Nu har vi snart været her i to uger, og vi er begyndt at falde rigtig godt til her. Det hele er ved at blive en "normal" hverdag, og vi nyder når vi er hjemme. Der er ikke så meget at lave her, men det gør ikke noget. Vi får læst en masse bøger og føler at vi er ved at være "en del af familien" og har fået små rutiner.
Kvarteret vi bor i er mega hyggeligt. Der er høns og gæs på alle stier og en masse søde børn. Jeg er begyndt at kunne genkende dem der bor nær os, hvilket er meget dejligt. Der er stadig nogle - især børn - der råber: "mzungu" efter os, hvilket er en smule irriterende. Jeg må nok bare huske på, at de ikke gør det i ond mening, men egentlig bare gerne vil i kontakt med os. Det er meget normalt, at man har en lille biks ved sit hus, ligesom vores familie har. Derudover er der et utal af damer, der sidder og griller majs, som man kan købe for 300-500 shillings (1-2 kr). Andre sælger friturestegte boller og samosaer.
I fredags, på Valentins Day, var vi ude at drikke et par øl sammen med to venner vi har fået, på et diskotek der ligger tæt ved os - Ice Age hedder det. Vi mødte Lukas Jonas da vi var på vej til daladala stationen for at komme på arbejde. Vi faldt i snak med ham (det gør man med rigtig mange hernede) og han spurgte om vi ville med om aftenen. Det ville vi gerne, så vi blev hentet af en taxa kl. 21 ved os, man kan nemlig ikke gå ude når det er mørkt, ikke engang i vores eget kvarter (okay det er også ret stort). Moody (vores værtsfar) sagde, at vi kunne komme hjem, lige når vi havde lyst, hvilket var virkelig dejligt. Vi satte os udenfor, da vi kom derhen og snakkede med Lukas. Efter noget tid kom hans ven, Timmy, og drak en øl med os. Amanda og jeg var lidt trætte, så vi nåede ikke ind og danse, det må vente til næste gang. Vi tog en taxa tilbage, og da vi prøvede at komme ind i huset gik der en alarm igen. Åh nej! Alle i huset sov, så det var virkelig pinligt. For at det ikke skal være løgn, startede den igen, fordi jeg kom til at strejfe deres låge, hvilket også startede den..... Moody kom ud og sagde heldigvis, at det ikke gjorde noget, han vidste jo godt at vi kom, og alarmen starter åbenbart bare, når man rører ved deres indgang. Vi morede os lidt over, at de har alarm på huset, da det ikke umiddelbart er et hus, man ville tænke, der er alarm på. Men der er jo anderledes standarder her må man tænke på.
Familien, og naboerne omkring os, har en vagt der gå rundt her om natten. Vagterne her i Tanzania er stort set altid masaiere. Dette skyldes, at det er ulovligt at bære våben, men masaierne har en medfødt våbentilladelse, da det er en del af deres stammes traditioner, at de skal gå med en stor kniv. Det siger lidt om, hvor meget stammerne betyder for befolkningen her.
Nu et lille afsnit om familiens konge (Simon) - Kong S har vi døbt ham. Han er familiens yngste medlem (1,5 år), men samtidig familiens overhoved. Kong S ser umiddelbart sød og charmerende ud, men efter et nærmere bekendtskab, har vi fundet ud af, at skindet bedrager. Hvad Kong S peger på, skal Kong S få - om det så er den banan jeg sidder og spiser, den gaffel hans søster spiser med eller stolen Amanda sidder på. Intet eller ingen skal stå i vejen for Kong S' ønsker, og hvis dette sker udløser det en monoton tone af ubehag (læs: piverri/hysteri/krokodilletårer) - og dette bliver ofte udløst, skulle jeg hilse at sige. Dog er der en meget enkelt løsning/trøst: giv Kong S hvad han vil have. Dette har pøblen (de øvrige medlemmer af familien) fundet ud af, så Kong S styrer slottet med står fornøjelse. Udover dette ubehag, er det ikke det store ordforråd Kong S kan prale af. Dog er ét ord meget populært hos den lille mand: "MAMA" (trykket ligges ALTID på sidste stavelse!). Heller ikke her, er der meget variation i tonelejet, lydniveauet er ikke lavt og han bliver ved, indtil MAMA kommer - om der så skal gå en halv time! Disse råb, kommer når der er noget Kong S vil have eller er utilfreds med. Også meget tidligt om morgenen og sent om aftenen(!!!!!!)
Somme tider sker det, at Kong S tisser i bukserne (bleer blive kun brugt om natten her). Det er absolut ikke den store fornøjelse for Kong S, at få skiftet de våde bukser - han ser ikke det store problem eller ubehag i det. Også her må pøblen bukke under for Kong S' ønske, og han får det som han vil have det. Den erfaring fik vi hurtigt, da en glad Kong S kom løbene i armene på os, da vi en dag kom hjem fra arbejde.....
Men Kong S er også rigtig sød, og vi synes det er hyggeligt, når han står ude foran vores dør til værelset og råber på at komme ind. Inde hos os kan han altid lige snuppe en ballon, lege lidt med ipaden eller bare stå og iagttage vores rod - rigtig hyggelig og god stemning, lige indtil.....
(P.s. Amanda og jeg har skrevet afsnittet om Kong S i fællesskab, og morede os virkelig med det - vi ville for intet undvære kongen himself, i den lille familie)
Der har været nogle problemer med arbejdspladsen. Vi har simpelthen svært ved, at holde ud at være der, og vi synes det virker så håbløst det hele, når stedet udelukkende er drevet af volontører. Vi har snakket med vores landekoordinator i Danmark og blev enige med hende om, at vi vil give det en uge mere og ellers kan vi skifte job. Evt. være to dage på det børnehjem vi er på nu, og tre dage et andet sted. Det bliver ikke svært at finde et andet børnehjem - vores værtsfar er administrator for en masse steder, og der ligger rigtig mange i området. Vi har snakket om, at vi evt. kan bruge vores arbejdsdage på det børnehjem vi er på nu, til at lave noget administrativt arbejde. Vi vil gerne lave en bog, hvor alle børnene bliver skrevet ind i - et billede af barnet, hvad de hedder, hvornår de er født, hvorfor de er på børnehjemmet/deres historie, om de har nogle sygdomme og om de skal have medicin. Hvis vi laver denne bog, bliver det meget mere overskueligt og behageligt at ankomme til børnehjemmet for de nye volontører, der kommer efter os. Det ville være vildt fedt at få lavet! Vi er dog nødt til, at kalde det "kontor dage" eller noget i den stil, og så lave det inde i Arusha by, for det er ikke en mulighed, at være på børnehjemmet og lave det, da der ikke er noget sted vi kan være, uden at blive overfaldet af 50 unger, der mangler omsorg og kærlighed. Det bliver også en udfordring, at få den nødvendige information om hvert barn for at lave bogen, da de jo ikke snakker engelsk. Men vi tænker at det nok skal lykkedes, hvis Aston vil/kan hjælpe os lidt. Vi er i hvert fald forhåbningsfulde! Så det er gode nyheder, selvom det har været en lidt hård start på det frivillige arbejde.
Jeg elsker at være her og nyder livet, selvom jeg ind imellem savner en bruser og et toilet, hvor man kan sidde og slappe lidt af og hvor ens ben ikke begynder at sove, efter man har siddet der mere end 30 sekunder.
Kram til Danmark
Ingen kommentarer:
Send en kommentar