mandag den 24. marts 2014

Safari - Serengeti og Ngorongoro

Nå, jeg var syg helt indtil torsdag, og det endte med at jeg blev tjekket for malaria, fordi jeg blev ved med, at have feber. Det var en oplevelse. Vi tog på et hospital inde i Arusha og sad i kø i 40 minutter for overhovedet, at få lov at gå ind i receptionen. Da vi endelig fik lov til, at snakke med receptionisten, sagde hun, at der altså var rigtig mange mennesker, så hvis jeg skulle have en malariatest, skulle vi vente måske to timer (hvilket snildt kan betyde 4-5 timer, når man er i Tanzania). Vi besluttede os derfor for, at vi ville vente til senere, og prøve at finde et sted i landsbyen, hvor man kunne få det gjort. Det lykkedes så senere at finde et sted, nær vores bosted, og der bar en sød afrikansk sygeplejerske, der tog testen på mig - heldigvis ingen malaria! Næste dag havde jeg det heldigvis bedre, hvilket var meget dejligt, for hele slænget fra Tanga + Theresas mor, Hannah, kom så vi kunne tage på safari fredag morgen.

Kl. 7 næste morgen blev vi hentet i en bil i bedste safarstil - leopardbetræk på sæderne og ægte kamuflagefarve. Vi glædede os alle rigtig meget, men nu var det Amandas tur til, at være syg. ØV! Hun brækkede sig fire gange på første dag, så rollerne var nu byttet om, og jeg var doktor og ikke patient mere. Heldigvis havde hun det glimrende igen dagen efter - det er jo det gode ved såden noget bræksyge, det varer oftest kun én dag.
Første dag, skulle vi køre, i det der er kendt som Afrikas bedste reservat, Serengeti. Det tog ca. 4 timer at komme dertil, og da vi endelig var nået til porten ved indgangen, skulle vores chauffør og kokken lige checke os ind, hvilket ville tage ca. 20 minutter. I mellemtiden, syntes Sigurd, at det var en fremragende idé, at gå ud og prøve sin nyindkøbte slangebøsse af på et træ, fordi der lå nogle sten som var perfekte at skyde med. Desværre stod chefen for reservatet lige ved siden af, da han affyrede skyder, og det var ikke godt! Han gik hurtigt hen til Sigurd, og tog slangebøssen og krævede 50.000 tanzanianske shillings (ca. 175 kr) i bøde, fordi at det var meget ulovligt og at han nu troede, at Sigurd bare ville ind i reservatet, for at skyde dyr. Det blev ikke bedre, da Sigurd, efter han havde prøvet at forklare sig uden held, sagde at det jo bare var korruptionspenge han skulle betale. De 50.000 var højst sandsynligt penge, som chefen ville putte lige ned i lommen, men det er absolut ikke noget man snakker om, og nu var han altså først vred!
Vores kok og chauffør stod og snakkede med chefen i lang tid, og hentede så Sigurd igen, fordi han gerne ville snakke med ham igen. En dame der også arbejdede på stedet, syntes også, at ham chefen var lidt fjollet og kom til at sige ham imod, hvilket hun fik en kæmpe skideballe for senere, da vi alle skulle kigge på.
Sigurd kom tilbage til bilen igen, og nu sagde ham chefen, at han havde set, at Sigurd prøvede at skyde efter en fugl, hvilket han slet ikke gjorde. Nu skulle vi alle sammen ind på hans kontor så han kunne "se os an". Det var ikke så fedt, for vi havde betalt mange penge for safarituren, og vi var bange for, at vi slet ikke ville få lov til, at komme ind pga. den latterlige lille ting.
Vi kom ind på hans kontor og han gav os en opsang bl.a. om, at når man er i et andet land, så skal man også tilpasse sig de regler, der er. Det er jo rigtig nok, men problemer var bare, at det viste sig, at han egentlig bare var mest sur over, ikke at få den respekt han skulle, fordi hende medarbejderen var "gået imod" ham, og Sigurd var kommet til at sige det med korruptionspengene. Vi sagde alle mange gange undskyld og at han selvfølgelig havde ret og vi fik nu ENDELIG lov til, at komme ind i reservatet.
Det var ikke så sjovt lige i situationen, men det er et sjovt minde og en god historie.
Den dag så vi ikke så mange dyr, fordi vi kørte direkte til den Camp vi skulle overnatte i. Vi så dog giraffer, løver, gnuer, antiloper og zebraer.
Vi sov i almindelige telte midt ude i serengeti - det var fedt!

