så kommer der den dejlige duft af sommerregn. Der bliver virkelig mudret i det kvarter vi bor i, når det har regnet - vi har erfaret, at klipklappere ikke er en god idé, når det er så mudret! Man sidder simpelthen fast, og samler sig flere kilo mudder under skoene.

Vi er en smule frustrerede over børnehjemmet. På højskolen i Kenya snakkede vi meget om, at det vigtigt vores projekter/arbejde er bæredygtige, og at vi ikke skal gå ind og erstatte en andens job, men i stedet komme med indputs og være med til at udvikle. På det børnehjem vi arbejder på, er den eneste ansatte udover os og en anden volontør fra U.S.A, ham der ejer børnehjemmet, Aston, og så kommer der en mand, Benson, som skulle forestille at være en lære, én til to gange om ugen, når det lige passer ham. Benson skal undervise dem i engelsk, men han er sindssygt dårlig til sproget. Han forstår ikke engang når vi siger "we are leaving now", så det er lidt op ad bakke. Jeg har heller ikke set ham lave noget, der har noget gøre med at undervise endnu. Enten hjælper han med byggeprojekterne, eller også kigger han lidt på børnene. Når vi går, er børnene 100% overladt til dem selv, fordi Aston har gang i alle mulige byggeprojekter. Det hele er sindssygt ustruktureret, men det gør ikke så meget. Det der frustrerer os er, at der ikke er nogle ansatte. Det vi sætter igang, kan ikke vedligeholdes. Lige så snart de tre måneder er gået og vi er væk, skal de nye volontører starte forfra - det er hjerteskærende, at børnene ikke har nogle faste voksne de kam binde sig til. Vi glæder os til, at vi begynder at blive gladere for at arbejde der! Det skal nok komme - enhver start er svær.

Alt i alt har vi det godt, selvom vi lige skal vænne os til at være her.

Jeg kan ikke ligge billeder ud, da jeg skriver fra min iPad

Kram

fredag den 7. februar 2014

Mine første oplevelser i Tanzania

Så er vi ankommet til Tanzania og har været her et par dage. Vi ankom tirsdag formiddag efter vi havde været med to forskellige fly - først fra Nairobi til Zanzibar og derefter fra Zanzibar til Dar es salaam. Derefter blev vi kørt ud på en mindre platform som ligger i Dar es salaam, hvor vi blev taget imod af vores landekoordinator, Cleopatra. Hun er virkelig sød - heldigvis. Vi har haft program med hende de sidste par dage, men det har været meget afslappende, hvilket er rart lige inden vi skal ud i familierne. Vi er kun os seks, der skal bo og arbejde i Tanzania - Sara, Jonathan, Sigurd, Theresa, Amanda og mig. De andre fire er rigtig søde. De skal alle bo i byen Tanga, som ligger ud til kysten ligesom Dar es salaam. Det var hårdt at sige farvel til de andre 11 fantastiske mennesker jeg har mødt. Vi har været sammen konstant den sidste måned, så det bliver mærkeligt, at det snart kun er Amanda og mig. Men vi glæder os også vildt meget. Vi tager afsted fra denne platform imorgen, lørdag morgen. Der venter os en omkring 12 timers lang bustur til Arusha, hvor vi skal møde vores familie. 

