onsdag den 23. april 2014

Nye tider

I de seneste dage har vores rejse virkelig ændret sig meget!
Planen var, at vi skulle rejse fra familien lørdag D. 19. Amanda og jeg tog derfor ind til Arusha om fredagen, så vi kunne købe en busbillet til Dar es salaam. Vi fandt desværre ud af, at Inge bisser kørte, fordi det havde regnet så meget de seneste dage, at vejene var fuldstændig oversvømmede. Åh nej! Vi vidste ikke lige hvad vi skulle gøre - vi havde ikke lyst til, at være fanget i Arusha, når vi nu havde forberedt os på den store afsked og også glædet os til at komme videre. Vi blev enige om, at vi måtte tjekke flybilletterne ud. Desværre er det meget dyrere at flyve, men efter en masse bøvl og baks fik vi bestilt to flybilletter til Zanzibar fra Kilimanjaro lufthavn om søndagen kl. 10.30. Det var surt, at vi var nødt til, at bruge de ekstra penge på det, men til gengæld blev vi fri for en omkring 14 timers lang bustur, en overnatning i Dar og så havde vi lige en dag mere sammen med familien hvor vi kunne pakke det sidste, uden at vi mistede dage på Zanzibar. Så alt i alt var det lidt held i uheld, vi endte med, at være glad for det!

Så blev det søndag. Vi havde aftalt med "Taxi Hassan", at han skulle hente os og vores store rygsække kl. 8 om morgenen og køre os ud til lufthavnen. Dagene op til søndag gik vildt hurtigt, fordi vi havde nogle ting vi gerne ville nå. Pakningen gik fint. Alle mine ting kunne snildt være i min rygsæk. Jeg havde ellers forberedt mig på, at skulle pakke om 5-6 gange, fordi jeg har lidt flere ting med mig nu, end da jeg kom, jeg har dog ladet nogle ting ligge ved familien, så den var der i første hug - skønt.
Vores sidste morgenmad i familien bestod af hvidt kagebrød og the, så det var ligesom alle andre dage. Kl 7.45 stod Emma, Freja og Christopher op, så de også kunne sige farvel til os. Afskeden var langt sværere, end jeg lige havde forestillet mig. Jeg havde selvfølgelig tænkt, at det ville blive hårdt, men det var virkelig overvældende for os begge. Jeg begyndte selvfølgelig at græde og vi kunne næsten ikke få os selv til, at sætte os ind i taxaen. Vi krammende dem alle sammen og de sagde rigtig mange gange, at de ville komme til at savne os. Da jeg krammende Vaileth farvel, så jeg, at hun også havde tårer i øjnene. Det gjorde det bestemt ikke bedre for mig - jeg begyndt bare, at græde endnu mere. Amanda var lidt mere hardcore, men så snart vi kom ind i taxaen, syntes hun også, at det var virkelig hårdt. Vi snakkede om, at det var en helt anden følelse, end den vi havde, da vi sagde farvel til vores egne familier i Danmark. Dem ved vi, at vi ser igen, og vi havde en masse forventninger inden vi skulle afsted. Den her gang vidste vi, at vi med høj sandsynlighed aldrig kommer til at se familien igen. Det er både mærkeligt og helt vildt hårdt, når de har været sådan en stor del af vores liv de sidste tre måneder, og vi virkelig holder af dem. Vi havde en virkelig tom følelse i kroppen, da vi tog væk derfra. Det har været den bedste familie, man kan forestille sig. Der har ikke været nogen problemer overhovedet og jeg ved, at jeg altid vil tænke tilbage på dem, når jeg mindes dette fantastiske eventyr.

Flyveturen til Zanzibar gik godt. Da vi landede tog vi en taxa til Stone town og fandt et hyggeligt lille hotel. Stone town er ikke så stor, så vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne gå til alt i byen. Den første dag gik vi bare rundt og kiggede i butikker og slentrede i gaderne. Det var en dejlig dag med godt vejr. Om aftenen spiste vi vildt lækker indisk mad på en slags tagterrasse, hvor vi kunne se ud over vandet. Vi nød det virkelig meget. Efter fire måneder med friture mindst to gange om dagen var det vildt lækkert, at få noget mad med smag. Vi fik fisk og lam og vi delte. Mums!
Mandag kom Sigurd og Jonathan til Zanzibar og de ville gerne bo samme sted som os. Inden de kom, havde Amanda og jeg forkælet os selv, med en omgang professionel massage, så vi havde en rigtig dejlig følelse i kroppen. Om aftenen spiste vi mad i en park/have der ligger lige ud til vandet. Der bliver sat en masse grills op om aftenen og så kan man få diverse fiskespyd, brød, pandekager og alt mulig andet grillet. Det var også vildt lækkert og rigtig hyggeligt. Bagefter satte vi os og drak lækre drinks (læs "drinks" med engelsk accent). Det var en vildt hyggelig aften.
Igår regnede det hele dagen, så vi lavede ikke så meget. Ellers har vi faktisk været rigtig heldige med vejret, taget i betragtning af, at det er low season og regntid.
I morges tog Amanda og jeg nordpå. Vi er nu på spidsen af Zanzibar. Det er her nogle af de lækreste strande ligger og det kan jeg godt bekræfte. Wow her er lækkert! Helt hvidt småt sand og tyrkisblåt vand. Vi bor i en lille hytte i første række ned til vande, så vi skal kun gå tyve meter, så står vi med fødderne i vandkanten. Det er så dejligt og vildt luksus agtigt. I dag har vi solet os og badet og ligner nu to krebse på trods af, at vi begge har brugt faktor 50, så det er glimrende. Vi håber det er bedre imorgen.
Senere vil vi nyde en god drink (læs igen "drink" med engelsk accent) og noget lækkert friskfanget fisk, som man kan få alle steder når man er tæt ved kysten.

Jeg tænker på vores afrikanske familie hver dag, men Vi er nu skruet helt ind på feriemode og har maximum selvforkælelse - det er skønt!

Kram

Ingen kommentarer:

Send en kommentar