Næste morgen kørte vi kl. 7 og det var en fantastisk tur. Vi så virkelig mange dyr! På et tidspunkt havnede vi midt i en elefantflok - jeg vil tro der var 40-50 elefanter, både unger og virkelig store. De gik kun ca. 20 meter fra os og vores chauffør sagde, at vi ikke skulle gøre noget dumt, fordi de ville være meget aggressive når der var så mange unger, og man kan ikke rigtig stille noget op imod en sur elefant, selvom man sidder i en bil. Det var en vild oplevelse og det gik heldigvis fredeligt for sig.
Hele vores safari var tre dage med to overnatninger. Man snakker meget om "the big five", når man er på safari og de dyr er: elefant, løve, bøffel, næsehorn og leopard. Vi var så heldige, at nå at se alle fem på vores tre dage. Det var vildt at se en leopard. Vi så faktisk to, med den første var klart nemmest at se. Den lå og hyggede sig i et træ. Vi så fire af dem på denne morgentur - næsehornet så vi først sidste dag.
Der er zebraer, gnuer, antiloper og gazeller overalt. Da vi senere kørte mod Ngorongoro Carter, kunne vi se langt ude id et fjerne, at der var flere tusinde gnuer i en flok. Der var nærmest sort af dem, det var ret sejt.
Næste nat var i en ny Camp, som nå på kanten til Ngorongoro. Amanda og jeg sov i telt sammen med Sara, så der var rigtig hygge.
Midt om natten vågnede jeg pludselig, fordi jeg skulle tisse, men jeg kunne høre noget udenfor. Det var noget der prustede lige uden foran vores telt, og så kunne jeg høre, at det gik og græssede. Efter lidt tid, kom det så tæt på, at den side af teltet jeg lå i, blev skubbet lidt til siden. Jeg blev nødt til at vække Amanda, og vi vækkede også Sara. Vi var alle tre lidt bange, for vi vidste ikke hvad det var for et dyr, man kunne bare høre, at det var stort. Jeg skulle virkelig tisse, men vi turde ikke gå ud. Efter noget tid, hørte vi, at dyret kom til, at hive nogle af de der man sætter ned i jorden, så teltet kan holde op (okay, jeg kan ikke huske, hvad de hedder - jeg har ikke været meget på camping i mit liv). Lidt efter kunne vi ikke høre dyret mere og Sara og jeg satte os LIGE uden for teltet og tissede. Jeg tror aldrig jeg har tisset så hurtigt i mit liv og jeg kastede mig ind i telte med Sara bagefter lige da vi var færdige.
Vi blev enige om, at det nok bare var en zebra, fordi der var så mange i området. Vi kunne heller ikke rigtig lide at tænke på, at det kunne være en gnu eller bøffel.
Næste morgen fortalte vores chauffør, at det var en bøffel der havde gået i campen. Det var virkelig sindssygt. De er vildt farlige og aggressive, så hvis jeg havde vist, at det var en bøffel, var jeg nok ikke gået ud og tisset.

Sidste dag, skulle vi ned i Ngorongoro Carter. Det var den smukkeste tur derned. Mine øjne får lov at se så mange smukke ting, på denne rejse! Der er 600 meter fra bunden af krateret og og Ngorongoro er det eneste sted, hvor masaierne stadig lever sammen med vilde dyr. Der bor altså masaierer nede i krateret. Det var en smuk tur dernede og også her så vi en masse dyr. De fleste af dem, havde vi også set dagen før, men det var stadig vildt sjovt, at se dem igen.
Da vi skulle spise frokost, parkeredes bilen 30 meter fra en sø fyldt med flodheste. Man kunne gå helt ned til floden, så vi stod måske 10 meter fra det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika, bortset fra malariamyggen. Det var også en meget vild oplevelse. Der var rigtig mange ude i søen, men ligeså snart, de dykker under vandet, kan man slet ikke se, at de er der. Så dukker der lige pludselig et hoved op.
Det var en dejlig safari, og skønt at være sammen med dem fra Tanga igen!
Her er en liste over, de fleste af de dyr vi så på vores safari:
Gazelle
Antilope (forskellige slags)
Bøffel
Gnu
Løve
Leopard
Flodhest
Elefant
Krokodille (uha....)
Struds
Grib
Timon (desmerdyr)
Pumba (vortesvin)
Zebra
Giraf
Rovfugle
En masse fugle
Gylden sjakal
Bavian
Næsehorn
Flamingo
Hyæne

Det er vildt ærgerligt, at jeg ikke kan lægge billeder op!

Kram

Ingen kommentarer:

Send en kommentar