Varmen ramte os virkelig da vi gik ud af flyet i tirsdags. Det var som at gå ind i en sauna, især fordi her er sindssygt fugtigt. Der gik ikke mere en 30 sekunder, før vores hud var helt fugtig og klistret. Det skal man virkelig vænne sig til! Her er ca. 35-40 grader om dagen og 25-30 grader om natten, men det er helt klart fugtigheden der er værst. Vi går i koldt bad, hvilket er virkelig dejligt når her er så varmt. Selvom vandet er koldt når det kommer ud af bruseren, er det varmt inden det når mine fødder, fordi min krop når at varme det op.
Igår var vi på stranden og wow det var dejligt! Det var dejligt at være i vandet, selvom det var så varmt, at det føltes som om der var nogen der havde tisset virkelig meget i vandet.
Efter vi havde været på stranden tog vi et hurtigt bad på platformen og ville derefter spise aftensmad på en restaurant i byen. Vi havde hørt om et lækkert indisk sted, der hedder "Alis", og taxachaufføren sagde at han godt vidste vor det var. Vi havde fået at vide, at man kun skulle køre ca. 5-10 minutter derhen fra platformen, så efter vi havde fået forhandlet os frem til en pris der ikke var alt for mzungu (hvid mand), satte vi os ind i taxaen. Efter lidt tid fandt vi ud af, at taxamanden tydeligvis slet ikke viste hvor vi skulle hen, for vi kørte i ca. 20 minutter, og endte et sted der hed noget med "fish market". Vi kunne ikke lade vær med at grine for det var lidt fjollet - navnet på stedet mindede jo slet ikke om navnet på det sted vi gerne ville hen. Det så ret enderne ud, så vi fik ham til, at køre os til City center, hvor han satte os at på en bar/cafe. Der var ret hyggeligt og vi fik alle burger og øl. Man kunne ryge vandpibe på baren, så det gjorde vi efter vi havde spist. Vi bestilte alle en strawberry daquri og den så mega lækker ud da den kom. Godt nok var den helt flydende, men den var lavet med friske jordbær og der var sukker og jordbær på kanten af glasset. Da vi tog den første slurk var der noget helt galt - den smagte virkelig mærkeligt! Vi var færdige af grin, da vi fandt ud af, at det var salt og ikke sukker de havde puttet rundt på glassets kant. Drinken smagte virkelig af salt, og vi troede selvfølgelig det varen fejl, men det var det ikke. Det er åbenbart normalt her i Tanzania. Vi bestilte derefter en sex on the beach uden salt og den var godt nok læks! Den var også lavet med frisk ananas - mmmmh!

Det er dejligt på den her platform - der er mega godt internet i forhold til det vi har været vant til, vi kan bade når vi vil og maden er god. Så vi nyder livet, inden vi skal ud på en stor prøvelse: at falde til i en ny og fremmed familie med andre vaner end vi er vant til.
Cleopatra har fortalt, at vores familie har prøvet at have volontører før, og at de er muslimer. De er vist ikke vanvittig troende, men de er religiøse. Vi er glade for, at de har prøvet at have volontører før. Så kan det være, at de ikke synes vi er helt så tossede, som de nok ellers ville synes, hvis de ikke havde prøvet det før. Vi synes også det er spændende at de er muslimer, så kommer vi til at få et indblik i en anden religion, end den vi kender bedst.

Selvom vi er begyndt at vænne os til at leve i den her kultur, er der stadig rigtig mange ting vi skal huske, så de lokale ikke bliver fornærmet, eller synes vi er alt for mærkelige. F.eks. Er det virkelig uhøfligt at dufte til maden. De ser det som om at man tester dem, og at man ikke tror det smager godt, men det er svært at vænne sig af med for mange, fordi det er så normalt at gøre i Danmark. Hvis der er en person der spørger, om man vil række dem noget, skal man huske at give det med højre hånd, fordi man bruger venstre hånd til at skylle sig med, når man har været på toilettet. Hvis man snakker med en ældre personr eller en autoritet, er det meget uhøfligt at kigge personen i øjnene, hvilket også er virkelig svært at huske, fordi det er uhøfligt ikke at holde øjenkontakt i Danmark. Hvis en kvinde er gravid, må man ikke spørge ind til det - det er meget uhøfligt. Ikke engang den gravide kvindes familie kan spørge ind.
Dette er bare nogle af de kulturforskelle vi oplever, men det er jo også det, der er vildt spændende ved, at bo i en fremmed kultur og opleve den.

Jeg har det virkelig godt, og glæder mig helt vildt til at møde familien imorgen!

Kram til alle jer i DK